I.
To Mænd om samme Kone,
To Konger om een Krone,
To Tyve om eet Bytte,
To Hunde i een Hytte,
To Præster i een Stad,
To Katte ved eet Fad,
To Friller i eet Slot, —
Forliges sjelden godt.
II.
Paa Stand og Rang i Alt man Forskjel gjør,
Den Sætning maa vel af Enhver indrømmes:
En Røver dømmes før han døer,
En Stormand derimod døer før han dømmes.
Grev A. den stolte, Adelsmanden,
Tog sig en Brud blandt Borgerstanden, —
Det er umuligt Kjære!
Hun eier hundred’ tusind Daler,
Hvormed hun Grevens Gjeld betaler, —
Saa kan det muligt være.
Den gamle B. har Himlen tagen,
Hans Enke græder hele Dagen, —
Det er ei muligt Kjære!
Jo Sorgeaaret, det er Tingen,
I den Tid gifter sig jo Ingen, —
Saa kan det muligt være.
En Liberal engang jeg kjendte,
Som sveg sin Sag og Andre tjente, —
Det er ei muligt Kjære!
Jo, Manden var et fiffigt Hoved,
Patronen ham et Embed loved, —
Saa kan det muligt være.
IV.
Enhver som Frøken Ida kjender,
Beundrer hendes smukke Tænder,
Saa hvide som af Elfenbeen.
Som Elfenbeen? — Nu vel min Kjære!
Af Elfenbeen de netop ere.
V.
En Hytte med et Kongeslot i Et dog Lighed faaer:
Det nemlig, at med krummet Ryg man indad begge gaaer.
VI.
A. Hvorfor mon Greven aldrig vil
Sin Hat af Ho’edet tage?
B. Fordi man altid dækker til
De Dele, der er svage.
VII.
Fordum kun leved’ Digterne for hvad de skreve:
Vor Tids Forfattere blot skrive for at leve.
VIII.
En indbildsk Pukkelryg en Digter bad
At skrive ham et Stambogsblad;
Ei stort, men indholdsrigt det skulde være.
Han skrev: Din Bagdeel er ei til din Fordeel, Kjære!
IX.
A. Et saadant Vers er uforskammet
Det passer blot paa mig! —
B. Min Ven! jeg skrev ei over Dig,
Du passer blot paa Epigrammet!
X.
Dreng. Herr Skolemester! hvem er lastefuld?
Skolem. Den, som af Vane sig til Synd hengiver.
Dreng. Kan man da kalde Selvmord for en Last?
Skolem. Naturligvis, hvis den til Vane bliver.