Du vil døe!
Ude er det Sommer, Fuglen synger,
Livets friske Puls hvert Bryst forynger,
Løvet dufter i de mørke Skove,
Du er kjed af Alt, vil evig sove,
Du vil dø!
Du vil dø!
Slumre, græde, glemmes i din Kiste,
Alle Livets Glæder vil du miste,
Solen lyser vel i Dødninghaven,
Men dens Straale naaer ei ned i Graven, —
Du vil dø!
Du vil døe!
Ja, du faaer vel Ro, der hvor du hviler,
Vaar og Vinter ubemærket heniler,
Og, mens Ormen mættes i dit Hjerte,
Naaer du saa den Fred, som du begjerte?
Vil du dø?
Vil du dø?
Dø fra den, hvis Sjæl hos dig sig hvilte,
Under Stormen, og mens Lykken smilte,
Dø fra den, du nyfødt Kraft har givet,
Bryde Alt, som knytter ham til Livet, —
Vil du dø?