Stille! stille! hør hvor Hjeilen klynker
Paa den sunkne gamle Kæmpegrav!
Dagen svinder, langsomt Solen synker
Ned paa Himlens Rand bag Vesterhav —
Tykke Taager dampe op fra Heden,
Moselærkens muntre Sang er endt.
Ømt den ruger Ungerne i Reden;
Mørkets Dronning har sin Fakkel tændt.
Alting hviler medens Nattens Rige
Breder ud sin sælsom dybe Ro
Grave aabnes, dunkle Skygger stige
Op af kolde, klamme Dødningbo.
Fjerne Hav mod Kysten sagte brummer
Synger op i vante Melodi —
Kolde Bølger ind mod Klinten skummer,
Maanens Straale strøer sit Sølv deri.
Tause Verdner høit paa Himlens Bue!
— Vidner om hiin store Mesters Magt —
Ned paa Tidens Gang I stille skue,
Og Naturen staaer i Sorgedragt. —
Blusser op, utalte, fjerne Kloder!
Lyser venlig her blandt Lyngen ned!
Spred dit Lys, Du Solens blege Broder,
Skue mod Jordens tause Dunkelhed!
Seer Du hist mod Vest, hvor Stjernen funkler,
Skjøn som Haabet paa en Evighed!
Nu den mørknes, Skyen den fordunkler,
Men den gaaer dog derfor ikke ned.
Gjennem Sløret svagt dens Straaler smile,
Trænge sig mod Jorden ned paany
Den er Borgen, at bag Gravens Hvile
Følger Evighedens Morgengry. —