Jeg læste nys, at »vor lille Jord,
der er så liden i Kloders Vrimmel,
ej spiller en Rolle, der er ret stor
for Herren hist i hans høje Himmel«.
Og derfor lader han »Dyrene« slås
og »boltre sig som de har Lyst og Evne,
for, hvad der angår vor Jord og os,
er — set fra oven — ej værd at nævne«.
O du, som har slig en fattig Tro,
kom, lyt til Frelserens milde Stemme:
selv Spurv, som sælges for Penning to,
vil Gud i Himlen dog ikke glemme.
Ja hele Fuglenes muntre Hær,
som hverken sår eller bygger Lader,
den har al Skabningens Gud så kjær,
at dog de sorgløse Små han mader.
En Blomst, som står på en Mark en Dag,
hvor ej den ses før den dør og segner,
er klædt af Herren med slig en Smag,
at hele Salomons Guldstads blegner.
Så »frygt da ikke«, er Jesu Ord,
»for eders Hovedhårs Tal han kjender«,
og, hvad der sker på den vide Jord,
til Gavn for sine de Små han vender.
Se derfor »lader han Dyrene slås«
og boltre sig som de har Lyst og Kræfter,
thi, deres fnysende Harm til Trods,
Gud styrer dog, hvad der følger efter.
Hvad Folkeslagene har forbrudt,
det drager Rædselens bitre Følger,
men, hvad der nå’s af Enhver til Slut,
det Spørgsmåls Løsning hos Gud sig dølger.
Og derfor slår vi os trygt til Ro —
— er Jorden end et Atom i Vrimlen —;
den Jord, hvor Frelseren vilde bo,
den, ved vi, bliver ej glemt i Himlen.
(Septbr. 1915,)