Hæv dig min Sjæl, og øv for Gud din Stemme,
og husk, at ej du har i Støvet hjemme!
Hvi vil du sukke under Tidens Trang?
Hvi vil du for dens Tryk dit Hoved bøje!
Nej, hæv i ydmyg Tro til Gud dit Øje
med Takkesang! — —
Og måtte Troen du på Meget miste,
og så du mangt et Ideal at briste
og meget »Stort« til Småt at svinde ind:
O, det er ikke værd et Suk, en Tåre,
det lære dig, dit Ideal at kåre
med lutret Sind!
Svæv did min Sjæl, hvor Lyset bor og bygger!
Fold Vingen ud højt over Jordens Skygger;
snart Intet dig fra Solen skiller mer!
Vort Liv kun varer nogle korte Dage —
snart skal du til det store Møde drage,
hvor Gud du ser!