I.
En Gang i fordums Tid, da Verdens Frelser
på Jorden gik omkring og gjorde vel,
og Hjærtets Råd og Tanker åbenbared
hos dem, der aller helst dem skjule vilde —
og greb de Vise, når i deres Træskhed
de tænkte, Nazaræeren at fange, —
og bandt dem med de Reb, de fletted selv —
da kom en Dag en gammel Sadducæer
og vilde friste, fange ham i Ord. —
Så talte han til Jesus: Sig os, Mester,
vi har et Bud af Herrens Tjener Moses,
som siger os, at når en Mand er død
og ingen Børn hans gode Navn kan arve,
så skal hans Broder række Enken Hånd
og rejse Afkom for sin døde Broder. —
Nu har blandt os der været Brødre syv;
den første tog en Hustru — døde barnløs,
den anden Broder gifted sig med Enken,
men ung og barnløs døde ogsaa han.
Så gik den tredje Broder for at holde
det Mose Bud — og sådan gik de Alle! —
De døde alle Syv foruden Børn —
og sidst af Alle døde også Kvinden. — —
Men nu, o Mester! hvis de Døde opstå,
hvis Hustru skal da denne Kvinde være;
thi hver af Brødrene er hendes Mand?
Da smilte Jesus ad de Verdsligvise,
der gjør sig mangen unødvendig Sorg,
og talte til ham paa sin stille Måde,
der både havde Myndighed og Magt:
I fare meget vild, fordi I kjende
ej Herrens Kraft, ejheller Herrens Skrifter
i deres Ånd, — kun Bogstav kjende I, —
så tro I, Himlen er som Støvets Verden.
Se, denne Verdens Børn, de giftes bort
og denne Verdens Børn, de ta’er til Ægte; —
men ak! — nej sådan er det ej i Himlen!
Enhver, som agtes værd at komme did,
skal aldrig hæmmes mer af Jordens Bånd;
thi der er Kjødet ikke med — og Ånden,
den skal sig svinge frit — og voxe frit —
og aldrig dø — den bliver lig en Engel!
Men, hvis I ej vil tro, at Døde opstå,
så husk, at Gud Jehova ofte kalder
sig »Abrahams og Isaks, Jakobs Gud:« —
og tro I da, at han, som ejer Livet,
vil være Gud kun for et Lig i Jorden,
et stinkende, et hæsligt råddent Ådsel?
Så gik den vantro Jøde bort med Skamme,
og Faricæerne, som Sektens Fjender,
sig glædede, at Jesus stopped Munden
saa mesterligt på alle Sadducæer.
Hvordan det siden gik den gamle Tvivler,
om han måske sig pinte til sin Død
med at udgrunde denne dunkle Gåde,
hvis Vigtighed han aldrig tvivled om: —
hvordan Vor-Herre dog i Himmerig
sig skulde klare i det store Spørgsmål,
når han en Gang den stakkels Kvinde skulde
med Retfærd dele til dem alle Syv, — —
— hvad eller, om han troede Jesu Ord: —
se, derom tier Skriften ganske stille.
II.
Men end hos os er mangen Sadducæer,
der med sin kolde, klamme Verdensånd
har hængt sig som en Sten fast til sin Hustru
og hindret hendes Ånd i hellig Flugt.
Den høje, klare Luft har hende draget
og hendes Vinger, som hun oftest skjulte,
fordi de passed ej i hendes Kreds — —
de løfted hende stundum over Jorden,
og i en ubevogtet Stund hun fløj
op, op og stadig op, hvor hun var hjemme;
men ak! så kom et Ryk, hun havde løbet
sin Line ud. — Det var som hist, på Marken
hvor Drengen løber med sin lille Drage —:
— der fastgjort var en mægtig Sten i Snoren!
Og tit og ofte var det også Kvinden,
som Stenen var, der hindred Mandens Stræben,
som bandt ham i en lav og dårlig Sfære: —
kun halvt han blev, hvad Gud ham kaldte til! — —
Og tror du da, du, som måske har hindret
din Ægtefælle i halvhundred År,
har været hans — og hendes — Sten i Snoren,
så aldrig Ånden svang sig let og fri — —
tror du, at hist i Himlens lyse Bolig,
hvor Retfærds Gud er blevet Enehersker,
at dér endnu du øve skal din Gjerning,
at også der, du som en Sten skal hindre
den Ånd, som Jorden knyttede til din? —
Nej, nej og atter nej! — I Himlens Rige
er intet Giftermål blandt »Engles Lige«?
Der skal kun Ånden — intet Kjød — regere,
der skal de Ånder, der er nået videst
kun være sammen, voxe, stræbe sammen
forstående og hjælpende hverandre
i fortsat Ilen frem og atter frem! —
Og Ånden vider sig og fyldes atter,
udvides atter — fyldes så igjen — — —
og ingen Sten og ingen Lænker kjendes
af de Beslægtede, som mødes der. —
III.
Men I, som har hinanden kjær her neden!
O, skynd jer, eders Ånd for Gud at åbne
og lad ham virke i den, hvad han vil,
så ej den ene bliver langt tilbage;
thi når en Gang Gud »skiller Får fra Bukke«,
så vil han give hver en Ånd sin Plads,
og aldrig kan han lade Tvende følges,
der står hinanden fjærnt i Hu og Længsel.
Men, hvis I her paa Jord har længtes sammen,
mens Ånden mødte Ånd i fælles Tanker,
selv om end Tid og Forhold eder skilte,
— måske ved Spindelvæv, måske ved Bjærge —
o, glæd jer til den store Højtidsfest,
hvor Åndens Længsel, som ej Støvet hindrer,
vil sætte eder paa den samme Plet
og samle eder i en fælles Virken!