Aldrig kan jeg glemme den: forstødt og ladt tilbage,
sammen med sit Kuld i Novembers korte Dage.
Nød de havde fristet — nu var de Andre døde,
ensomt om den flagred og fandt kun sparsom Føde.
Op og ned den svang sig i Buer over Vandet,
fløj saa ind og hvilte sig et Øjeblik på Landet,
så mod Sky med Suk over glemte Melodier —
Døden er vist kommet som en kærlig Befrier.
— — —
Tit jeg så blandt Mennesker en sådan »sidste Svale«: —
alle de, der elsked dem, fløj bort til Himlens Sale,
ensomt om de vandrer og Ingen mer dem kjender,
stille — men med Længsel — de opad Øjet vender.
Jorden er for dem så tom og hvert et Ansigt fremmed,
Tanken lever hisset hos de Kjære — dér er Hjemmet!
Kun paa Gjensynsglæden bagved Døden de venter
og med Tak de følger når Vor-Herre dem henter.
(Nakkebølle Fjord, Novbr. 1911.)