Velkommen, du flittige Spinderske fin!
Mon du spinder en Tråd til min Lykkes Lin?
Den har været så tynd, den har været så trang,
og Ventetiden så lang — o så lang!
Mon Lykken nu følger dit luftige Spind,
som strejfer min Kind? —
Snart spinder du op og snart spinder du ned,
o, Edderkop lille! mon du ved Besked?
Mon Lykken skal fylde mit Hjærte en Gang
og løfte min Sang?
— — —
Og Spindersken væved i Ungpigens Hår
det dejligste Væv i den gryende Vår, —
hun vugged i Lokkernes Dale og Høje
og hang i sin Tråd for det skjælvende Øje.
Men Lykken — den brast som en Spindelvævstråd —
den endte med Gråd.