Der er en Gaard, dens Sted er høit i Gaden,
Og Runde-Taarnet kneiser nær dens Stavn;
Men skjøn som den er ingen Gaard i Staden:
Regentsen nævnes dens fidele Navn.
I laset Vest og Frakker uden Krave,
Med lange Piber der Studenter gaae,
Og Linden krandser Gaarden som en Have,
Hvor Sangen stiger høit mod Himlens Blaa!
Fra Eiderens Strøm og Skagens hvide Banker,
Bornholm og Jylland, og fra Odins Øe
Den gamle Gaard sig gjæve Sønner sanker:
En Kæmpe-Flok for Vidskabs høie Moe!
Forskjelligt skæres de af Livets Planker,
Ved Strøm og Sunde skilles deres Hjem,
Men eet er Hjertet, som i Barmen banker,
Og een er Aanden, som besjeler dem!
Et Hjerte, som for Vennen trofast brænder,
Og luer varmt for Land og Drot og Moe,
En Aand, som Konstens høie Skjønhed kjender,
Og nærer, pleier tro dens ædle Froe,
Som hylder Frihed, Vid og skyldfrie Glæder,
Og hader Fordoms mørke Despotie: —
Det er den Magt, som snoer med stærke Kjæder
Et Broderbaand om Gaardens Compagnie!
Men Tiden skifter — Som de gule Blade
Hver Høst fra Linden falder og forgaaer,
Og nye skyde frem i grønne Rade
Med frodig Værd og Glands den næste Vaar:
Saa synker Slægt for Slægt af Gaardens Sønner
I Embeds- og Philister-Livets Grav,
Og yngre Skarer i de gamle Rønner
Med kraftigt Ungdoms-Mod dem løser af!
Dog ingen Tid og smaalig Syslens Skranker
Kan vingestække Mindets raske Ørn:
Den flyver ned bag Jyllands nøgne Banker
Til Hytten fuld af Næringssorg og Børn.
Tidt drømmer atter sig Regentsianer
Den gamle Fatter der ved Glassets Klang,
Da fri med frie og lystige Companer
Han gik sin glade, sorgfrie Ungdoms-Gang!
Og hvert et Glimt af Sandheds rene Straaler,
Som natlig Gransken førte for hans Blik,
Hvert muntert Drag af Glædens friske Skaaler,
Hver varig Venskabs-Pagt, han der indgik,
Hver lystig Spas og dristig Streg, han oved,
Revue passerer for hans vakte Sjæl,
Og med en Ild, som ingen Afstand sløved,
Han tømmer Glasset paa Regentsens Vel!
Snart kaldes vi og fra de gamle Stuer,
Ja Nogle blandt os Hjemmet alt forlod;
Saa mangt et fremmed facies jeg skuer,
Hvor Venners Blik mig smilte før imod;
Men Aanden som besjeler og herinde,
Og Hjertet, som forened Ven med Ven,
Skal et usynligt Baand omkrind os vinde,
Hvor end os Pligt og Skjebne kalder hen!
Og Pagten, her vi svoer, vi aldrig glemme,
Og Kundskabs rige Væld, vi øste af,
Og Friheds Ild og Glædens muntre Stemme
Os følger i Philister-Livets Grav!
Thi samles vi endnu engang herinde
Ved Bægrets Klang paa ægte Burschers Viis,
Og drikke til de svundne Glæders Minde,
Til Christians Hæder og Regentsens Priis!