Ove Christian Drejer (1806–36)

Hvi synges evigt af Studenter

Om Fjerde Christians Bygning blot?

Hvo grunded Fondet da, hvis Renter

Af hiin anvendtes viist og godt?

Og —Hvo befoel, at Musens Sønner,

Som før gik om for hver Mands, Gaard

Og sang for Brød latinske Bønner,

Fik Mad og Viin ved eget Bord?

Til Christians Priis jeg gjerne synger,

Og falder ind med Liv og Lyst,

Naar under Linden Gaardens Klynger

Ham prise med begeistret Røst:

Thi ingen Magt og Tid kan fælde

Geniets stærke Straaleglands,

Den griber Hver med magisk Vælde,

Som fik for ægte Storhed Sands.

Men og den Aand, som, mindre mægtig,

I Stilhed virker, blid og skjøn;

Den Daad, som, mindre stor og prægtig,

Men ædel, gavnrig, skeer i Løn:

Og den et kjærligt Minde lønner —

Saa er det danske Hjerters Skik —

Thi glemme danske Musasønner

Ei Danmarks anden Frederik!

Og ene Christian den Store

Hiin Ædles Aand i Arv ei fik;

Den lyste over Dan og Nora

I hvert Aarhundrede, som gik;

Og end den over Danmark svæver

Fra Sjette Fredriks Kongestol!

Thi, Brødre! — høit Pokalen hæver! —

Oplysnings ædle Ven en Skaal!