Forord til Regentsens Visebog
1833
1833
Naar Vinteren breder sit Taage-Flor,
Vævet af Byluftens stivnede Dunster,
Over Regentsens ærværdige Gaard,
Dyrker Studenten de lovbundne Kunster:
Contubernalerne, hver i sin Krog,
Sidde saa taust ved den flimrende Lampe,
Sysle, mens Piberne dampe,
Ivrigt med Pen og med Bog.
Lystige Taler i Gaarden ei føres;
Gjennem den stivfrosne Lind
Rasler en skjærende Vind,
Det er den hele Musik, som der høres.
Høist en Enkelt i luftlette Ham
Aflægger Kroen i Hast en Visitte,
Slurker en lovmæssig Dram,
Slentrer saa atter til eensomme Hytte.
Men Vinteren flygter, og Vaaren paany
Med qvægende Varme og duftende Blommer,
Med Lærkernes Slag under rødmende Sky,
Og Nattergals Kluk mellem Granerne, kommer.
Da løses, med Jorden, Studenten igjen
Af Lænken, ham bandt til Collegie-Hefter,
Med Aandens og Hjertets foryngede Kræfter
Frit sværmer i Lundene Frihedens Ven.
Og kommer om Aftnen han hjem til sin Gaard,
Hvor Linden udbreder de venlige Skygger,
Hvorunder alt henved to Snese Aar
Den danske Student sin Sommerleir bygger,
Da leirer han sig ved det hovlede Bord,
Hvor dampende Bolle fortroligt ham vinker,
Og medens med Brødrene lystigt han klinker,
Hans jublende Sange mod Himmelen naaer.
Begeistret han synger om Frihed og Dyd,
Om Vidskab og Kunst, som sit Liv han indvier,
Om Venskabs og Kjærligheds rene Fryd,
Om Digtkunstens Tryllerier;
Om Arve-Kammeraten, den snilde Matros,
Og alle de modige Havets Drenge:
Om Christian den Fjerde, hvis Glands og Roes
Usvækket til sildigste Slægt skal trænge;
Om Gaarden, han reiste saa fast og stærk,
At evig Studenten deri kan bygge;
Om Aandens høie og evige Værd;
Om Studentens Hæder og Lykke.
See, derfor samled vi os en Krands
Af den danske Digterlunds duftende Blommer,
At Sangen kan føres med Sæd og Sands,
Naar de lune Aftener komme,
Hvad Digterne skjæmtede vittigt og loe,
Hvad de qvade med Alvor og mandig Tone,
Hvad de digted om Landets idylliske Roe,
Og Lykken i Favn af en elsket Kone,
Hvad de smeltende nynned til Harpens Klang
Om Kjærlighedens Længsel og Savn og Smerte:
Det gjentoner her i vor Sang,
Og toner igjen i vort Hjerte!
Men naar vi, maaskee til en øde Krog,
Fra al den Herlighed bort maa drage,
Da tage vi med os den lille Bog,
Til Minde om svundne Dage,
Og hver Gang vi kaste vort Blik paa den,
Da blive vi sikkert Studenter igjen,
Og Philister-Nykken forjage!