Til Julie L.
Paa hendes 2den Fødselsdag
Paa hendes 2den Fødselsdag
1836
1836
Lille, barnlige Veninde!
Sødt, med Uskylds Smiil, og Kalden
Under sorgløs, munter Lallen,
Paa Din Fader og Din Moder,
Ubekjendt med Verdens Noder,
Dine Dage roligt svinde;
Dine Klager, Dine Sukke,
Lyde ikkun for Din Dukke,
Og kun „Æbler“ og en „Bolle“
Længsels-Taarer Dig forvolde.
Derfor, kjære, lille Tulle!
Sender Dig Din Ven en Gave,
Som Din lille Barnemave,
Haaber han, vil vel bekomme!
Snart er Barnealdren omme,
Pigen hurtigt voxer op
Fra en lille — bitte Knop
Til en yndig Rosenblomme.
For en Bolle, for en Dukke
Lyder meer ei Dine Sukke;
Andre Længsler, andre Taarer
Da Dit unge Hjerte daarer;
Om de bedre er, end disse,
Derom Du Dig selv forvisse!
Ak! da hilser ei Din Ven
Fro Din Fødselsdag igjen:
(Pebersvendens Livstræ fældes
Tidligt — uden Lys og Varme
Svinder Livet for den Arme,
Og hans Træk for Tiden ældes!)
Hvad han følte, hvad han nød,
Glædens varme Strøm, som flød
Mildt og kraftigt til hans Hjerte,
Hver en Fryd og hver en Smerte,
Hver en Haabets Blomst, som skjød
Glandsfuld, men med hurtig Visnen
I hans Jordbund — ligger død
Med ham selv i Gravens Iisnen.
Da skal disse Ord, som ligge
Nu for Dine Barne-Blikke
Uden Mening, uden Sind,
Bringe Hilsen fra Din Ven!
Sige Dig: at ham, som døde,
Kom som Barn Du tidt imøde
Med fortrolig, kjærlig Iil;
Hængte Dig med glade Smiil
Om hans Hals, og — med et Smil,
Som Du selv ei vidste af —
Heel betydningsfuldt ham gav
Ofte Kjælenavnet „Lille!“
(Thi han føler i sit Bryst —
Trods en Krop paa de Halvfjerde —
At bag Barnets Tryllegjerde
Hviler endnu al hans Lyst —
Al sin bedste Fryd og Trøst
Skylder han sit Barnehjerte.)
Hvis Du da med kjærlig Haand
Vil til Graven, som den Gamle
Gjemmer, nogle Blomster samle,
Glæder hisset sig hans Aand!