St. Peter — vil man vide — havde kastet Nøglen bort
til Himmeriges Port — eller gjort noget andet galt.
Naa, Nøglen blev funden — St. Peter kørt paa Døren
— eller sat à-la-suite — til han havde fuldt betalt
og sonet ud sin Dumhed. Det vared noget førend
man fandt en Efterfølger, som til Portner var skikket;
én Helgen mangled Mæle, en anden mangled Forstand,
én havde drukket for lidt af Vin, en anden for meget Vand.
Saa fandt man St. Antonius — som gamle Støvler flikked
og som for alle Anfægtelser var fri, paa salig Vis.
Den hellige Antonius — det véd man — har en Gris,
som følger ham i Hælene, ihvor han staar og gaar;
den maatte han ej beholde! Befalingen var haard,
men den hellige maatte lyve .... saa blev Antonius gnaven
og sad der, mut og vranten, bag Gitret for Paradishaven,
og flikked sine Støvler og tænkte paa sin Gris,
og ofred den en Taare — ganske paa jordisk Vis.
Det banked paa Gitterdøren og der hørtes et fromt: luk op!
St. Antonius skæved adspredt, fordybet i sine Tanker,
til Gitterportens Tremmer — og saa’ en trivelig Krop,
iført en sort Soutane; og gennem Tremmerne stak
en gejstlig Herre sit Ansigt: aa, undskyld at jeg banker;
I kender mig vel, St. Peter? jeg er Præsten fra Saint-Briac!
Og St. Antonius vrissed, vranten i sit Sind:
„Hvad skal vi med alle de Præster? — her kommer ingen ind!“
Præsten stod lidt betuttet, og et Ansigt han skar:
saa satte han sig i Skyggen hen og studered sit Breviar;
han tænkte: her vil jeg vente, til den næste Sjæl kan komme;
vi slipper vel ind tilsammen, hvis det er en af de fromme!
Det banked igen, Antonius flikked paa Støvlens Hæl;
foran Himmerigsporten stod der en velnæret Kvindesjæl,
Lintøj frem over Panden, sortklædt den fyldige Krop,
svulmende Bryst og Hofter; hun nejed og bad: luk op!
Den hellige skæved — bestandig laa Grisen ham tungt paa Sind:
„Hvem dér?“ — en Diakonisse! — „Her kommer ingen ind!“
Forbløffet saa’ hun paa Præsten, fornærmet sagde hun: Tænk! ...
Saa satte de to sig i Skyggen paa de arme Synderes Bænk
og grunded paa denne Behandling og korsed sig for og bag
— den Fod, som de stod paa med Naaden, den syntes dem noget svag.
Saa dundred det hen ad Vejen, en Ryttersmand kom i Gallop;
med Sabelhæftet han hamred paa Porten og raabte: Luk op!
Og St. Antonius tabte sin Støvle — og næsten sit Vejr —
og famled efter sin Nøgle, og spurgte ængstlig: „Hvem dér?“
Og Ryttersmanden han raabte: En ridende Artillerist! ...
og Porten fløj op — og Rytteren ind, mens Hoven slog Gnist paa Gnist.
Da sagde Præsten til Nonnen: Læg Jer paa fire ned
— saa sadler jeg Jer — saa sporer jeg Jer — saa skal Portneren nok faa Besked!
Og Præsten han red paa Nonnen; med Schenklerne lystig han slog
— hun vrinsked — han raabte: Af Vejen der! og ind i Triumf de drog.
Men St. Antonius hytted bag Portfløjen sin Person,
og gnubbed sin Fod og tænkte: Der er nok en hel Eskadron!
Kommer der fler’ Gevalt-Folk, ja hvad kan de saa hitte paa? ....
hvorefter han flikked sin Støvle, og lod Porten paa vid Gab staa.