Holger Drachmann (1846–1908)

Nu skal det være Alvor — bør man vide,

da nutildags man for alvorligt ta’er ’et

med Spøg og Skæmten; ja det er paa Tide

at det Sublime, naar man nu dog har ’et

som en Revers af Gøglet, stolt bør skride

mit Digt foran, ret som det aabenbared

sit Væsen af saa høj Tendens besjælet

— som paa en Tempelsøjle Kapitælet.

Bien! Lady Adelin’ Amundeville —

(et oldnormannisk Navn, som vel enhver

Heraldiker, der er genøgen til

at «rode», finder uden stort Besvær)

var li’esaa smuk som rig, hvad der jo vil

i England sige stort, da Godtfolk dér

den allerbedste Jordbund tror at finde

for Rigdom, Aand og — Legem hos en Kvinde.

Mig lige Et, jeg vil ej ud og fægte;

Folk maa det Rigtige bedst selv forstaa;

et Øje er et Øje — hvo vil nægte? —

om Farven er den brune eller blaa:

blot at det smiler smukt, gør det til ægte!

Hver Kvinde er en Skønhed; ja jeg maa

tilføje, under Tredve..., det er Tingen:

før den Tid véd af grimme jeg slet ingen.

Fra den Tid af vi ubeslutsomt tøve. .

Nu da vor Maane ikke lenger staar

i Nyets Glans, saa kan man gerne øve

Kritik og Skepsis, som man bedst formaar.

Vor Ligegladhed har begyndt at døve

Passionerne, Geher Fornuften faar,

man føler, man blir graa og stødse tyngere —

et Vink om at gi’ Pladsen for de Yngre.

Vel skød vi gerne ud den slemme Æra,

vel remmed vi (som hver Velsitueret)

ugerne Plads: dog det er en «Chimæra»

for den, som Livets Jevndegn har passeret.

Naa, saa har man jo Redvin og Madeira

at «hælde paa» med, før man blir kasseret,

og Valg til Rigsdag, Borgerraad, og Gæld med —

til at slaa Tid og Sorgerne ihjel med.

Man har Reformer og Religion,

og «Folket» har man, Skat i Krig og Fred,

og Byggesvindel, Børsspekulation,

Lyst til ved «Statens Ror» at være med,

og — om ej Kærlighed (den Illusion)

har man dog Hadet at opflammes ved;

det batter, Hadet, det er sejgt og sindigt,

mens Kærligheden gør det for «gesvindigt».

Johnson, den sejge Moralist, tilstod”

«han elsked hver en uforblommet Hader» —

saa sandt et Udsagn, som en Mand tillod

sig siden Værden skabtes af Gud Fader;

en Speg kanske, men saa er Spegen «god».

Jeg ser blot til — paa Miner og paa Lader,

noterer mig de Nobles og de Sjofles

saa fordomsfrit som Goethes Mephistoføles;

men «Had» og «Kærlighed» ej stort bevendt er

som det var før hos mig. Og fik jeg Ram

paa Godtfolk nu og da, som det bekendt er,

saa var det sikkert ej mit Digt til Skam,

og Rim (og Hibbet) faldt, som det fortjent er.

Gerne blev jeg til Godtfolks Haar en Kam

— om ej moralsk — hvis ej Cervantes blot

gav mig for sandt et Vink i Don Quixot.

Et ganske traurigt Værdensepos, dette —

netop fordi vi ler. Helten har Ret:

han vil med Værdens Slethed gaa i Rette,

og bli’r med Utak lønnet da saa slet,

ja bli’r forrykt tilsidst — saa man kan sætte

sig hen og græde ved et Syn som det.

Og nu Moralen af det Digt? Maaske

det Traurigste — for den, som blot kan se.

At byde Lavhed Spidsen og forsvare

Damer i Nød; alene at gaa paa

mod alle Voldsmænds sammenløbne Skare

og som et Landeværn for Smaafolk staa —

ak, den Idé, stolt som en Strids-Fanfare,

skal man i Hartkorn den med Gøglet slaa?

Er Ærens Ridderpligt blot Snak og Ordflom —

og Sokrates en Don Quixot i Visdom?

Cervantes fejed Spanjens Ridder-Flor

bort med et Skæmtedigt. Og fra den Dag

saa’s i det Folk, hvis Fortid var saa stor,

kun sjeldent hint romantisk-stærke Drag,

der plejer stampe Helte frem af Jord;

og derfor blev hans Bog —— en given Sag —

med al den Værdens-Lykke, som den nød,

købt dyrt med Landets aandelige Død.

Men jeg forglemmer mig jo — og tillige

min Lady Adelin’ Amundeville,

den farligste for Helten, tør jeg sige,

som med sit Næt var nogentid paa Spil.

Ej at hun tænkte ondt just saadan lige,

men «Skæbnen» dg vor «Vilje» la’er staa til,

og Livet er — den Sten, man helst la’er ligge —

en Sfinx — og Oedipus det er jeg ikke.

Relata refero; jeg vil ej raade

den Runeskrift, — Gud fri mig! Davus sum!»

jeg mælder simpelthen kun om dem baade:

Ladyen var i Livets Surre-sum

Bidronningen, ja det var Hendes Naade;

hun gjorde Mandfolk snaksom, Kvinde stam:

det største Underværk, maa man bekende —

men og den sidste Gang sligt kunde hende.

Kysk var hun — Klaffertungerne til Tort —

og efter Hjærtets Valg gift med en Mand,

der, som Minister, nævned Huset «vort»,

en fuldblods Britte, nøgtern, kold Forstand,

men fænged Ild — og slog da knapt og kort;

tryg i sin Selvbevidsthed, hun som han,

«hæderlig omtalt», sikre beggeto,

hun i sin Dyd, han i sin Højheds Ro.

Lidt fælles diplomatisk Smaapluk turde

fra først ha’e med Juan ham sammen bragt —

og dennes Ungdom, Aand og Taalmod gjorde

Indtryk paa Manden, hvor hans kolde Takt

og Reserverthed ellers, som det burde,

holdt Folk fra Livet; og saa blev der lagt

Grund til det Forhold, kaldt af Høflighed

for «Venskab» — naar man intet andet véd.

Lord Henry ... ingen var saa klog, som han,

og langsom til at dømme Folk tillige;

men var hans Dom først fældet, vrang og sand,

saa holdt han ogsaa ved, som — tør man sige —

en saa selvgod og saa selvsikker Mand,

der ikke kender Ebbe, ej vil vige,

og ej la’r sig sin Kendelse bestride,

jævnfør det Motto: Vi alene vide!

I Ven- og Fjendskab, eftersom det falder,

holdt som de gamle Perser eller Møder

han fri sig for det Vrøvleri, man kalder

at gaa til nogen Slags « Yderligheder».

Han kendte ej den Feber, som vor Alder

er saa befængt med, og som man — jeg beder —

helst skulde smile ad: det Op og Ned,

snart kold som Is og snart som Ild saa hed.

«Vor Lykke kan vi ikke kommandere:

gør mer, Sempron’, fortjen den ej, min Gut!»

og da skal det gaa fremad endnu mere.

Vær klog, nyt Øjeblikket hver Minut;

gaar det imod, bør Du ej opponere,

men hærd Samvittigheden absolut;

trænér den, som en Boxer, ufortøvet —

og den staar for hvert Stød, naar den blir prøvet.

Lord Henry vilde være første Mand,

det, som vi, Stor og Liden, alle ville;

den mindste søgør sig, bedst som han kan,

En over hvilken han kan Herre spille;

at være ene «stor», det gaar ej an,

den Byrde er for tung, og det kan drille:

nej tak, saa «deler» man saa snildt med andre,

Du selv tilhest, og Rakket la’er Du vandre.

I Byrd og Rang og Rigdom Heltens Lige,

stod han ej over ham det mindste Gran —

jo dog i Aar (for dem vi alle vige)

og — mente Lorden selv — i Fedeland;

thi frit er Ordet i de Britters Rige,

hvad ingen os afdisputere kan:

og ud en Ordstrem fra Lord Henry vanded —

saa Huset hans Veltalenhed tidt banded.

Sligt var nu godt nok; bedre var det, at

han mente sig — den «Orm», som mange frister —

at have fortrinsvis i Traade fat

af Statsmands-Væv (han var engang Minister);

under en Skæppe blev sligt Lys ej sat,

nej, tændte han en Mine, sprang der Gnister...

uegennyttig, Gud! u-int’resseret,

altid en Patriot — og dekoreret.

Han holdt af denne Spanjer — som saa blid

bar alle Anstands Byrder nok saa tunge

og røbed, naar han spurgtes, Aand og Vid,

men ogsaa kunde holde Tand for Tunge;

Lord Henry, Værdensmanden, saa’ med Flid

i Fejlene, der findes blandt de Unge,

kun frodig Jordbund. Ukrudt kan jo luges,

naar Hakkejærnet blot i god Tid bruges.

Han talte gerne med ham om Madrid

og Stambul som om gode gamle Kendinger,

hvor Folk gør, hvad de skal, men ogsaa tidt

gør, hvad de ikke skulde, med Udlændinger.

Og saa om Heste. Lorden ubestridt

var Kender her; og Don Juan i Vendinger

og Volter red en andalusisk Traver —

saa flinkt som Czaren tumler sine Slaver.

Saa mødtes de til Fest og Soiréer

blandt Diplomaters sluttet-tætte Rader;

Juan hos Ind- og Udlands Attachéer

var som Frimurer af de høje Grader;

hans Takt i disse snevre Defiléer

gav Vink om ham, som «født» af ædel Fader:

Folk ser jo gerne hos sig En som Gæst,

hvis Stamtre er «i Orden» — lig en Hest.

Ved X-X — Square.... jeg nævner ingen Gade;

Værden er saa méchant og saa’r sin Klinte

i hver en Autors Hvede, maa man lade,

saa helst jeg undgaar selv den mindste Finte,

der kunde Damer eller Herrer skade,

hvis deres Forhold blev med Rødtblæks Tinte

plumpt understreget. Derfor staar kun her:

Lord Henrys Bopæl var ved X-X — Square.

Ogsaa en anden pietetsfuld Grund

har jeg til ej at nævne Torv og Gade:

hver en Sæson har jo sin «Løvemund»

udpegende i denne noble Rade

det Hus, hvor «han» eller endværre «hun»

ved — naa en «Hjærte-Fejl» kom slemt til Skade.

Man kunde ind sligt Sted med Døren falde....

med mindre Husene var fejlfri alle.

Vel sandt, jeg kunde valgt mig Piccadilly,

et Sted, hvor «peccadillos» er uhørt,

dog jeg har Grund, billig eller ubillig,

til just at la’e den Helligdom urørt;

til Nævnelse af Navn er jeg uvillig,

om ej et pletfrit jeg til Bogs faar ført,

et Sted, hvor pur Naivitet man priser,

som... stop, hvor har jeg min London-Vejviser?

Ved X-X = Square var da vor Helt som sagt

en recherché, en højst velkommen Gæst

blandt denne Flok, der med sig havde bragt

Stamtræ og Grunker, som de kunde bedst;

Flid havde nogle paa «Talentet» lagt,

mens andre bragte «Moden» kun til Fest;

naa ja, bring bare Frakken med og Vesten,

saa spørger man ret hyppigt ej om Resten.

Da «der er sikkert, dér hvor Mange raader»,

som af den vise Salomo er sagt

— kanske af andre med, paa andre Maader —

og da der virkelig, om man gi’r Agt

paa Thing, for Skranken, mellem høje Naader,

kort, hvor Majoriteten er «kompakt»,

er sikker Visdom — hvad der vel forklarer

den Ros og Magt, som England aabenbarer; —

da altsaa «der er sikkert», hvor en Skare

Raadgivere for Adamskønnet findes,

er der for Kvindens Dyd en mindre Fare

jo mer’ Terræn for Selskabscirklen vindes,

thi da blir Valget svært: — som bedst vi klare

tilsøs os dér hvor Skær i Mængde findes.

Med Kvindens Dyd er der vel mindst ivej’n,

" hvor Mandens species hyppigst er — Hanrejen.

Dog Adelin’ et saadant Værn ej brugte,

i Kraft af hvilket man har saare let

ved Dyden, om den vakler, at optugte;

nej hendes Skjold var Stolthed, slet og ret,

Bevis paa, hvad Opdragelse kan frugte —

og aldrig viste Fruen sig koket:

vant til at hyldes hver en Aarets Dag

tog imod Kur hun som en «afgjort» Sag.

Mod Alle lige artig og elskværdig

viste hun Nogle den Art Venlighed,

som smigrer dem, der kurer saa ihærdig,

mens man dog godt til Punkt og Prikke véd,

hvor man med sit Galanteri er færdig: —

en genial Slags Sjælens Aabenhed

mod dem, der et berømt Navn har at bere,

ret som for «Byrden» dem en Trøst at være,

den Byrde, der — med mer’ og mindre Føje —

er et saa tungt Appendix. Se blot dem,

de Helte-Skygger, der sig dybt maa bøje

for den Berømthed, som er ligefrem _

Mishandling. Se paa de «Udkaarne» nøje:

den Solnedgangens gyldne Glorie-Bræm

om Issen, smykt med Laurbær for det Ry,

de vandt — hvad er det vel? — en Dunst, en Sky!

Naturligvis fandt man hos Adelin’

den Tone, som gaar aldrig over Stregen

men vogter paa sig selv, patricisk fin,

og holder værdig-rolig Middelvejen;

ganske som aldrig nogen Mandarin,

han være nok saa meget Part i Legen,

la’er noget særligt Tegn paa Moro se.

Et Træk, vi har fra Kina laant kanske,

eller fra Flaccus, hvis «Nil admirari»

var — paastaas der — den « Kunst at være lykkelig»,

en Kunst, vi alle sammen fusket har i,

om end vi ej fandt Lykken just udtrykkelig.

Den har det bedst i Livets Charivari,

som lever ret indifferent og hyggelig:

thi tal blot «løftet» iblandt Selskabs-Vrøvlerne —

og Du betragtes som moralsk paa Støvlerne.

Indifferent var Adelin’ dog ej...

(nu en «Gemeinplatz»): under Sneen, véd Du,

kan Jøklen bryde sig sin Lavavej,

etcetera — skal jeg fortsætte? Nej.

Af disse gængse Fraser er jeg ked nu;

lad merommældte Jøkul være hed, Du,

med samt det sølle Krater, jeg og Fler’

har pustet til — saa det knap oser mer.

Kom med et andet Billed! Se, jeg ta’er

en Flaske Cliquot, frossen til sin Bund,

saa Iskrystallerne man ret blir vær,

og som af Perle-Regnen levned kun

saa meget, at ét bredfuldt Glas man har,

en Gudedrik, at sætte til sin Mund:

og det er af en Styrke saa enorm,

som nogen Drue i udvidet Form.

Se saadan Nektar, gemt bag Isen, skal

som Kvintessens hos Evas Børn man finde,

ja blandt et ikke ganske ringe Tal,

hvorvel jeg nærmest tænker paa den «hende»,

der præker for Jer som sit høje Kald

den Lære, hun nød hos min Sanggudinde:

tænk Jer, Dødbidere, I brød den Is —

I vilde juble til de Skønnes Pris!

Det er Nordvestpassagen, tror jeg fast,

til det glohede Indien — deres Sind;

men da det holder svært nok at «slaa fast»,

hvor aabent Vand til Polen sætter ind

(skøndt Parry gi’er sig flinkt dermed i Kast)

ber Herrerne gi’ Agt paa Vejr og Vind:

er Polen lukket til af Is og- Sne,

blir Farten spildt — ja Skuden med kanske.

Novicen ber, til at begynde med,

helst krydse smaat paa Oceanet «Kvinden»;

selv en Befaren undgaar bedst Fortræd

ved raskt at dreje Skuden op i Vinden

før Kluden med sit «Fuimus — afstød |!»

blir hejst i Sjov som Nød-Signal, og inden

den tynde Livstraad mellem Gigt (ak Gud!)

og griske Arvinger blir helt slidt ud.

Himlen vil diverteres — naa, lad gaa —

en Smule djærvt iblandt; men friske Gaster

indrømmer, at det Hele saa som saa

er ganske godt —— hvad saa den Zoroaster

med sine to Principper finder paa.

Hvad Slags Doktrin vort Sind med Tvivl belaster,

det blir vel Et — om Troen imponerer os

eller den ganske simpelt kujonerer os.

Vintren i England — som i Juli ender

og ved August begynder — var nu omme

til Postiljoners Fryd: Alverden brænder

af Rejse-Lyst og Gaderne staar tomme;

men Postiljonens Heste, ja hvem sender

dem vel et Suk? Man kan i Taarer komme

for sig og Sen — ved Synet (har Du sét ’et?),

han klared gældfri Universitetet.

Vor London-Vinter .... indtil Juli gaar den,

og ofte længer; det er ingen Brander:

hvor saa min Muse plumper i, her staar den

som Meteorolog paa Sit, og bander

ved Barometræt paa, at naar vi naa’r den

fastsatte Frist for Parlamentet, kan der

af Radikaler snakkes alskøns Snakken —,

vor Parlamentssession er Almanakken!

Knap gaar Kvikselvet ned til Nul — hallo!

frem med Kareth og Gig, og Ranslen snort!

Det gaar fra «Carlton House» og til «Soho» —

og godt for den, som ogsaa godt er kert.

Støv staar om hver Afviser. «Rotten Row»

er nu et ede Landskab, tomt og tert,

mens Kremmer-Nesen blir saa lang som Regnin- gerne —

og Kuskøn knalder spodsk om alle Drejningerne.

Kræmmer og Regninger, «Arkadier begge»,

faar ad calendas græcas slaa til Taal sig

i Haabet om, at man skal nok sig dække.

Hvad Haab! han skyder dog vel over Maal? — nej,

paa «lang Sigt»» kan man Veksler forelægge,

som diskonteres — hvis man blir til Aal ej;

nuvel, et «Afbedrag» kan Smærten lindre,

samt at man skrev for meget, ej for mindre!

Naa, det er Lapperier. Mylord farer

gabende ved Myladys Side bort.

Heste blir skiftet. Saadan’ Heste varer

som Bryllups-Glæden — begge meget kort.

Værten et naadigt Nik med Buk besvarer

og veksler Penge — Chaisen farer fort

med smurte Hjul, mens Gaardskarlen ser surt,

at Vognen kun men ikke han blev «smurt».

Dog, han faar Sit. Og med et Tjener-Blik i

Kaleschen er «Hr.» Tjeneren alt dér

paa Bukken (Dommestikker, naa, med chic i —

se Kammerpigens: Kom mig ikke ner!)

jovist — «così viaggino i Ricchi!»

(undskyld lidt Slaaen om mig hist og her

med Fremmedord — men har man rejst m. m.,

saa vil man vise det ved at citere.)

Den Londonvinter var forbi. Med den

var Landets Sommer endt. ...ja det er Skade

at ej vi gi’r os til Naturen hen

mens den er grøn, men driver paa en Gade

til Nattergalen gaar sin Vej igen,

og lytter til en tanketom Tirade

af Statens Vismænd, som for Landet ej har Sind.

Dog, i September — husk det — gaar først Jagten ind.

Naa, disse fire Tusind da, som ejer

Brev paa den hele Jord, stak altsaa a’,

for «Ensomhed at søge», som man plejer

at sige: tredve Tjenere, aa ja,

og Gæster, hvor man vender sig og drejer,

som fire Gange dagligt fo’res a’.

Smæd nu kun Gammelenglands Hospitalitet —

dens Kvantitet blev blot furtættet Kvalitet.

Altsaa, Lord Henry med sin Lady drog

afstød, som hvert et Herskab af bon-ton,

og Vejen til sit Herresæde tog,

et tusindaarigt gotisk Babylon;

de havde, hver, et Stamtræ, som forslog,

og Ege af nøjagtig ens Facon:

hver Tomme kunde om en Ridder mælde

og Damer med —— ifald det skulde gælde.

Om Parrets Rejse meldte hver Avis;

saadan er den moderne Ros og Hæder:

kun Skade den Berømmelse og Pris

faar Ende med Papiret — visse Steder.

I Spidsen gik Organet — billigvis —

for Hof-Nyt, som sin Læsecirkel glæder

med «at Lord H. Amundeville (blandt andet)

med Lady A. ta’er ud idag paa Landet. »

«Dér agter — som vi véd fra sikker Kilde —

den ædle Lord udover Høst at blive

og vil en udvalgt Kreds i Udsigt stille

hver Sport og Fest, en Jagtsæson kan give.

Hertugen af.... har lovet selv at ville

gi’ Møde, og — som vi la’er os tilskrive —

blandt Gæster er en fremmed «høj» Person,

Ruslands Gesandt —i hemmelig Mission.»

Vi ser da — (Morning Post, paa Dig vi tror,

Du, hvis Artikler staar for mig og Mange

støt som de «Niogtredve’s Sandhedsord) —

vor spanske Russer, hvor han la’er sig fange

i Straalerne fra Værtens glade Bord

omkap med dem, der «æder mange Gange».

Jo—jo! Avisen véd, hvem vi bespiser

. mer’ end hvor mange vi i Krig forliser.

Som her: «I Torsdags stor Diner. Blandt Gæster

saa’ man Lord A—B—C».... saa nævnes alle,

Hertuger, Lorder, Baronetter, Præster,

ved Navn. Men la’r vi Blikket nederst falde,

staar der: «Falmouth. Ankommen sidste Rester

af Piff-Paff Regimentet. Man maa kalde

dets Tab ret stort — en Mengde blev paa Pletten —

men Hullerne er udfyldt — se Gazetten.»

Til Norman-Abbey drog det ædle Par —

et gammelt Kloster, endnu ældre alt

som Herresede; blandet Stilen var

— Gotik og andet — men som «blandet» faldt

den i hver ægte Kunstners Smag, der har

den set; og Klostræt laa (blev der fortalt)

lidt lavt: thi det faldt Klostræts Munke ind,

at bedst man bad i Le for Vejr og Vind.

Dér laa da Borgen lunt i Dalens Sked,

kranset af Hajskov, hvor Druiders Eg

stod, som Caractacus, da Hæren veg,

med strakte Arme vernende mod Død

fra Lynildsflammen Krattet. Ofte keg

frem under Grenehanget Hjorten — bred

saa frem med Rudlen, for sin Tørst at stille

i den som Fuglekvidder muntre Kilde.

En So laa foran Slottet, og dens Vande,

blanke og dybe, altid blev fornyede

af Flodens Strømme, som med Il sig gyde

i Søen ud, men derpaa stille stande,

som om de her rent Freden vilde nyde.

I Siv og Rer langs Søens indre Rande

Vildænder fjæle sig — mens Skovens Kroner

omvendt sig ned i Flodens Spejl fortoner.

Ved Søens Udløb Flodens Vande falder

i Skum-Kaskader, indtil Strømmen atter,

stilnet, som Børn naar Moderrøsten kalder,

gynger i sagte Krusninger, og fatter

paany sit gamle Løb; og uden Tal er

Bølgerne, som med Kluk og munter Latter

sig vugger frem — og Farvespil fraoven

faar de, hvergang de blinker frem i Skoven.

En vældig Bue i Gotik er end

af Klosterkirkens fordums Pragt tilbage;

den havde spændt, i Kirkens Velmagtsdage,

henover flere Søjlegange, men

de sank — og den er ene med sin Klage.

Den mest Koldsindige, som kom didhen,

vel maatte føle Smærte ved at skue

saa ensom her den stolte, skønne Bue.

Nærved dens Tinde, i en Nische, stod

tolv Helgener af Sten i fordums Tid;

de havde overstaaet Kirkens Strid,

men faldt — dengang Kong Karl man aarelod

og hvert et Hus var Fæstning — hid og did

mens «Cavalerer» sank i deres Blod

for ham, som — ak, det fik de at bekende —

hverken forstod at køre eller vende.

I Nischen ovenfor staar «muttersene»

Madonna, kronet, holdende paa Arm

sit Barn —— tilfældigt midt i Stridens Larm

forskaanet, medens Kirkens Kvaderstene

hensmæltede i Kampens Lue varm.

Det Billed helliger den vilde Scene —

javist saa, Overtro! men man maa sige:

sligt fabler dog saa sødt om Himmerige!

Et mægtigt Vindu, hvis Glasmalerier

lod fordum Dagen med fordybet Sker

strømme herind fra Himlen som en Her

af Engle, svævende ad Lysets Stier —

staar nu vindaahent. Aldrig Vinden tier,

Sten-Vinduessprosserne dens Harpe er;

og ene messer Uglen i de Haller,

hvor Chorets Svar nu aldrig mere gjalder.

Men kvælder Maanen, og naar Nattens Brise

paa bløde Vinger bæres frem fra Østen,

da klinger der som Klagelyd — og Røsten

er skøn, en aandeagtig sælsom Vise,

der lyder nu, og atter maa forlise

sin Klang — hvorfor? Det er en Gaade — løs den!

Ja — Somme tror, at Ekko fra det nære Fald

af Klosterbuen formes her til Døds-Choral.

Og Andre: at en Egenskab ved Buen,

frembragt ved Frost og Tø, kort, ved Forfald. —

paa samme Maade som jo Solens Luen

. og Ørkenkulden i Forening skal

forlene Memnons-Støtten Klang — er al

den underlige Syngens Grund. Men nu — en

Kendsgerning er den Lyd, det véd mit Øre;

jeg lytted tidt — for tidt....kan end den here.

I Gaarden plasked ner den stolte Bue

en gotisk Brønd, hvor der var hugget ud

i Stenen Masker, ser barokt at skue:

en Helgen hist, og her en drukken Gud.

Udyr med Gabet syntes vredt at true,

og dér stod Straalen højt af Dyrets Tud

og sank i Bobler... Stenens bitre Lære:

vor Id og Strid et Brus — et Plask — en Blære.

Kærnen af Slottet vældig var og stor,

og ej saa slemt moderniseret heller;

der fandtes end af Klostergange Spor

og Refektorium og Brødre-Celler,

desuden, med et velbevaret Chor,

et af de allerkærest’ smaa Kapeller;

men Resten, omstøbt, flyttet eller sunken,

bar Vidne om Baronen mer’ end Munken.

Haller og Sale turde næppe ganske

ha’ staaet sig mod Kunstens Ritual

for den, som Stil og Enhed søgte granske;

det «gjorde» sig dog — Galleri og Sal —

tog man ej paa det med Kritikens Handske,

selv om det ej blev noget Ideal.

Hos Kæmpen imponerer os Staturen —

om end ej Alting «stemmer med» Naturen.

Af Staal-Baroner, hele Rækken ned

til Jarler smaa i Silke og Parykker,

hang der Portrætter — næsten Led for Led;

smaa Ladyer «i Knop», hvis Duft henrykker,

lyslokket sad dér i idyllisk Fred

blandt «modne» Damer prangende med Smykker,

samt to, tre Gratier af Sir Peter Lely,

hvis «bar Figur» der ordentlig var Stil i.

Saa fulgte Dommere — i Hermeliner —

hvis «Magt gaar foran Ret» man kunde kende

paa Mylords Ansigt — ret en Fange-Piner;

Bisper — som ej én Præken fik tilende,

og Generalfiskaler, af hvis Miner

man saa’ (vi kan se fejl, det kan jo hænde)

at «Stjernekam’ret» havde mer at sige

end habeas corpus i det hele Rige.

Feldtherrer dernæst, for en Del i fuld

Jærnrustning — førend Jærnets Tid var endt;

og saa et Par i gamle Malboroughs Uld-

Parykker, hvoraf én gik vel omtrent

paa tolv nymodens; saa en Fyr helt guld-

brodért, med Nøglen «agterude» vendt;

tilsidst en «Patriot» man vrippen saa’ —

over det Embed, han ej kunde faa.

Paa alt det Ahne-Gods det smager godt

at fryde sig lidt «billedligt»; se dér

Tizian og Carlo Dolce, hist en flot

Salvator Rosa, en Albano her;

saa følger en Vernet, hvis Vand er «vaadt»

og bølger op i Solens friske Skær;

saa Spagnoletto — han, som Penslen dypper

i alt det Blod, som fra Martyrer drypper.

Et lille Landskab af Lorraine; en stor

Rembrandt — stor ved sit Mester-Clairobscure;

og her en ter, bronceret Enebor

i Caravaggios dystre Stil. En Fyr

dernæst, en «god» Teniers, en Drikke-Bror,

som neppe for en saftig Spas sig dy’r:

jeg tørster som en Dansk — ta’ mig paa Ordet —

ser jeg hans Glas kun .... hej, Rbinskvin paa Bordet

O Læser, om Du ellers læse kan —

thi stave er ej nok, ja knap engang

at «læse»; aa nej, læse kalder man

at følge med fra Digtets Sang til Sang

helt forfra (hvilket er haardt nok, velan!)

og blive ved — trods Tiden falder lang.

Med Slutningen begynd ej — saa langt heller

slut med Begyndelsen, itald det gælder.

Dog, Læser, Du var Taalmod opad Dage,

mens hensynsløs i Rimeri jeg var

og saa’s af Arealer Maal at tage ——

saa Phebus vist har holdt mig for Notar!

At «Bredden» fordum Folk har kunnet smage,

gør jo Homers Skibs-Katalog ret klar:

men som «moderne» maa jeg se at tæmme mig

og ej i Spisestellet helt forglemme mig.

Høsten, den gule, kom; med den en Skare

fornemme Gæster udaf Nimrods-Standen; .

Stubmarken vrimmel-fuld af Raa og Hare,

og Støvære: hej, Plads for Jægersmanden!

Med Øjne som en Loss skal han nok klare

den hele «Saat» — og lyve ret som Fanden.

Hej, brune Agerhøns og Guldfasaner

og pryglede Krybskytter — uden Ahner!

Vindruer har en Høst i England ej

som dem i Sangens Solskinsland vi møde

bacchantisk svulmende langs Sti og Vej,

hvor frem fra Fletværk Klasen ler, den røde;

men Britten køber «ædle» Vine sig, i

la’r mild Claret og stærk Madeira gløde!

hvad skal han med en Vinhøst? — naar det gælder,

har man det bedste Vinbjærg i sin Kælder.

Og har man ej det glade Dæmringsskær,

hvori en Sydens Høst koket sig hyller,

som var den «anden» Vaar alt ganske nær,

som oversprang man Vintrens Slud og Skyller —

af Stue-Glæder har man fuldtop her,

hvor Aarets «første Kul» i Ovn man fylder;

og udendørs — ja Grønheden er borte,

men der er Gult, som Pynt mod alt det Sorte!

Og for den kælne Syds villeggiatura

— hvor man faar Horn i Sigte mer’ end Hunde —

har Jagten Ydelser her in natura,

saa Helg’ner skulde glemme Bod og Vunde;

selv Nimrod bytted Sletterne ved Dura,

hvis han den røde Frakke bære kunde:

for Jagt paa vilde Bøfler var her tamme —

om «Løver» kunde siges vel det samme.

De ædle Gæster her paa «Norman Abbey»

var —— thi det smukke Køn gi’r vi le pas —

Fitz-Fulke først, Hertuginden, saa Miss Crabby,

Damerne Snip og Snap, en Miss Eclat,

Frøknerne Bombasin, Blanchet, O’Tabbey,

Fru Rabbison, den rige Mæglers »Squaw»,

og saa det hvide Uskylds Lam, Fru From,

som var et sort Faar — naar man saa’ sig om;

samt andre Naader — mindre eller mere

«la lie», men og «l’élites — om hvem det gælder

just som med Regnvand, det, man kan filtrere »

saa det blir atter rent som Skyen, eller

Papirsmynt vekslet om i Guld. Man. fælder

ej nogen Dom: man la’er «passért» passere;

thi denne store Værden, som man véd,

er idel God- og Overberenhed —

forstaar sig til et Punkt: og det — det finder

man ikke let at sætte Punktum ved;

skøndt — denne «Værden» just sig klogt besinder

paa Skinnet, før i Ufordrag’lighed

den skriger op som Macbeths: «Satans Kvinder»;

og Jason lister sig betids afstød

fra Fru Mødea — se Horats og Pulci:

«Omne tulit punctum, gue miscuit utile dulci.»

En Linje for et Rets-Princip at drage —

det falder svært; mest ligner det et Lotteri.

Jeg saa’ en ærbar Kvinde, som fik smage

Udstødelsen af hele dette Koteri,

mens en Fru Saa-og-Saa kom strunk tilbage

igen til «Værden» — blot ved lidt Komplotteri —

og straaled, trods sit Rygte, som en Siria,

og brød sig fejl om alt det «naa, hvad si’er I da?»

Jeg saa’ vel mer’; — lad os nu se lidt paa

det, som man kan «villeggiatura» kalde:

en treogtredve Stykker, eller saa,

«udvalgte» Folk, bevar’s, Braminer alle;

og ikke efter. Rang lod jeg dem gaa,

nej blot paa Slump, som Rimet kunde falde;

irsk Adel var der, prima Blod og Tegning,

som leved udenlands — paa Irlands Regning.

Der var Parolles — han, den Rabulist,

en Pokkers Karl i Retten og for Skranken,

som fægted drabeligt —- i Ord, javist,

men ellers helst og hurtigst tog til Skanken;

Hr. Klingklang — en dunhaget Belletrist,

som volded en sex Ugers Hjærtebanken

i Damers Kreds; Lord Pyrrho — han, Fritænkeren,

og Sir Jobn Flaskefo’er — han, Snaps-Iskænkeren.

Saa kom en Hertug — som en Hertug var,

en Hertug «hver en Tomme». Saa tolv Pairer

som Karl den Stores, hvoraf ej man ta’er

fejl — det vil sige, i de «simple» Sfærer,

naar ej man selv er dum — den Sag er klar.

Saa sex Spidslærker, Frøkner, som fortærer

i Følelse sig helt — paa Nonners Maade —

men helst var gift og kaldtes «Hendes Naade».

Saa fire «bonourable» Mænd — hvis Ære

man foran mer’ end efter Navnet fandt;

og saa en Chsvalier de la Chimére,

som Frankrig — og et Lykketræf iblandt —

til England havde sendt, for at belære

om Morskab os — en Moro, det er sandt,

som Klubben siden fandt lidt dyr i Grunden,

da han, og Tærningerne, var forsvunden.

Der var Dick Snakken-Sort, en stor Sokratiker,

en Ven af Plato, Agerhøns og Flynderne;

saa en Hr. Vinkel, Qvasi-Mathematiker;

Sir Selv-Opsats — en Ven af Sport og Mynderne;

og Pastor Rodomont, den Guds-Emfatiker,

som haded Synden mindre nok end Synderne;

samt Lord Augustus Fitz-Plantagenet,

Ven af — at vædde, tror jeg, slet og ret.

Saa Jack Jargon, en veldig Hest-Drabant,

og den beremte General Menschenschreck,

stor Taktiker og større Duellant,

som aad fler’ Fjender end han gjenned væk;

saa Jeffris Plump fra Wales — det er sandt,

som Dommer stor, men størst som vittig Gæk:

naar Folk, han fik fra Livet dømt, blev triste,

gav han til Trest en Vits dem paa det sidste.

” Fint Selskab er — omtrent som Marionetter,

der ikke Spillets Retning selv angiver,

naar Tonen (Manden bagved) ej dem sætter

dér hvor han vil — den Klown, han er og bliver.

Min Sangmø er en Sommerfugl; hun letter

paa Vingen, har ej Braad, men bare driver

afstød i Luften.... ja, var kun en Hvesp,

da skulde Godtfolk bæve som en Esp!

En Taler har jeg glemt — men ber ej glemme —

fra sidste Parlamentssession den sidste,

som heved i en Jomfru-Speech sin Stemme,

ret net, efter hvad Referenten vidste;

endnu var han i nogle Blade fremme

med Ekko af sig selv — sligt kan jo friste!

Det hed dér (i den Omnibus man kert har:)

«den bedste Jomfrutale, som man hørt har.»

Stolt af de mange «Hør!» og endnu mere

af hin, hans Tales tabte Jomfrudom,

og af sin Drevenhed i at citere,

stod han saa bred som Cicero i Rom.

Med megen Flinkhed i at memorere,

mer’ Frækhed til at huske godt sig om

før han sit Indfald snapped fra et andet,

kom denne «Landets Stolthed» ud paa Landet.

Der var endnu to andre drevne Svende,

fra Irland en Hr. Rap, fra Skotland Ro,

lov-faste Folk og lune uden Ende,

men Ro den luneste nok af de to;

Raps Fantasi løb løbsk — det kan nok hænde! —

saa fyrig som en Fole uden Sko,

men snubled tidt i en Kartoffelager —

mens Ro med Cato’s Maadehold det tager.

Ro ligned mest et nylig stemt Klavér,

Rap derimod en ustemt Æolsharpe,

paa hvilken Vinden ugenért sig te’r

snart med Akkorder blide, snart med skarpe.

Ro’s Tale var koncis i sin Manér,

Rap kunde lange «Ender» fra sig varpe:

den Enes Vits var Hjærtets eller Blodets —

den Andens me’r Kulturens eller Ho’dets.

Finder man nu lidt broget denne Skare,

som samles her til «landlig» Fryd og Féte,

saa er Melange dog en bedre Vare

end evig én og samme téte-å-téte.

Ja, havde vi Comediens Tider bare,

med Congreve’s Nar og Moliére’s bête!

Men ens er Alt — paa Landet og i Stæderne:

Manérerne saa pæne just som Klæderne.

Vi skjuler vore latterlige Sider —

lattærligt nok, vi faar ej med dem Bugt;

hvorledes end man vender sig og vrider,

den Ager er udpint, gi’r ingen Frugt;

vel findes Narre nok i vore Tider,

men deres Blomstring savner Smag og Lugt:

en Hoben pæne Folk omkring vi vandre —

Folk, som sig keder selv og keder andre.

Naa, kan man ikke høste, maa man nøje

sig med at plukke magre Ax til Slut;

og, Læser, om Du finder det med Føje,

saa blir Du Boas — jeg den arme Ruth.

Jeg siger nødigt mer’ — da jeg for Øje

Fru Adams har, der paastod absolut,

at Skriftcitater — uden netop i

en Kirke — var det pure Blasfemi.

Dog, pluk! om Tiden end er brak og ter,

selv om Du plukker Avner kun og Skaller —

men ej ber jeg forglemme hin Causeur

Klip-Klap, hvis Vitser mageløse falder

og som hver Morgen opskrev alt det Skvalder,

hans Aften skulde fejres med. ... «Hør, hør!»

«Ak, stakkels Aand!» — Ja, Skoen kan nok trykke

den, som et Selskab «aandrigt» skal henrykke.

Først maa han Talen kyndigt kunne dreje

did, hvor hans Ordspil just forlanger den,

saa maa han Lejligheden snildt afveje ©

og ej en Tomme tabe af Terræn,

hyis han afbrydes; aldrig baglæns svaje

"og la’e sig stoppe Munden, om han end

interpelleres af en mundrap Gæst:

nej, sidste Ord er hans — thi «sidst er bedst».

Lord Henry var da Vært, med samt sin Mage,

for disse Gæster her i dette Hjem,

hvor man et Taffel holdt, som — Død og Plage —

fra Hades kunde lokket Skygger frem.

Jeg nævner Retter ej, Fisk, Steg og Kage,

hvorvel vi Jordens Syndere i dem

— fra den Tid Eva først bed saa forslugen

af Æblet — just har haft vor «Gud i Bugen».

Tænk paa det Land, hvor «Melk og Honning flød»,

et Paradis for sultne Israeliter :

et er kun bedre — det, hvor Guld man nød

med denne Fryd som Børn hos en Condit’er.

Vor Vaar svandt hen — frem Alders-Skyggen brød,

ked blev af Piger vi og Parasiter:

af Penge aldrig — omend, paa det sidste,

til Brug som Misbrug Kraften vi skal miste.

Tidligt gik Husets Herrer ud at jage.

De Yngre — thi de lider al Slags Sport,

som Drenge lider Slagsmaal, Frugt og Kage;

de Ældre — for at drive Tiden bort;

thi «ennui» en Engelskmand kan plage,

omend qua Ord det gør ham mindre Tort,

naar, gabende, han «laaner» fra de Franske —

realiter har vi dog Tingen ganske.

De gamle Herrer hented Bøgør ned

fra Bibliotheket — vragede dem atter,

hvorpaa de traurigt gennem Parken skred

og kritisered Væksthus og Rabatter;

en Del i Pasgang udaf Vejen red,

læste saa Morgenbladenes Debatter,

og skotted imod Uhret smaat fra Siden:

Folk ved de Treds, der pejler Spise-Tiden.

«Géné» var ingen. Først naar Klokken led

til Middag, kom man sammen; indtil da

man frit som Herre over Tiden bød

(saa svært den «Frihed» falder end — aa ja)

og om hinanden man sig lidet brød,

men ofred sig til Toilettet fra

man vaagned — og sin Frokost tog man, naar

man ønsked, paa hvad Maade helst, og hvor.

Damerne — med og uden Sminke — drog

ved godt Vejr ud tilhest;.ved Regn i Salen

de læste, sang, lidt paa Klaveret slog,

indøved Danse, kigged i Journalen,

hvordan den nye Mode ud sig tog,

hvordan det Stof vel, og hvor mange Alen;

skrev saa et «lille» Brev, ni, ti Ark fulde,

til dem, som denne Gæld betale skulde,

Veninder, eller — lad os sige «Venner».

Et Damebrev er — mystisk i sin Art

som Evigheden, da det aldrig ender:

Mystik, som intet siger aabenbart,

men hvori man Ulysses’ Treeskhed kender

overfor Dolon, hvem han narred rart;

ved koldt Blod gør man klogest i at blive,

skal man et Svar paa slig Epistel give.

Billard og Kort der var, men — billigvis —

ej Terninger, dem «Klubben» kun tilstøder;

ved aabent Vande Baadfart; laa der Is,

leb man paa Skøjter med og uden Sleder;

man kunde «mede» — hvis man satte Pris

paa denne En-Mands-Last blandt Sportens Glæder,

den, som den Blodhund Walton priser flot nok, —

en Krog i Halsen paa ham, det var godt nok!

Om Aftnen strømmed Vinen ved Banketter,

og Talen ligedan; saa kom Musik,

me’r eller mindre himmelske Duetter

(ved Mindet føler jeg endnu et Stik

i Hjærtet eller Ho’det) — Arietter

af de Spidslærker efter Tur man fik:

de yngste greb dog helst i «Harpens Guld» —

for deres Arm var hvid og Barmen fuld.

Man svang (kun ej, naar «Nimrods» Time slog

og Herrerne var trætte af at jage)

en Sylphe-Skabning i en Dans — og drog

sig med Sylphiden i en Krog tilbage

til lidt Flirtation; (Gudbevar’s, man tog

til Formen Hensyn;) og paa Jagtens Dage

Jæger-Latinen lød om Ræv og Hund —

og saa tilkøjs, pænt før den ellv’te Stund!

Politikerne drøfted vidt og bredt

Alverdens Ting — og Smaating med forresten,

imens de gode Ho’der stod beredt

hver med sit Indfald — friskt og fikst fra Læsten —

og ærgrede sig synligt, naar med Et,

ligesom Vitsens Pilskud rammed «næsten»,

en Fyr faldt dem i Flanken — og den klikked,

den Vits, som aarelang var sammenflikket.

Men fint gik Alt til her — aristokratisk,

koldt som en Phidias’ Marmorform, mod hvem

Squire Westerns Glathed staar helt antipatisk.

Vore «Sophier» kan man drage frem:

og dog blir Tonen ikke saa emfatisk,

om Skenheden end er der, som hos dem

fra for; og en Tom Jones — ej heller han

med vore Snerlivs-Helte lignes kan.

Man skiltes tidligt; hvad der her betyder

før Midnat — hvor i London man ta’r fat.

Paa Landet de smaa Damer Hvilen nyder

længe før Maanen byder sit Godnat.

Sov sødt, hver Roselil! — min Bøn her lyder: —

gid Morgenrøden faa sin Rose sat,

den sunde Søvns, om Kindernes Ovaler — —

og Sminken (én Saison) i Prisen daler!.