Holger Drachmann (1846–1908)

Steg alle Middelaldre frem paa Rad —

blev Mandens dog den værste. Se dér gaar man,

halvt Vis, halvt Nar, og ikke véd man hvad,

saa lidt som hvor — det Facit stødse faar man.

Man ligner saadant prentet, halvgult Blad,

grovt Tryk paa «Narrehætte» —— og det Haar, man

har haft, er væk; og graat er det, man har —

og man er ikke længer, hvad man var.

For ung — ved Femogtredve — for de Grønnes

— Spilop og for de Gamles Lyst til Penge

lidt efter lidt man føler, hvor man frønnes,

og endda sært, man holder ud saa længe!

Selv Hymen vrager os, og i de Skønnes

Fatamorgana rev længst Skepsis Flænge.

Kun Guldet er der og kan os belære

om, med hvad Uret det blir kaldt « Kimære».

O Guld! — Hvorfor mon Gnieren man laster?

han kender Nydelser, og de staar fast,

han har en Kætting, naar han Anker kaster,

mens for saa mangen Anden Kæden brast.

Med rynket Bryn I Manden forekaster

hans Knavseri ved Bordet som en Last:

véd I, hvad «gyldne Drømme» han vel nærer,

som smilende sin Osteskorpe tærer?

Af Elskov blir man syg, af Vin end mere,

Ærgerrigheden skuffer, Spil gi’r Klaps;

men samle Mønt, og Smaat paa Smaat addere,

se det er mer’ end Kvindekys og Snaps,

langt mer’ end hvad en gammel Statsmands-Laps

kan love — og en Spillebank «croupiere».

O Guld! jeg for Papir Dig foretrækker:

en Seddel er et «Smerland» kun, som gækker.

Hvem holder Værdens Vægten vel i Genge,

styrer Congresser, skriver Noter — hvem? —

hvem klæder Spanjens «skjorteløse» Drenge

(saadan som Pressens Skraal benævner dem)

og la’er den ny og gamle Værden længe

nok fjamske vildt tilbage eller frem

og giver Politikens Rænker Næring?

— Hr. Rothschild, Jøden, og den døbte Baring.

De og den helt «frisindede» Lafitte,

de hersker over Værden. Bank-Affærer

er ej blot nogle Jobberes Profit,

nej, uden dem var Throner kun Kimærer!

Fristater holdes sammen ved det Kit:

Columbia selv har Bers-Commissionerer,

som kendes; og Peru? — jeg si’er ej mere —

dets Sølv maa Jøderne først diskontere.

Som sagt, hvorfor en Gnier laste? Manden

er jo cafholdende»: en Ting, der gjaldt

hos Cyniker og Helgen mer’ end anden

Fortjeneste, ja som just sammen faldt

med Dyden selv i Eneboer-Standen,

og som en «Rigmand» hæver over Alt.

At «ikke han behøver det» — desbedre:

mer’ Grund til Mandens Abstinens at hædre.

Han er just Digter, han — en ren, en stor;

han har, hvad Folk — om Sø og Hav end skiller —

begærligt søge maa vidt over Jord;

for hans vidtaabne Øjne Guldet spiller

mod Schakters Nat; for ham en Cohinoor

hver anden Diamant i Skygge stiller,

imens Smaragdens douce Grønhed mildner

det Blik, som slig Golkondas Glans opildner.

For ham med Krydderier Skuder drager

fra Indien, fra Cathay, Aar ud, Aar ind;

for ham den tunge Høstvogns Axe knager

og Druen blusser som Auroras Kind;

imod hans Kældere ej Kongens tager

det op, mens selv han rolig i sit Sind

som aandig Værdensfyrste sig betragter

og ler ad Drifterne — dem, han foragter.

Maaske han stifter Skoler og Legater

og skænker Kapsejladspokaler væk;

maaske han bygger Kirker, hvor Testator

man ser i Relief med magre Trek;

maaske han tror sig Værdens «Liberator»

ved Guldet just — det Værdens Skarn og Drak:

maaske vil han staa først blandt Millionerer —

maaske ham Regne-Djevlen kun forterer.

Maaske!... Lad Dit og Dat saa være Grund

til Mandens Samler-Lyst og Samler-Evne:

det hedder dog Mani i Daarens Mund ——

men Daarens da, hvad den? Har Elskovs-Stævne,

har Krig og Spil og Fraadsen nogen Stund

vel Livets triste Kløfter kunnet jævne?

Naar Ødeland og Gnier dør paa Pletten:

hvem var da visest?... spørg kun Skifteretten.

O disse Ruller Guld! hvor skønt at fingre

ved Piastrer, Dollars, kronet Mønt, min Far...

ej dem, hvis Helte-Hoved vejer ring’re

end det Metal, som Helte-Præget bar,

nej gangbar Møntsort, som ret tungt kan klingre

og som et nyt, moderne «Billed» har,

hvis Aands-Physionomi nok staar i Stampe,

men som er lødigt Guld — Aladdins Lampe!

«Hoffets og Lejrens Larm og Lundens Fred

besejres Alt af Kærlighed, som er

lig Himlen —- Himlen, som er Kærlighed!» —

saaledes synger han nok, Skjalden dér.

Lidt svært, qua Mening, at faa Bidden ned —

om ikke det den bare Rim-Nød er;

paa Kærlighed og Lundens Fred er Masser

af Rim; men «Hof» og «Lejr» .... nej, jeg passer.

Besejre gør kun Pengene, jeg véd;

ej blot besejrer Lunden, men den fælder;

Hof faa’s ej uden Penge, og det gælder

hvad Malthus præker om sin Kærlighed:

den retter efter Pungen sig — og tæller

paa Amors Regnetavle kun derved.

«Himlen er Kærlighed» ... det vil vel sige

det ægteskabelige Himmerige? .

Al Kærlighed er jo forbuden Vare —

undtagen Ægteskabets, det er klart;

endskøndt de to ej heller altid svare

helt til hinanden — det er aabenbart.

De kunne findes — det har ingen Fare —

tilsammen, men det Træf er meget «rart»,

og denne «frie» — tys! — hvor ikke Præsten

er med: den er en Skam, ja Skændsel næsten.

Nu er dog «Hof» og «Lejr» og «Lund», ved Gud,

ej fuldt besat af Ægteherrer brave,

som aldrig skotted til en Andens Brud —

og derfor maa det Vers sit «aber» have,

hvad der hos Scott, min Ven, ser sælsomt ud,

da Dyden er ham en naturlig Gave,

den som Ven Jeffrey paa min Regning priser —

som dette Digts Figura klart udviser.

Men om saa er! jeg høstød og engang

Applauser i min Ungdom, i de Tider

da man har Smag for al den Slags Klingklang;

og derigennem naaed’ jeg omsider

det Maal, hvortil jeg havde særlig Trang,

hvad det saa var og er. Og om jeg lider

den Dag idag for dette Maal, saa vil

jeg dog ej ønske, at det ej var til.

I Rangstrid mange Folk indlader sig

og appellerer til ufødte Slægter,

som kaldes Efterverden — tak for mig!

den Nytte og den Moro jeg benægter;

det er for vagt et Holdepunkt, tror jeg,

og derfor Tingen mig kun lidt anfægter;

en «Efterverden» véd om dem, kan hænde,

præcis saa meget som de selv om denne.

Jeg Efterverden er — saavel som I:

nuvel, hvem mindes vi da? Knap et Hundred.

Og af den Slump — hvormange kender vi

tilgavns — endog af dem, vi mest beundred?

Plutarch dér, med sin Klat Biografi,

naa, hvor har ej de Lærde mod ham dundret;

ja Mitfords «Grecia verax» rentud skælder

ham ud paa Græsk og si’er, han Løgn fortæller

I kere Læsere, og mindre rare

Forfattere! i denne tolvte Sang

skal jeg forsøge paa, om jeg kan fare

«alvorlig» som en Malthus frem engang,

ja som en Wilberforce, der søger klare

de sorte Slavers svare Ned og Trang,

mens Wellington de hvides kun forøger,

og Malthus handler — stik mod sine Bøgør.

Jeg er — her paa Papiret — Alvorsmand:

ja hvorfor skulde jeg vel ikke tænde

min lille Praas ved Solens store Brand?

Her theoretiseres uden Ende

om Statsforfatning og om Spildevand,

og mod Forplantningsretten er der denne

Opinion — naar Manden lavt staar lignet

i Skat, mens Konen gaar dér «højt» velsignet.

Hvor ædelt, hvor romantisk tænkt! Men — men

bør «Philo-Genitiviteten» ikke

(ja tilgiv Ordet: det er godt, omend

der er et mindre langt, for vore Skikke

desværre ej ret passende igen)

bør, siger jeg, ej Eftertrykket ligge

paa Philo-Genitiviteten mer’

end man hos disse Rigorister ser?

Dog, til vor Helt! Juan, min kære Gut,

Du er i London — dette Sted, hvor Snarer

man lægger Dag og Nat, ja hver Minut

for Folk, der raskt paa Livs-Galejen farer.

Vel har Du været «med» og lugtet Krudt,

en Svend, som mangen snever Vending klarer,

men der er Et og Andet her i Landet,

som gør at Fremmede gaar nemt i Vandet.

En Straffepræken lig en anden «Hyrde»

jeg gerne løslod mod hver anden Stat

— idet klimatisk jeg min Tekst henførte

til «koldt» og «varmt», «mærkurisk» og csedat»;

dog England, som sig burde og sig hørte,

stod med sin Ryg længst for mit Hib parat:

hver Land har sine «Løver» jo — men, I,

hos Jer de udgør ét Menageri!

Men bort med Politik, og lad os synge

«Paullo majora»! — Helten, heldigvis

a prendre endnu i den hele Klynge,

gled som paa Filtsko over nylagt Is.

Hans «Gaaen» i de smaa Sireners Gynge

gik ingensinde helt til en sottise,

thi mens «paa Nippet» de sødt kokettere,

saa nipper de kun..... det blir ej til mere.

Dog som «Undtagelser» de kunne gøre

en Eskapade — og man faar da se

at ogsaa Ærbarheden selv kan køre

sig fast i Dydens jomfruhvide Sne.

Da gaber man — omtrent som man fik høre

et Bileams Æsel tale, og... . nej se!

hvor det gaar løs med Knebren ganske gru’ligt

i Kredsen rundt: hvem skulde tro det muligt

Den lille Leila, bag sin Ro gardéret

og med sit dybe, østerlandske Blik,

saa’ paa den hele Glans u-imponeret

og imponered derved paa en Prik

det Slæng, der gerne lader saa blaséret

men dog vil Nyt for hver Nyhedsrubrik:

den Ynde og den Skæbne høj-poetisk

blev chic ved hver en fashionabel Thedisk.

Delt var de Skenne jo — forstaar sig vel,

det er de til hver Tid, i Smaat og Stort.

Tro ej, Henrivende! jeg ej gør Skjel:

jeg holder af Jer, som kun Faa har gjort,

omend mit «bedre Jeg» alligevel

bebrejder Eder denne Snakken fort;

og saadan her: man snakked frem — tilbage —

om hvordan bedst den Smaa man skulde «tage».

I ét Punkt var man enig, og med Rette,

det: at saa sødt et Barn fra fremmed Strand,

den sidste Knop paa Stammen, og med dette

Blidt-Dragende som selve Østerland

(— om ogsaa Don-Juan sin noget «lette»

Natur en Tid lang tæmme var istand —)

at hun til Omgang dog var bedre tjent

med nogle Fruer — hvis Rasetid var endt.

Fra «bare» Godhed blev det ydermere

en ædel Veeddestrid, hvordan den Smaa

opdroges bedst til at repræsentere.

Juan var Rangsperson — man huske paa! —

det gik ei derfor an at subskribere;

men seksten Enker, otte — eller saa —

ugifte Damer, dem man nogenlunde

til «Hallams Middelalder» regne kunde,

samt et Par Stykker, som var separeret

men uden «Frugt» i deres Blomstringstid —

bad om at faa skøn Leila udleveret

til prompt at føres ind med skønsom Flid

i Værden, naar hun først var udstafferet

med al For-Skolens Ynde, Smag og Vid:

og Smag af Jomfruhonning er (iser naar

hun arver Ment) den Limpind, hvorpaa Mænd gaar.

Hvad Utal dog af Folk, som sig fortrøster

(Grever foruden Grevskab, sølle Dandy’s

og Karen Gifteknive, Mo’r og Sester —

thi paa den ædle Sport er vel en Mand viis

men ej som Kvinder dog, naar det dem lyster) —

til denne Jagt, som Fluerne paa Kandis!

Om slig en «Guldfugl» summer de og surrer,

valser og vifter, sukker de og kurrer.

Hver Tantelil’ har sin Spekulation,

ja, mangen gift, uegennyttig Kvinde

jeg saa’, som for sin egen Celadon

søgte en saadan Guldfugl snildt at vinde.

« Tantæne!» saadan «finere» Portion

kan man dog kun i Dydens England finde!

Et Under, om den stakkels Fugl iløn ikke

tidt sukked: «havde Fa’r blot haft en Senneke!»

Nogle blir fanget — medens Andre skænker

saa flittigt Kurve bort, at den Forsmaaede,

men navnlig Søstre og Kusiner tænker

og dernæst siger: «Nydelig, den Maade

hvorpaa hun (Frk. X) vor Fredrik krænker!

Og hvorfor viste hun ham først den «Naade»

at ta’ inat imod hans Brev og Kur — da —

naar det idag til Papillot kun du’r — ja?

«Hvorfor? ... Hans Hjærte var jo «engageret»,

det var ej Pengene — han har ej Nød, han;

men hun vil angre, hun har refuseret

et saadant Tilbud — han, som er saa sød, han!

Grevinde N. har vistnok intrigeret

— det gamle Liv — det gaar ej for min Død an!

men hun bør vide Fredrik vel forvaret

foruden hende..... Saa’ Du, hvad hun svared?»

Hun afslaar Uniform og Grevekrone,

til En slaar hende selv — mens hele Resten

i denne Strid om en bemidlet Kone

taber Tid, Vid og Flid og Vejret næsten.

Og naar da «Fuglen», fanget snildt i Done,

hjemføres af den Jæger strunk paa Hesten,

saa trøster den sig, som uheldig jaged,

med et: Hvor hun dog blev ved Næsen taget!

Thi stundom træffer Valget netop denne

«Ihærdige» — som længe hun belo,

og stundom En, (det kan i al Fald hænde),

som næppe nok har friet — ja min Tro!

Graasprængte Enker (om man ønsker kende

Exempler, har jeg dem) paa Snese to

trak ofte stor Gevinst. Jeg er ej Spottefugl:

det gaar blot her som ved et andet Lotto-Hjul.

Jeg selv (exempli gratia, maa jeg sige,

«Sandt, det er Skade — Skade, det er sandt»)

blev foretrukket mellem hundred Lige,

skøndt mere ung end viis paa hver en Kant.

Jeg bedred mig forinden, lad mig sige,

vi blev til Et, vi som snart To os fandt,

dog finder jeg den Godtfolks Dom saa rimelig,

at Frøknen havde valgt «højst ubetimelig».

Det var en Digression — tilgiv mig den —

en Slags Moraliseren, man forstaar,

en Bordbøn før man skal til Bordet hen.

Ret som en Tante eller Præst det gaar

min Sangmø — eller som en kedsom Ven:

hun en Belærer-Raptus stødvis faar

og emsigt sig et Svinkeærind laver —

imens min Pegasus i Pasgang traver.

Nu vil jeg blive umoralsk en Stund

og skildre Værden, ej som den skal være,

men som den er; thi slaar man sig paa Mund

bestandig med den evig gængse Lære,

saa rører Dydens Plov ved Skorpen kun,

som Lasten gøded, mens den dybt bør skære

ned i vort Ler — om Kornet ej præcis

just derved holde kan sin gamle Pris.

Først lidt om Leila — om den jomfruvæne,

saa ren som Duggen og saa kysk som Sne;

skøndt Lignelsen er kølig, tør jeg mene,

og Sneen ej elskværdig — nej maaske.

Juan var dermed tem’lig paa det Rene,

at gerne han en «venlig Aand» gad se,

som vilde ta’e sig af den lille Pige

og derved lette Byrden ham tillige.

Han fandt, at ej til Formynder han dued

(blot Alle havde saadan Selvkritik) —

eller han saa’ Bekymringer, som trued

fra den smaa Myndling alt som Tiden gik.

Tilsidst blandt Damerne, som bedst ham hued

til paa hans Vildkat kent at sætte Skik,

fik han Fru Pinchbeck fat (til sin Henrykkelse)

fra «Selskabet for Lastens Undertrykkelse».

Hun var nu lidt tilaars, den før saa unge;

kysk var hun — og (jeg tænker) havde været,

skøndt Værden har en saa forbistræt Tunge,

at... men mit Øre føler sig besværet

ved Alt, hvad Klaffrens Sang-Værk skal udsjunge;

jeg hader al den Sladren hen i Vejret,

al den Naturlyd, saa banal-gesvadsig,

som Menneske-Drøvtyggerne gi’er fra sig.

Jeg mærked tilmed — thi jeg har, hvor from

jeg synes, gjort Erfaringer itide,

hvad hver vel har, der ej er tanketom —

at Damer, som engang var «med at glide»,

bevared just en sund, naturlig Dom

om hvad det for Smaapiger gjaldt at vide:

advare kan de bedst paa alle Kanter

mer’ end de kære rare fejlfri Tanter.

Den Sippede godtgør sin Fejl just ved

at laste, hvad hun ej har kendt: Passionen;

hun drager Ingen op — men trykker ned

den Smaa, som kom paatværs af «Omgangstonen»,

men Veteranen si’er Dig mildt Besked

og skærmer kanske Frøknen eller Konen

søgende dem en Ledetraad at hitte

i Elskovs Epos: Optakt, Slut og Midte.

Lad være, at de netop bedst formaner,

fordi de kender bedst, hvor det kan ende:

ved sligt Familjebilled man dog aner,

at Dettre af en Moder, der fik kende

Værden ved Selvsyn mer’ end af Romaner,

at de langt bedre Chancer har paa denne

Smithfield-Bazar af gifteferdige Smaa

end de, hvis Fru Mama var blandt de «Blaa».

I Lady Pinchbeck havde Rygtet fat —

(nævn mig den Skønhed, som gik ganske fri — da?)

men Sladren tav; da hun var bleven «sat»,

nu hed hun: den elskværdig-muntre Ida!

Hendes bon-mots gik i en kvik Tagfat

fra Kreds til Kreds, og hun var bleven — ih ja —

godgerende og from (de sidste Aar da)

Dyden i Billedbogen — paa et Haar, ja.

Fornem blandt Store, ligefrem derhjemme,

en mild Formaner i de Unges Lag,

hun bad dem vogte kønt sig for det Slemme,

saa tidt de glemsom var — id est hver Dag.

Den Masse Godt, hun gjorde, maa jeg glemme,

thi sikkert blev min Pen og Røst for svag

til at erindre . . . kort, hun fik den smaa

Leila ret kær, ja mer end saa som saa.

Og Helten — ogsaa ham hun havde vundet

ret kær, og fandt, at Hjærtet det var godt;

ja husked man, af hvem han var oprundet,

man maatte sige «lidt anløbet blot»

i Forhold til, hvordan hun havde fundet

Andre, som havde samme Livs-Vej traadt.

Hans Livs Omskiften havde — mente hun —

mod Snarer af hver Slags ham staalsat kun.

Vi prøves Alle bedst i unge Dage;

hvis i de ældre Aar vi først skal til ’et,

saa kommer vi lidt sent dér med vor Klage,

med at «Vorherre har det saadan villet».

Blandt Torne maa vi Sandheds-Vejen drage:

den, som mod Storm og skinsyg Kvind blev stillet,

han plukker Livsens Korn af Avners Skaller,

om tyve eller firs hans Vintres Tal er.

Om det bær’ Frugter — er et Spørgsmaal atter.

Glad var vor Helt ved at faa Byrden lagt

paa denne kære Frue, hun hvis Datter

nys gifted sig — efter hvad der blev sagt —

og efterlod hvad Kvinderne en Skat er,

generationsvis som Lordmayorens Jagt

til Efterfølgeren — hvad eller mere

poetisk: som hin Snekke for Cythere.

Generationsvis! thi vær derpaa vis:

der gives disse «Anlæg», man kan spore

lig andet Arvegods fra Miss til Miss

— Ryggen, den svaje, Stemmen, den sonore;

man valser, maler, ta’er det høje Cis,

man søgør ved «Problemer» sig at more:

den mest beskedne faar et Navn for vittig,

en Anden gør i Kramper det ret flittig.

Men Kramper, Vittighed og Harpetoner,

skøn Kunst og endnu skønnere Corsætter,

hvad de nu gør det i: Generationer

af Lorder gaar paa Lokkemadens Retter!

Fra Aar til Aar i ændrede Faconer

og dog saa ens, de sede smaa Koketter,

saa ganske lig hinanden opad Dage,

saa «mageløse» søgør de — en Mage.

Se her begynder først mit Digt. Kan hænde

det vil lidt sært, om nyt ej, forekomme,

naar jeg fra første Sang til dennes Ende

kun rykked frem en ganske lille Tomme.

De første tolv, det faar jeg nu bekende,

er som paa Mandolinen kun at tromme,

lidt Strenge-Klimpren, lidt Præludium bare —-

men nu skal jeg nok Ouverturen klare,

Min Musa bry’r om Bifald ej en Døjt sig

og pynter ikke sig til «Premiére»;

lad andre stadse op med alt det Pøjt sig,

hun vil gi’ Godtfolk blot en «grundig Lære».

Jeg tænkte to Dusin, naar det kom højt, mig

af Sange — men Apollo vil ej være

saa karrig, og jeg faar nok hundred lave,

hvis Pegasus kun holder ud at trave.

Juan tog af den Store Værden Maal;

en Mikrokosme sat paa Stylter — ja,

hvor lille dog! Og dog, som Klingens Staal

har øverst Grebet, hvorom Mænd maa ta’,

naar det gaar les i Kampens Skrig og Skraal,

det lille Greb — saa stammer just derfra

den Styrke, som behersker hele Slumpen,

kald den saa Sol, og kald den Lysestumpen.

Som Ven af mange Fruers mange Mænd

var han, vor Ven, velsét af begge Parter;

naa, det betyder ikke andet end

det Venskab, hvorved man hver Aften farter,

naar «forspændt» der er mældt — Gud véd hvorhen —

til Lystighed, hvor muntert der og rart er,

til Balparé, maskeret eller ikke —

hvori det ferste Aar man faar sig skikke.

En ung og ugift Fyr — med Penge til —

har dog et brydsomt Liv i Værdens Rige,

thi Selskabslivet er jo kun et Spil,

det ædle «Abespil» ter man vel sige;

man regner ud hvert Trek, man gøre vil,

og hvad Gevinst, man snildt kan sig tilsnige:

ugifte Damer ønsker. «to» at blive,

de Gifte Døttrene til En at give.

Det gælder, Gudbevares, ej enhver,

men forekommer dog — og det er trist nok;

der findes dem, som perpendikulær

lig Poplen grundfast staar — ja det er vist nok;

men andre har et mere «svajt» Begær,

Sirenen lig, og fisker Mænd med List nok:

tal med en Ungmø blot i Næ og Ny —

og Du kan straks la’e Bryllupsfrakken sy.

Du faar kanhænds et Brev fra hendes Mo’r:

at Pigebarnet narret blev ret syndigt! —

Du bliver af en vikset, snørt Hr. Bro’r

spurgt om din Hensigt» — og det meget myndigt.

Saaledes ta’es din Haand, før Du det tror,

for hendes Hjærte i Beslag helt fyndigt;

om hendes Ro og din er øm Du blevet —

og blir paa Hymens Lazareth indskrevet.

Saadan et Dusin Ægteskaber kender

jeg i den «store» Værden — men tillige

de unge Mænd, som Faren Ryggen vender

og om «Forpligtelser» sig ej la’er sige,

trods vikset Overskæg med spidse Ender,

trods Suk og Klage fra den «stakkels» Pige;

de lever nu et Liv — saavelsom «Flammen» —

langt bedre end om de var koblet sammen.

Men i det Selskabsliv ved Nat er Farer,

som vel til Hymens Farvand ikke herer

men hvorfra man dog vanskeligt sig klarer,

og det er ——— ja mod Dyden ej jeg fører

Ondt i mit Skjold, selv ej dens Skin jeg rører,

da det mangt lifligt vue os aabenbarer —

nej der er de amfibialske Sede,

«couleur de rose», ej hvide og ej røde.

De Halv-Koketter, som et «Nej» undviger

og vover ej et «Ja», som listigt sakker

og la’r Dig knibe Luven — til den stiger,

din Lidenskab — og da sig knibsk «betakker».

Saa ligger Du paa Grund og: hjælp! Du skriger,

et Vrag, en Werther, mod hvis Slut det lakker,

mens selv de bryder højst uskyldig ud:

vi har, ved Gud, ej brudt det sjette Bud!

«Gud, jeg blir snakkesalig!» Naa, saa snak da!

Den næste Fare er — maaske den sidste —

naar Fruerne, trods «Stat og Kirke» — ak ja —-

sig til et «ærligt» Forhold tør fordriste.

Sligt gør man udenlands ej megen Snak a’

(min unge Ven, jeg alt som ung det vidste) —

men naar i England det en Frue gælder....

ja Evas Fald er da blot Bagatæller!

Et fladt Bysladder-Prokurator-Land,

hvor knapt et ungt Par taler sammen, førend

Avisen bralrer op alt hvad den kan

og man faar sig en Stævning ind ad Døren.

Thinglæst blir al vor Laden og vor Gøren,

en dejlig Klimax til den Romantik, man

uskyldigt værner i sin stille Tanke —

Alt bliver gramset paa for aaben Skranke.

Dog, de, som «nappes», det er kun Begyndere.

En Fernis blot af højst uskyldigt Hykleri

har Rygtet frelst hos mange smukke Syndere

blandt Oligarkerne i vort Gynokrati —

blandt disse søde Liv og Løjers Yndere,

créme de la créme’n af vort Aristokrati,

elskværdige og dydige — forstaar sig —

som smag- og navnlig taktfuldt flinkt begaar sig.

Juan var ej Begynder slet og ret

og klared mangen Bugt, som vilde voldt

en Anden Mas; thi han var... ikke træt,

men elsket havde han — jeg mener holdt

en Del af... hvor jeg snakker — af alt det,

hvoraf vort Land med Rette er saa stolt:

Nakker som Klintens Kridt, og Øjne blaa

— blaa som de Strømper, Misserne har paa.

Men, kommen fra et Luftstrøg hedt romantisk

— hvor ej der gælder Rettergang men Blod

for Lidenskaben, som blir halvt bacchantisk —

herhid, hvor den blir sat i «Gaasefod»

og er halvt en Forretning, halvt pedantisk,

fandt han dog (Gud, hvor lidet han forstod!)

ved første Syn, omend det er lidt saarende,

de smukke Damer lidt for lidt bedaarende.

Kun ved det første Syn. Han fandt dem ømme

og absolut langt smukkere til Slut

end dem, paa hvilke Solens Straaler strømme

i Østens hede Luftstrøg hver Minut —

et Vink om ikke altfor raskt at dømme,

især naar man (som han) har lugtet Krudt.

Men — ærlig talt — det Nye int’resserer os,

vi Mænd, ej nær saa stærkt som det frapperer os.

Endskøndt jeg var paa Rejser længe borte,

slog jeg ej Volter langs med Nil og Niger

og var ej i Timbuktu blandt de Sorte,

hvor Geografen, efter hvad man siger,

staar raadvild uden Kort som uden Skjorte

(— Evropa træller dér jo som «bos piger».)

Men hvis jeg var — jeg havde troet for vist

at Sort just var det Skønneste tilsidst.

Med Rette! Ej jeg véd, om Sort er Hvidt,

men Hvidt er Sort, det tør jeg nok bedyre:

beror paa Synet nemlig — dermed kvit.

Spørg blot de Blinde, og hvis ej de Fyre

kan give klar Besked, staar det Dig frit

at ændre Kursen, deres Syn skal styre.

De Blinde ser kun dunkelt . . . rigtigt, ja!

og Du? — et Glimt, usikkert nok endda.

Men det blir atter til Metafysik,

en Labyrinth med Traade, der nok duer

omtrent som Lægekure for Hektik:

de Mel, der flagrer om halvslukte Luer.

Et Indfald! — jeg har atter klart Bestik

og bukker atter for de skønne Fruer,

de engelske: med Somre paa den Vis

som Polens — altid Sol og hyppigt Is.

De er — Havfruer: oventil at skue

helt skønne, nedentil en Fiskesvans;

dog kan de ganske sikkert ogsaa «lue»

og det ret fængeligt i Sind og Sans.

Som Russerne, der render. fra Badstue

i Sneen ud, saa gør de her tillands:

de lader indtil et faux pas det gaa —

og ta’er saa Angrens Koldtdouch’ ovenpaa.

Men Ydersiden, Kære? — Som jeg sagde,

fandt Helten sig ej straks tilpas derved.

En engelsk «hun» for Dagen sjeldent lagde

sin fulde Charm — af pur Medlidenhed.

Dit Hjærte tager med saa blidt et Tag de:

de løber aldrig Storm og hugger ned,

men er de dér (hvad om Du selv proberede!)

saa blir de dér — som sikre Allierede.

De knejser ej som en arabisk Fole

eller som Spanjerinden paa sin Gang,

har ej de Franskes Lader, Smag og Skole,

og ej det Blik, der sætter dem i Rang

med Romerinden; naa — og deres Sang?

den ligner ikke, derpaa kan man stole, ~

de vælske Triller, jeg syv Aar fik høre

og hvorfor jeg nu snart har faaet Øre!

Alt sligt, og meget andet, ej de evner

paa dette flotte, ugenérte Sæt,

der giver Fanden (undskyld, jeg ham nævner)

i Hjærtet Indpas lige lukt og ret.

De «giver» sig ej saadan paa ét Brædt,

hvad altid Plads for dum Betænkning levner:

men dyrker Du det Felt, omend besværligt,

saa kan Du høste dobbelt — si’er jeg ærligt.

Og naa’r de engang til en «grande passion»,

saa blir der Alvor af det, skal man finde.

I ni af ti Fald er det vel «bon ton»,

Kapricer, Lyst til første Plads at vinde,

barnagtig Villen ha’ en ny «Fagon»

og dito Drillen en Medbejlerinde:

men i det tiende til Storm det stiger —

hvorhen? hvad Kant? selv Fanden ikke siger.

De blir jo udstødt, hvis der sker éclat —

som Parias af deres Kaste nemlig;

det skal nok «Værden» paa sin Kappe ta’

og «Pressen» med, de To, som er saa fremlig’

i Pruderi, de skøre Væsner — ja!

Saa sidder de paa bar Bund dér saa tem’lig

som Marius, imens et Blik de fæster

bittert som Helten paa Carthagos Rester.

Kanske skal dette kaldes for den rette

Forstaaelse af Skriftens: «Gak i Fred

og synd ej mer herefter!» Men om dette

faar selv de Hellige at tales ved.

Udlandet synder — ja! — men véd at lette

en Kvinde Vejen, naar hun kom paa Gled,

til «Dyden» atter — saadan som man kalder

den Dame, der sidst iblandt alle falder.

Jeg lader heller Sagen i Bero:

gid blot den kere Dyd det samme vilde!

Hvad «Gerningen» angaar, saa gaar det jo —

men dens «Opdagelse» — ja den kan drille!

Kyskheden binder Du dog ej, min Tro,

ved Straf, hvad Argus Du paa Vagt vil stille,

og Brøden, som Du ej kan hindre, nærer Du,

og den Bodfærdige hans Vej besværer Du.

Juan var ingen Casuist, det véd man,

tænkte ej «dybt» moralsk i alle Fald,

og af de mange Kvinder var lidt ked han,

fandt ej den «ene» i det Hundredtal.

Et Korn «blasé«, en lille Smule léd han

af Kønnet var, og derfor la’e en Skal

om Hjærtet sig: han var ej ubehagelig

indbildsk, blot ganske lidt u-imodtagelig.

Han saa’ sig flittig om — som man vel fatter —

i Parlamentets Hus og mangt et andet,

hørte paa denne Torden af Debatter,

som aftvang Værden Undren (nu lidt blandet)

saa højt og langt mod Nord, ifald det batter,

som Moskusoksen gaar i Nordlyslandet;

ja selv bag Thronen fandt han Vej ihærdig —

men Grey han var der ej, og Pitt var færdig.

Dog fik han set, ved Enden af Sessionen,

et nobelt Syn: et Folk, for Alvor frit,

med en Constitutions-Monark paa Thronen —

et Syn, som ej Despoterne ret tidt

har kendt, men som, naar Frihed først ta’er Tonen,

de nok skal kendes ved lidt efter lidt:

en Storhed, ej paa Pomp og Pragt beroende,

en Tillid, grundet paa et Folks Fortroende.

Fik ogsaa set (hvad han saa blev til siden)

den «Prins for alle Prinser» i de Aar,

han, som blot ved et Nik vandt Stor og Liden,

saa løfterig som nogen lys-klædt Vaar;

man kunde tale om en Uafviden

i medfødt kongelig Bevidsthed, naar

man den Naturlighed og Gratie saa’ —

en fuldendt Gentleman fra Top til Taa.

Vor Helt var En, hvem «Værden» kajolerer —

det har jeg omtalt forhen. Men der turde

just i den Værden, som sig komporterer

saa dadelles, ske det, som ikke burde:

hans muntre Væsen, udsøgte Manerer

og hans forføreriske Ydre gjorde,

at for Forførelse han udsat blev —

skøndt selv han kun til «passiv Part» det drev.

Men naar og hvor, hvorfor, med hvem, med mere,

derom faar Tid og gunstigt Vilkaar raade;

og da jeg netop vil moralisere

(hvad Folk saa siger) véd jeg ej hvad Maade

jeg vælger, om jeg Godtfolk skal tortere

og gøre Læseren hans Øjne vaade,

og hugge ud et Monument af Pathos,

som Philips Søn fandt paa med Bjærget Athos.

Her ender tolvte Sang — introduktionsvis.

Begynder nu mit Digt først, Læser kære,

da vil Du se en Art Kompositionsvis,

som først Du knapt har tænkt Dig... . lad saa være!

Min Plan, den er nok nærmest embryonsvis:

læs eller ej, jeg vil Dig ej besvære;

en fri Aand søgør ikke Folk at vinde,

saa lidet som han frygter dem til Fjende.

Og slaar ej stedse ned min Tordenhammer,

saa husk, Du fik den værste Storm at kende

og saa’ det bedste Blodbad, som af Jammer

og Gru blev sammenbrygget i Elende,

samt — ja Gud véd Alt fra mit Rustningskammer.

En Aagerkarl, hvo ej har nok i denne!

Min bedste Sang —— paanær en om Astronomi —

skal handle nærmest dog om Stats-Økonomi.

Det Thema tør som populært man prise: —

da knap én Stav er hel i Statens Gærde,

blir det en patriotisk Dont at vise,

hvordan man ry’r af Pinden — for de Lærde.

Min Plan — den gi’er jeg ej i Trykkersværte,

men den er god, det skal jeg nok bevise;

imidlertid: læs vore Statsgælds-Sænkere —

og sig Jer Mening saa om vore Tænkere,