Holger Drachmann (1846–1908)

Hun kom tilbage, pjaltesvøbt,

saa syg og ussel, svag og træt;

det Flitterguld var dyrekøbt,

den Nøgenhed med Blod begrædt.

Til Flækkens Sygehus jeg gaar,

at høre, hvad hun skrifte vil;

det sidste Blik hun paa mig slaar, —

jeg trykker hendes Øjne til.

Jeg trykker til det Øjepar,

som smiled til min Kærlighed,

hvori min Verden fordum var,

hvori min Ungdoms Sol gik ned.