Svæv, gamle Hellas! med Din raske Bölge,
der seierfuld bedugger Klippens Bred,
med Dine Mythers Dands, der blomsterdölge
i Kalkens Indre Tid og Evighed,
med Dine Hymners höie Skjaldefölge,
med Dine Heltes seierkjöbte Fred!
svæv mod Din undrende, henrykte Sanger,
der fjern paa faldne Asers Hjemstavn ganger!
Hist reiser Volden dæmmende Spartaner
mod Perseroceanets vilde Brag;
hist flagre om Platæa Seirens Faner;
hist lyser Salamis med Friheds Dag;
hist Leuctra toner seirende Thebaner,
og Lacons Mö seer Fjenderögens Slag;
hist Lesbos mellem klippede Sporader
end i Ægeus’s vaade Grav sig bader.
Vær mig da hilst, med Dine Klippespire,
med Dine Rankers Spil ved sölvblaa Kyst!
End levende Alcæus’s Toner dirre,
som her gjöd’ Rædsel i Tyrannens Lyst;
her Eros viftede om Sapphos Lire,
da förste Gang den tömte Kvindens Bryst;
her i Methymnas lette Barndomslege
Arions Længsler mod et Höi’re stege.
Her först, Dionysos! hans Strænge löde
Din Priis i Dithyrambens raske Slag;
her, naar mod Klippen vilde Bölger bröde,
han Stormen sang med trodsende Behag;
her, naar de barske Toner langsomt döde,
han maled’ Vaarnaturens blide Dag;
og dybe Suk, der Hjertets Trang forkynde,
han hylled’ alle ind i Tonens Ynde.
Bag Aft’nens Skygger dvaler han saa gjerne;
og, see! en Vaar fornyer Blomstens Spil;
saa sælsomt lyser ham hver Nattens Stjerne
med et hendragende, et uvant Smiil;
da Tankerne bortstunde mod det Fjerne,
da Hjemmet vorder trangt for Hjertets Ild;
og mod Corinthus, Hjemmet da for Snille,
han kan ei Barmens dybe Længsel stille.
Alt Eos folder ud sin Purpurbramme,
paa Snekkens gyldne Stavn den Sanger staaer;
dog Hjertets stærke Slag han kan ei tæmme,
der længselfuldt mod Lesbos atter slaaer; —
det er en sælsom, tung, veemodig Stemme,
der byder Barndomslandet Afskedsord. —
Men Vinden fylder Seilet: snart han skuer
Acrocorinths de faste Klippebuer.
Og fro paa classisk Grund den Sanger træder,
hans Harpe lyder smeltende igjen;
hist ene han i Aft’nens Stille kvæder,
og hist for tallös Sværm af Hellas’s Mænd;
man Bifaldslövet paa hans Bane spreder,
den hyldede Prytan er Skjaldens Ven;
med Guld man lönner Harpens fulde Toner,
men Skjalden drages hen mod andre Zoner.
Og fra Corinthus’s vise Periander,
fra Herskerens og Vennens varme Bryst,
forventende han stunder bort, og lander
paa Latiums den blomsterfulde Kyst;
med Tibers Bölgelyd hans Sang sig blander,
og Skatte samler han af Guldet lyst;
men Hjemlandsrösten kan han aldrig glemme;
og aldrig trofast Venskabs dybe Stemme.
Da vandrer han en Stund ved Aftentide,
hvor Bölgen skvulper mod den lave Skrint:
her skuer han de travle Söfolk skride,
og paa en Snekke ordne Touget trindt.
"Hvorhen, I, raske Folk! skal Stavnen glide!"-
"Vill’ Dioskurerne, imod Corinth." —
"Didhen min Hu og staaer; kan med jeg fölge?"
Og froe de Sömænd nikkede fra Bölge,
Alt Eos folder ud sin Purpurbramme,
paa Snekkens lette Stavn den Sanger staaer,
og Hjertets stærke Slag han vil ei tamme,
der stundende mod Hjemlandslyden slaaer; —
i Barmen taler let den elskte Stemme,
naar Vandringen mod Hjemmet atter gaaer. —
Stærkt fylder Vinden Seilets brede Sider,
med raske Fjed ad Bölgen Snekken skrider.
Alt Kysten slöres til for Snekkens Vinger;
ha! Svigen vaagner op med grumme Krav:
de barske Sömænd Skjaldens Guld aftvinger,
for ham at styrte i det vilde Hav.
I deres Vold, een Bön han kun frembringer:
sin Svanesang at sjunge för sin Grav;
den Naade ham de Svigende tilstede,
og höit til Bölgers Dands, hör Skjalden kvæde!
"Bruus! vilde Hav! mens Dine Bölger vælte
"sig kæmpehöie over Fladen frem;
"mit Mod ei Dine Rædselstoner smelte,
"jeg sværmeriskt med Jubel hilser dem;
"Apollo vil hist bag Dit mörke Belte
"mig lede hen til Orpheus’s lyse Hjem.
"Vær hilset! Död! bag Dine stille Skygger
"i evig Harmoni jeg henrykt bygger."
Og Harpens gyldne Strænge, kunstfuldt slagne,
ledsage Skjaldens Stemme, venlig, huld;
Delphiner lyttende, af Harpen dragne,
sig boltre let om Tonen, klar og fuld;
kun Snekkens Mænd, af Skattens Guld indtagne,
tildöve Öret strengt mod Harpens Guld;
og raskt, mens döende end Lyren klinger,
mod Bölgens mörke Blaae sig Skjalden svinger.
Men i Delphinens Favn han Frelse finder;
paa stærken Ryg han svinger sig paa Stand;
lydt! henad Bölgens Tillie Skjalden svinder,
og sjunger triumpherende Pæan;
fjernt skuer han Tenarums Klippetinder,
og paa dets Kyst han stiger frelst i Land.
Da knæler han, da Zeus sin Tak han sender,
og gjennem Nöd han mod Corinthus vender.
Og fro paa classisk Grund den Sanger træder,
hans Harpe lyder smeltende igjen:
hist ene han i Aft’nens Stille kvæder,
og hist for tallös Sværm af Hellas’s Mænd;
man Bifaldslövet paa hans Bane spreder,
og trofast er Prytanen Skjaldens Ven:
med Guld han lönner Harpens fulde Tone;
med Straf de Svigende maae Bröden sone.
Og hist, hvor fraadende de Bölger skride
imod Tænarums faste Klippekyst,
nær Gabet, hvor den frelsende Alcide
mod Hades’s Mörke skred fra Dagens Lyst,
see malmudhugget Lesbos’s Sanger ride
paa Bölgens Hest, med Lyren ved sit Bryst!
Arion reiste paa den hvide Tinde
sin Frelse her det kobberblanke Minde.
Men fra Olympens Hal Chroniden byder,
og Bölgegangeren, der Skjalden bar,
i Natten hist som Stjerne Straalen skyder,
og hist Arions Harpe, fuld og klar.
Did Blikket, Sangere! naar Mulmet bryder!
did Blikket! I, som fölende dem var’!
Held Den, der Kunsten över, Kunsten verner!
de lyse evige som Nattens Stjerner. — —
Svæv, gamle Hellas! med Din raske Bölge,
der seierfuld bedugger Klippens Bred,
med Dine Mythers Dands, der blomsterdölge
i Kalkens Indre Tid og Evighed,
med Dine Hymners höie Skjaldefölge,
med Dine Heltes seierkjöbte Fred!
svæv mod Din undrende, henrykte Sanger,
der fjern paa faldne Asers Hjemstavn ganger!