Svandt, svandt Du? Tid! da fro jeg kunde smelte
ved Elskovsvift fra Myrthers kjelne Hjem,
ved Skjoldeklang fra Nords besneete Helte,
naar södt i Tonens Speil de skrede frem. —
nu, naar Dit Öie hæves, langsomt daler,
Din Barm sig rörer, Smilet Kinden maler,
den Billedskrivt jeg ene tyde kan. —
Skinsyge! vil Du, jeg skal ene böie
mig over Ziffrene, Du mig opslog;
da, Mægtige! mit Hjertes Krav du föie!
at aldrig Du den södt opslagne Bog
mig drager bort; hvis ei, da tilluk dog
ei grumt for hidtil kjendte Tegn mit Öie!