O! til det saarede Hjertes sidste Slag,
Dig vil jeg prise, Dig vil jeg minde,
signede Nat! som bag Dit fredsusende Flag
lader min luende Attraa det Nægtede finde. —
Fuld af Dit Billed’s tilbedte Majestat,
at Dit Hjertes de trufne Harmonier,
sank jeg, o! Sulva! af Haablöshed træt,
langsomt indlullet i Natdrömmerier.
Skulde Du ane min Dröms södt glödende Lyst? —
Jeg var Barn; i Din Favn saa lille jeg hviled’,
died’ Dit Bryst,
mens moderligt, ömt til den Lille Du smiled’.
Jeg kunde maale Dit Stjerneblik,
det klukkende Draabefald grunde,
og indaande piblende Varme, som gik
fra Formerne, rene og runde.
Ved Barm og Læbe jeg drak Dit Veir:
drog Din Rosenmunds Dugdraaber söde,
og sank mod Barmens Lillieskjær,
og plukked’ de Kirsebær röde. —
O! er det Under, at med barnlige Lyst
södt Du mig nærer i dulmende Drömme?
svulme ei virkeligt dybt i Dit Bryst
min Livsfödes eneste Strömme? —
Al min Attraas skabte Lyksalighedsström
plöied’ i Nuet min barnlige Styrke. —
Nat! hvi endte Din korte, lysende Dröm
ei Livets den længere, mörke?
Aldrigsonet Skjebne mod Leiet foer,
standsed’ min Vugges de gyngende Strömme:
jeg blev virkelig, ene og stor;
Gud! lad mig Livet uddrömme!