Gustent brede sig de vide Höie,
lig forglemte Graves nögne Leer;
gjennem Gru henfarer Verdens Öie
over dem, og flyer det golde Skjær.
Svar, o! Sand! ved Vindens frie Viften!
mörknedes mit Blik af Ödet kjed?
toned’ Hjertets Slag, berört til Skiften?
sank min Sjæl i nyfödt Længsel ned?
Savned’ Öiet Blomstens Tryllerier,
bölgende for lette Sylphers Dands?
savned’ Öret Morg’nens Melodier,
stigende fra farvefjedret Krands? —
Örker! nei! jeg roligt hilser Eder;
indre, ydre Samklang mödes her;
o! thi er mig selv, hvor Flora klæder,
noget Eden, uden Sulva, Mer’?