Viig, o! viig! hvert pleiet Minde!
spred Din Taage! Haabets Gru!
Haabets lyse Stjernetinde
overhvalver södt mit Nu. —
Jeg har hört, hun Dommen feldte:
Nu og Vorde stod’ med Gru;
jeg har seet dens Iis hensmelte:
Himmel selv er Jordens Gru.
O! den löd; kun evig Længsel
frem som Sjælens Arv sig skjöd;
Intet mildned’ Aandens Fængsel,
Intet, naar den Fængslet bröd.
Kunde jeg i Tiden vanke,
naar dens lyse Fred var lukt?
eller sprænge Tidens Skranke,
naar hvert Samlivsglimt var slukt?
Her og Hisset i mig strede,
Tvivl og Smerte i min Sjæl;
Fortids lyse Syner glede
glemte hen i Sorgens Væld.
Intet stod som saligt Vente,
Nuets Glædesmaal var sat,
kun et dyriskt Liv fremsendte
hadet Lys i Sorgens Nat.
Dagens förste Morgenröde
frem med Dommens Toner bröd,
og i Nattens tause Öde
huult dens Ord i Drömmen löd. —
Men hun saae min tause Taare,
hörte Haablöshedens Suk;
og hun böd: "stands! Savnets Taare!
"Livets Rosenvæld! neddug!"
Viig da, viig! hvert pleiet Minde!
spred Din Taage! Haabets Gru!
Haabets lyse Stjernetinde
overhvælver södt mit Nu.
O! thi Dommen hun tilbage
fra mit knuste Hjerte tog;
Glædesziffre tör jeg drage
af min Længsels aabne Bog.
Nöiet, fro jeg Jorden skuer,
Sorgen elsker selv mit Bryst,
og bag hine Flammebuer
venter jeg Gjensamlings Lyst.
Alt, hvad Sandsen vildt begjærte,
svinder ligt en Gögleild,
thi mig tolked’ hendes Hjerte
Mer’ end dyriskt Nervespil. —
Signet vær da! Lysets Rene!
at Du Savnet vifted’ hen;
var det blot ei Medynk ene,
at Du Dommen tog igjen!