The soul, uneasy and confin’d from home,
Rests and expatiates in a life to come.
A. Pope.
Saa vil Du da, o! hellighöie Stjerne!
som malende min Elskovs Held oprandt,
lig bladlös Blomst kun pege mod det Fjerne,
og vidne, at Du svandt.
Tungt Loddet kastet er; Foreningskrandsen
er falmet, Elskte! i det trange Her;
ak! mon det fjerne Hist, mon Gjenlivsglandsen
har Nutids tabte Skjær?
För Evighed ei Tidens Strömme glide,
men tyde, selv dens Deel, hvor den udflöd;
Bevidsthedsgenius staaer ved Barnets Side,
Lovtavlen i sit Skjöd.
Ynglingen föle Aandens Fremgangslove!
hans Hjerte söge Harmoniens Elv! —
Jeg stræbte længselfuld mod Mimers Vove,
mit Hjerte fandt sit Selv.
Men nu, berövet det, ved Savnets Minde
kun Aanden vanker som til Intet skabt;
kan Stræben vel i Evighed nu finde
hvad selv i den er tabt? — —
Og gjenlöd Ormuzds Seir fra Guderskranken?
udfolder Ahriman ei Væsnets Bliv?
er Gjenliv ei et Vanvidsbarn af Tanken?
og Længselen mit Liv?
Og Dröm hver tröstfuld Anelse? Besjæler
Forventning saa kun Fryds Unöisomhed?
og famler Sorgens Tanke vild, som dvæler
ved Lethes Rosenbred? —
Nei! Mörkets Tvivl! mod Tartarus Du stævne!
Haabsplanken griber jeg paa Smertens Hav,
selv om jeg her afmægtig, svag maa levne
Bestemmelsen dens Krav.
Ja! Elskte! thi hvor för min Törst jeg stilled’,
henledet af Dit Smiil mod Kundskabs Ström,
der skræmmer nu mig Tungsinds Midnatsbilled;
og Tanken vorder Dröm.
Og vil hos Phantasus jeg sprede Svimlen,
omsvæver Genien i Flor min Aand,
og höiner selv, o! Rædsel! hist mod Himlen
mig Savnets Pelion.
Hvor lyser Trösten? bag tidgrændset Zone?
grib, Sjæl! da Stav, og Phlegeton som Meed! —
Men kan det Ventede da fuldt udsone
hvad svandt ved syndigt Fjed?
Er fuldgjort Samlingshaab ei Kampens Krone?
at længer Fjernhed, efter Grebets Stund,
maaskee i ellers enende Æone,
til Frugt det modned’ kun? — —
Lovbudet tordner Liv og Fjernheds Smerte.
Far vel da! trufne Billed’ af min Sjæl!
far vel! Du, rene Gjenklang af mit Hjerte!
far vel! et dybt Farvel!
Far’ vel! I, til min Stræben lyse Led’re!
een, Savnets Barn, jeg kun tilbage har:
ved dyriskt Liv, ved Glemsel af det Bedre
mig evigt tabt hun var.
Og, Elskte! selv en Aand fra Lysets Riger
os aabner Lön i Haabets drömte Havn,
at Gjensynsalighedens Fylde stiger
ved Længsel og ved Savn.