i Din Smerte!
Fjernhed! see! jeg hviler i Din Favn;
Sukket stiger,
taust sig sniger
om hver Fölelsernes Fiber Savn.
Hjertet blöder,
thi det glöder
fjernt sit Hjemlandseden, Sulvas Bryst;
Tanken irrer,
Blikket stirrer
mod den Vraa, hvor Mindet söger Tröst.
Öiet græder,
Taare! væder
Du ei Blomstens Hjerte ved min Fod?
Jord Dig fatter;
o! men atter
stiger Du mod Lysets Ætherflod.
Hun og lider;
hvor hun skrider,
falde derfor Du fra Himlen, klar!
tro fremstillet
Du mit Billed’
vise hende i Dit Trylleglar!
I Din Ramme
Du fremstamme
Lönnens Ord for Jordlivsvintrens Taal:
"Döden kommer;
"Samlivs Sommer
"er Forventningernes visse Maal."