Indviede i Haabets Fjerne!
Du, Eftervift af Barndoms Dröm!
o! Elskov! hver Forventnings Stjerne!
gyng, gyng mig paa Din lette Ström!
Lul, Minde! for det syge Hjerte!
glem, Haabende! Hvad Viisdom böd!
glem, Glödende! hvad koldt den lærte,
at Fölelsen sit Hjem nedbröd!
Lad Kampens fjendske Fakkler brænde!
hvor er den Plet, der Kjendslen faldt?
thi er det ei dens dybe Kjende,
at haablös först den er sit Alt?
at, hvis hvert Glædesglimt hendöde
i Templet for dens rene Fest,
de Orgelslag dog for den löde,
som for en gjerneskuet Gjæst? —
Kunst! södt til Hjertet Du Dig kjæde!
mal selv i Afskedsstunden Lyst!
thi Hjertet maa sin Sorg tilbede,
selv i dens Minde lyser Tröst.
Ja! atter vil jeg Bægret tömme,
da med Naturens, Hjertets Strid,
da efter Nattens vaagne Drömme
mig Sommermorg’nen varsled’: lid!
thi Östens Mö tungsindig slörtes
af Taagegraadens mörke Sky,
og ingen Morgentone hörtes
fra Lundeharmoniens Ly.
Nordstorme slog’ mod perlet Rude,
og fjerned’ munter Morgenfæerd;
mig, mig kun vinked’ det derude,
med Fjernheds Lov i Dagbrudskjær.
Af Mindets Sværmeri omkjædet,
Foreningshaabets Lys i Sjæl,
jeg stunded’ end een Gang mod Stedet,
hiint Rosenvidne til mit Held.
Min tause Höitid alt jeg skabte; —
o! Salighed, jeg smelted’ i!
da, Sulva! Du bag Gittret tabte
Dig södt i Mindets Sværmeri.
Og Harmoniens Toner mödtes,
og Mindets Fakkel var ei meer;
thi Höitidsglandsen selv gjenfödtes
med flammende, fordobblet Skjær. —-
Ak! Tiden stormed’; lig en Torden
fremrulled’ Carmens mörke Fjed;
fra Himlen förtes vi mod Jorden,
adskilt’ i nyfödt Salighed.
Og mörkt Nödvendighedens Kjæder
drog’ mig fra Din i Carmens Favn;
som fört fra Lysets Samlivs Glæder,
jeg rulledes mod Mörkets Savn.
Mig Sol tilslörtes, Storm omsuste,
og Himlens Graad i Lokken slog,
ufölt; thi i mit Bryst jeg huste
hvad skrantende Natur forjog.
Thi Elskovs Sol mig Mer’ tilmaalte
end Morgenskjær paa Floras Krands;
og Mindets Gjenskin mig omstraalte
med Mer’ end vestlig Aftenglands;
thi Tankens Phantasi udmaled’
mig Mer’ end Tempes Blomstervang,
og Hjertets Melodi husvaled’
mig meer end Lundens Morgensang.
Dog Savnets Taarer rastlöst flöde,
de dybe Önsker i mit Bryst,
som höit om Livsforening löde,
anraabte ubönhört om Tröst.
Ömt blussende jeg tidt mig vendte
did, hvor mig Elskovs Samklang löd,
og Hjertet dybe Suk hensendte,
med Bön til Stormens barske Stöd:
"Iil, Storm! didhen, hvor Rosen spirer!
"bring Sulva Suk fra fjerne Ven!
"omskabt til viftende Zephirer,
"aand dem paa Læbens Purpur hen!" —
Ak! Drömmen svandt; i Pligtens Grotte
jeg lystes kun af hadet Skjær;
fjern var mig Verdnen, jeg betraadte,
thi Din, Tilbedte! stedse nær.