I, Naturens elskte Toner,
Eder vil jeg lytte til,
Vindens Vift i Lundens Kroner,
Lærkesang og Bølgespil!
Da min Sands jo fatter ikke
Tonekunstens høie Lyst,
Vil mit Hjerte Velklang drikke
Ved Naturens Moderbryst.
Den har født min Sjæl beslægtet
Med sin egen dybe Sang,
Ak! mens den har Øre nægtet
Mig for Melodiens Klang,
Dette Sprog, der tolker Drømme,
Ordets Kræfter ei kan naae,
Disse stærke Tonestrømme,
Som fra Hjertets Dybder gaae.
Ane kan jeg deres Fylde,
Aldrig i den dukke ned,
I ærbødig Frastand hylde
Kan jeg deres Herlighed,
Savne kan jeg deres Lykke,
Kan, o Moder! i mit Savn
Lyttende til dig mig trykke
Fast og barnligt i din Favn.
Kom, lad dine Vinde suse
Mig til Aftenfred engang!
Kom, lad dine Storme bruse
For mit Mod en Morgensang!
Kom, lad dine Blades Hvislen
Dysse mig i Tanker ned!
Kom, lad dine Kilders Rislen
Vække mig til Munterhed!
Kom med dine Haves stærke,
Kongelige Bølgeslag,
Lad mig Magtens Toner mærke
Dybt i dine Tordenbrag,
Dine søde Fugle kalde
Lad paa Glæden i mit Bryst,
At i Hjertet mig maae falde
Toneglimt af Livets Lyst!
Kom med Sang, og kom med Klage,
Kom med Suk og Jubellyd,
Kom i Sjælen ind at drage
Med dit Alvor, med din Fryd;
Jeg fortroligt vil mig hælde
Til din rige Moderbarm,
At din Tonestrøm kan vælde
Mig i Hjertet frisk og varm.
Toner har du, stærke, søde,
Fylder dybt med dem min Hu,
Vil i dem mig altid møde,
Som du mødes med mig nu;
Tonesavnet for mig stille,
Synge til min Livsens Gang
Og en Gravsang for mig spille
Med din Æolsharpeklang.