De begyndte at hilse ham sigende: Hil være dig, du Jødernes Konge!
De knæled ned og tilbad for din Fod,
Paa Skrømt de hilste dig med kaade Munde:
For Alvor jeg af Hjertets dybe Grunde
Paa Knæ dig hilser i dit rene Blod.
O, dyre Purpur, rene Smertensflod!
Saa reen, at os den renser fra det Onde!
O, Marterkrands, som Verdens Lyster bunde,
O, Spottens Nor, hvormed saa taus du stod!
Dit Smertensbilled jeg paa Knæ betragter,
De sorgtilslørte Guddomstræk jeg kjender
Og aldrig op af dette Knæfald staaer.
Hil være dig, som ej min Tak foragter!
Hil være dig, som til min Bøn dig vender,
At ved din Fod en evig Plads jeg faaer!