Jeg har syndet, at jeg forraadte uskyldigt Blod.
Du Mørkets Barn! saa gik du hen i Natten;
Forfærdet Tanken ned i Dybet skuer
Og ned i Syndens Helved i dit Indre.
Fortabt, fortvivlet gaaer du op i Luer,
Vildt som en Helvedglød dig brænder Skatten,
Du forud som din Gjernings Løn saae tindre.
Du Qvalens Ild vil lindre
Din Haand, som brændes, Sølvet fra sig slænger;
Det nytter ej, i Hjertet Flammen tiger,
Det højt om Kjøling skriger —
Brist, Hjerte, brist, saa brænder du ej længer!
Det nytter ej, i Sjælen sidder Flammen
Og brænder fort, mens Huset styrter sammen.
Et Valg, et frygteligt, du traf ilive;
Imellem Gud og Mammon var du stillet,
Gud kalder dig, Begjærlighed dig drager,
Thi Mammons Sprog har saa dit Hjerte hildet,
At Livets Ord som Intet for dig blive,
Mens Malmets Klang for Livets Røst du tager.
Du Himmerig forsager,
Guds nye Verden rig og uden Grændser,
Hvor Livets friske Bølger for dig strømme;
Du vandrer som i Drømme
Med torstig Sjæl og Mammons Kald kun ændser:
Mens Glandsen af Guds Kjærlighed du skuer,
Fortærer du dig selv i Gridskheds Luer.
Der er en Tørst, som sig fra Kilden vender,
Som ej ved Livets Vande sig vil kjøle
Men vildt vil lædskes med sin egen Hede:
Som Guldtorst Een dens Magt har maattet føle,
I Vellyst Hin den gjennem Sjælen brænder,
I Stolthed Denne, Hün i Had og Vrede.
O, Jesu! vi dig bede,
Slaa Luen ned med Regn fra Himlens Sale,
Saa Hjertet, vaagnet af de vilde Tanker,
Paa Døren ædru banker
For sig hos dig med Livets Vand at svale,
Til evigt Liv for Sjælen friskt oprunden,
Som let sin Død i Luen havde funden!