1.
Den Hær, der ejed Folk, som Havets Sand,
Sig næste Morgen ud for Staden breder,
Af Skaren hilset inden Taarnets Rand
Med Glædeshyl, som naar fra Thrakiens Reder
Uhyre Tranesværme Vingen spreder
Ved Vintertid, at søge Haabets Land.
De Kristne raabe lydt: »Giv Tegn til Striden!« —
»Hvil ud idag! Imorgen være Tiden,«
2.
Var Gotfreds Svar. — Mer herlig Morgenrøde
Gik aldrig frem end hint forønskte Skjær,
Høj straalte Gotfred den med Glans imøde,
Da han drog ud til denne Kæmpefærd;
Af Tro, af Sejrens Haab hans Blikke gløde
Og tænde alle Hjærter i hans Hær.
Men Raimund blev at tage Staden vare
Med kristne Syrer og Gascogners Skare.
3.
De bolde To, som Navnet Robert bære,
For Hærens venstre Fløj i Spidsen gaa,
I Midten Balduin er sat med Ære,
Den højre Fløj skal under Gotfred staa,
Thi, vendt mod Sletten, Faren dèr maa være,
Vil Fjenden, mandstærk, Baand om Hæren slaa,
Rinaldo nær hos, Stridens Lyn det snare,
Med Heltene, der danned Dudos Skare.
4.
Til Hæren taler Gotfred: »Kristi Fjender
Har alle samlet sig paa denne Dag,
At vi med et Slag vinde mange Slag.
Hin Høvding, som af Guld og Purpur skinner —
Araber, Maurer slog han vel i Mag,
Guds kaarne Kæmper ej han overvinder:
Hin Hær, der bølger om ham uden Ende —
Han kjender ej de Folk, de ham ej kjende.
5.
Mon de har Minder sammen? Kan han sige
Til mange blandt dem: du og jeg var dèr?
Men I og jeg! jeg kjender En og Hver,
Vi prøved sammen, hvad det er at krige;
Jeg kjender hver en Pil og hvert et Sværd:
Naar Pilen suser gjennem Luftens Rige,
Om den er fransk, om irsk, jeg strax har kjendt,
Ja nævner Armen, som har Buen spændt.
6.
Naar Eders Værd mod Hines Tal jeg vejer,
Vil Værdet, tror jeg, tynge Skaalen ned;
Mens Mange blandt dem næppe Modet ejer,
Har Andre knap til Kampen Rum og Sted;
Fra Trældomsdonten, som de røgte plejer,
De Fleste blev med Vold i Krig slæbt med:
I derimod, I gjør kun hvad I plejer,
Naar disse Tusender som Korn I mejer.
7.
Jeg læser Sejren alt i Eders Øje,
Fremad for Kristi Sag!« Da sank en Glans
Ned om hans Aasyn — monne til en Krans
Sig Solens klare Straaler sammenføje
Og om den kongelige Pande bøje
Til Tegn paa Kronen, som skal vorde hans?
Saa vilde Nogle tyde Synets Gaade,
Ej jordisk Hu kan Himlens Løndom raade.
8.
Thi hvad? maaske hans Engel til ham svæved
Og ind i sine Vingers Favn ham tog,
Saa Ætherlyset, der fra Vingen bæved,
En Ring af Straaler om hans Aasyn drog.
Men Emirén, som Høvding kjæk og klog,
Opstiller og sin Hær, som Hvervet kræved:
Nu hist, nu her opmuntrer han sit Folk,
Mens snart han taler selv og snart ved Tolk.
9.
Til En han mæler: »Fremad, tapre Svend!
Med dette Blik du skal paa Flugt dem jage
Og vinde Byttet, hine tog, igjen.«
Og til en Anden: »Hvad? forknyt min Ven!
Blot for vort Krigsraab skal de Flugten tage:
Mod hundred en!« til andre lød saa fage
Hans Ord: »Vi svinge Sværd og ofre Liv
For Land og Lov, for Fædre, Børn og Viv.«
10.
Han venstre Fløj har Altamoro givet,
Den højre har han forbeholdt sig selv,
I Midten staar Armida, rank som Sivet.
Fra begge Sider under Himlens Hvælv
Gaa Fanerne som Bølger i en Elv,
Mens Hær mod Hær hinanden gaar paa Livet,
Hver lyser, funkler, skinner underfuld
Af Hjælmtegn, Fjederbuske, Staal og Guld.
11.
Som Træ’r i Skov staar Klynge tæt ved Klynge,
Saa viser Hær mod Hær sig tæt med Lanser,
Spyd, gyngende som Rør, der Søen kranser,
Hver Bue spændt, i Svingning hver en Slynge,
Hver Ganger stamper, vrinsker, fnyser, danser,
Højt Stridens Lurer Kampens Hymne synger,
De Kristnes kalder, Saraceners svarer,
Paa Knæ for Gud sank ned de kristne Skarer.
12.
Den Jord, den hellige, hvorfor de stride,
De kysse fromt med Ærefrygt og Varme;
Et Vink, og fremad! Kamp fra hver en Side
Er tagen fat af tusend, tusend Arme:
Hvo var den Første, som lod Fjenden vide,
At Blod maa rinde rødt i Kampens Harme?
Dig var det, Alfhild! paa Hyrkanos kløved
Du Brystet brat, han fik, hvad han behøved.
13.
Den manddomsfulde Højre Fjender slaar
I hastigt Fald, stærkt trænge Perser ind
At tage Hævn, dog Ingen hende naâr,
Thi Edvard flyver did som Bjærgets Vind.
Nu dobbelt Kraft de af hinanden faar,
I Kampen spejles deres Ægtesind:
Hun er for ham, og han for hende Skjold,
Hun er hans Arm, han hendes Hævner bold.
14.
Men Altamoro, Drot af Samarkand,
Udslynger Døden i den kristne Hær,
Han svinger Staal som Lyn i Kampens Færd,
Hvor Staalet falder, fælder det sin Mand;
Da vender sig mod ham den Liljevand,
Ned mod hans Hjælm hun sænked tungt sit Sværd
Og afhug Diademet fra hans Isse,
Dybt bøjed han sit Hoved da tilvisse.
15.
Han tror, han af en Kæmpe Slaget fik,
Og hævner med et Hug sin Tort og Harm,
Saa Sans og Kræfter hende brat forgik;
Dog blev hun, omslyngt af sin Husbonds Arm,
Der støtter stærk og favner elskovsvarm,
I Sadlen fast. Mon hin med Løvens Blik,
Der ser den Sovende og gaar sin Vej,
Lod dem i Fred? Mer gjorde han dem ej.
16.
Imens har Ormond trængt sig Gotfred nær,
I svigfuld Dragt; ham Drottens Glavind flammer
Imøde brat, hans Lynblik Skurken lammer,
Der staar som Sten og rører ej sit Sværd:
Ham og hans Fæller hundred Lanser rammer,
I tusend Stykker slides En og Hver,
Ej Liget af de Lumske blev igjen.
Som Lyn mod Perser hasted Gotfred hen.
17.
Som Ørkenvinden jager gjennem Sandet,
Han kløver deres stærkt fremtrængte Rækker;
Højt Slaget gaar, sig over Marken lægger
Et sælsomt Slør, af Haab og Tvivlen dannet:
Ej Skrig, ej Taushed, men et vist, som skrækker,
En Lyd af tusend Lyd, i Brusen blandet,
Af Harm, som fnyser, og af Ve, som bæver,
Unævnelig hen over Valen svæver.
18.
Hvor Guld og Staal i Solen glansfuldt lued,
Af Blod og Støv et Dække mørkt det slører;
Rinaldos Haand saa hastig Sværdet rører,
Som trende Glavind fra hans Højre trued.
Hen for Armidas Karm ham Striden fører;
Som Skjoldmø, klædt i Staal, han hende skued,
Bag Staalets Dække de hinanden kjendte,
Han undveg og til Siden Kampen vendte.
19.
Men hendes Elsker- hendes Hævnervagt,
Der lydig lejret stod om hendes Karm,
Omringer ham i Nidkjærhedens Harm;
Paa Buestrængen har hun Pilen lagt,
Tre Gange standser hun med uvis Arm,
Tre Gange hun forny’r sin Vredes Agt:
Hun Pilen flyve lod, men i det Samme
Fløj Ønsket med, at ej den maatte ramme.
20.
Den preller af mod Pansrets haarde Jærn,
Da sender hun ham Pil paa Pil i Harme,
Dog brat hun ser, at hendes Vagt og Værn
Er fældet, revet op; da flyr den Arme.
Men Drotten Altamor, som ej var fjærn,
For hende tændt af Elskovs hede Varme,
Fra Folk og Hæder fløj, da bort hun kjørte,
Og ud fra Kampen hende sikkert førte.
21.
Til Slaget hasted han paa Stand tilbage,
Men ej paa samme Sted han sine fandt,
Rinaldo, Gotfred dem i Skarer jage,
Vildt Hedninghæren flyr paa denne Kant;
Ad modsat Kant de Vantro Fordel tage.
Mens saadan Slagets Tærning blodig randt,
Stod Soliman paa Taarnets høje Svale
Og sendte Krigerblikket ud mod Vale.
22.
Den store Scene vel af Frastand sløres,
Dog ser han, følger, aander helt deri:
Som paa en Skueplads histnede føres
Ham dette Jordlivs Sørgespil forbi.
Til Længslens Vingeslag hans Hjærte røres,
Derude maa han aande, stolt og fri,
Mod Kampen hen ham bærer hans Natur,
Og Taarnet tykkes ham et skjændigt Bur.
23.
Han tøver ej, ham Intet Vingen stækker,
Han staalklædt stod, kun Panden fri og bar,
Han griber Hjælmen og sit Hoved dækker
Og raaber med en Stemme høj og klar:
»Sejr eller Død er Kaarene vi har!«
Mon ham til saadan Daad et Forsyn vækker,
At Saraceners Magt skal Dødsstød gives?
Mon, anende sin Død, mod den han drives?
24.
Ej ser han bag sig, om de Andre følger,
Med uformodet Krig han stormer ud
Og ene staar, hvor tusend Fjender bølger.
Men Ingen mer i Taarnets Ly sig dølger,
Hver følger Kæmpedrotten som en Gud;
Den, som var frygtsom, vorder kjæk og prud,
Mod var det uden Haab: i Heltens Elv
Hver droges ind, den gamle Konge selv.
25.
Han først paa Flugt de kristne Syrer slaar,
Saa drikker, tørstig, han Gascogners Blod.
Den gode Raimund frejdig Kampen naâr;
Saa stolt som nogentid, med roligt Mod,
Han frem mod ham, for hvem han segned, gaar.
Da lægger Hin ham atter for sin Fod;
Om død han tror ham eller ænser ej —
Ud mod den aabne Slagmark gik hans Vej.
26.
Mens ned ad Murens Grus hans Fod ham fører,
Han efterlod i sine Fjenders Hær
Et Spor af Rædsel: Saraceners Sværd
Sig end, som af hans Aand bevinget, rører;
Med Skrig Gascogner fly, man Lyden hører
I Tankreds Herberg, hvor han hviler, nær.
Han lytter, rejser sig, skjønt mat og svag,
Og retter sine Trin mod Husets Tag.
27.
Paa Jorden Greven henstrakt, mens hans Skarer,
Der stod som Værn omkring ham, gaa tilbage,
Ja Mange vildt i Rædsel Flugten tage:
Sligt monne for hans Syn sig aabenbare.
Brat greb han Sværd og Skjold; hans Blik var klare,
Ej mærked han, at Lemmerne var svage,
Han iler ud, og sætter Sjæl og Mod
For hvad i Styrke fattes og i Blod.
28.
Han raaber lydt: »Holdt akvitanske Mænd!
Hvorhen, hvorhen? Vil I med den Besked
Til Grevens Søn i Frankrig hjem igjen:
Han omkom, da vi løb?« Og Skyggen gled
Af Heltens brede Skjold om Raimund hen,
Mens han med Sværdet lægger Fjender ned:
Saa staar han svag, med blottet Bryst, som Værn
For tusend Stærke, der var klædt i Jærn.
29.
De samled sig igjen. Men Raimund, dækket
Mod Pileskud og Stenkast, Stik og Slag,
Slaar Øjet op, med Harm til Live vækket,
Thi at han laa der, vækker Skammens Nag:
Han rejser sig, og ej hans Kraft er svækket,
Med Mandefald han hævner Nederlag,
Da ser han Kongen kæmpe fremst i Slaget,
Han fælder ham, og Fæstningen er taget.
30.
Nu Raimund stiger op til Taarnets Tinde
Og folder Korsets Sejersbanner ud,
At frit det strømmer hen for Himlens Vinde;
Ej mærked Sultan Soliman dets Bud,
Ej saâ han det i Dagens Straaler skinne,
I Kampen færdes vidt den Herre prud:
Han paa en Gangers tomme Ryg sig svinger,
Og Haab i Saraceners Bryst det bringer.
31.
Han fælded hundred, men jeg nævner tvende:
Edvard og Alfhild! jeg mod Eders Færd
Vil sene Slægters Ømhedstaare vende,
Hvis mit toskanske Blæk er saadant værd.
Hans Skjold Heltinden kløved med sit Sværd
Og saared ham, da raabte han til hende,
Af Dragten kjendt: »Dèr har vi Hund og Tæve!
Skynd du dig hjem at spinde og at væve!«
32.
Et Hug han fører i sin Vældes Harm,
Der splintrer Staalet, skjærer Saarets Flænge
Dybt i den faure, trofast ømme Barm,
Hvor Amors Pil kun værdig var at trænge.
Ej lod da Edvard vente paa sig længe,
Hun segner, synker, men den venstre Arm
Til Støtte flux han slynger om sin Viv,
Den højre hævne vil det dyre Liv.
33.
Han kan ej, hvad han vil, den grumme Fjende
Afhugger Armen, han om hende slynger,
Til Jorden segner hun, og han med hende:
Saa Ranken sig til Almen trofast klynger,
Ved Almens Fald den strør for Himlens Vinde
Sit grønne Haar, hvor Druens Rigdom gynger;
Med den, han vilde støtte, selv han synker,
Men, elskende, den Elskte kun han ynker.
34.
Han dør med den, ham Himlen evig skjænked:
De vilde danne Kjærlighedens Ord,
Men danned Suk, thi Tungen var dem lænket,
I Suk da Kjærlighedens Tale bor;
Den Enes Blik er i den Andens sænket,
De favnes, mens det end kan ske paa Jord,
Ømt, som de altid favnedes herneden,
Dem Lyset slukkes, og de vandre heden.
35.
Til Flugt da Rygtet spændte Vingen ud,
Rinaldo, alt af Pligt til Hævnen bundet,
Tofold forstærket føler nu dens Bud,
Og søger ham, mod hvem han længst har stundet;
Alt staar for Soliman den Ridder prud,
Da naâr ham brat Adrast: »Jeg har dig fundet,
Jeg kjender dig, nu skal Armida hævnes,
For hendes første Kæmper her du stævnes.«
36.
Saa æsked han, og gav ham tvende Saar
Og rokked ham i Sadlen tvende Gange;
Rinaldo med et Slag til Jord ham slaar,
Et enkelt Slag, mer vil han ej forlange,
Dræbt ligger Kæmpen: Soliman! du staar
Og ser paa Faldet, dine Tankers Fange;
Tvivlraadig i din Hu, du staar som bunden,
En sjælden Ting for dig, dog nu var Stunden.
37.
Som naar den Syge mod et Maal vil jage,
Mens svag han ligger hen som Drømmes Bytte
I flygtig Blund, men ej et Skridt kan tage:
Han vil afsted men Foden ej kan flytte,
Thi ud af Lemmerne kan ej han drage
Med al sin Kraft den Kraft, han skulde nytte,
Han Tungen røre vil, men den er bunden,
Han tale vil, men intet Ord er funden —
38.
Saalunde Soliman vil bort sig tage
Fra dette Angreb, men han gjør det ej,
Han kjender ej sig selv, og ej kan drage
De vante Kræfter op, ad Vredens Vej,
Hver Gnist, som stiger, synker mat tilbage,
Thi noget indeni ham siger nej:
Saa stod han, da Rinaldo gav ham Bane,
Sank uden Suk, høj i sin Heltevane.
39.
Den tapre Sultan, som i disse Krige
Tit syntes falden, men stod op igjen,
Var falden nu for aldrig mer at stige;
Paa snelle Vinger farer Rygtet hen,
I begge Hære saadant Nyt at sige,
Da bliver Sejren hos de kristne Mænd:
Ej Lykken vakler, ingen Tvivl den hilder,
Den under selve Førerne sig stiller.
40.
Hin Skare med Udødeligheds Krav,
Sit stolte Navn til Skjændsel, Flugten tager;
Brat Høvdingen mod Banrets Fører jager:
»Mon dertil dig blandt Tusender jeg gav
Min Herres Fane, Usling fejg og lav!
At du i Støvet efter dig den drager?
Vil Liv du frelse, følg da Emirén!
Thi Ærens Vej og Frelsens Vej er én.
41.
Hin kom tilbage, hed af Skam og Harm,
Igjen med Vælde Høvdingsrøsten gjalder,
De Bedre samles. Tissafernes’ Arm
Har aldrig svigtet, Synet af ham kalder
End Haabets Lysning til hans Høvdings Barm.
Rigt fylder i hans Livs den korte Alder,
Hvad den Dag han af Heltedaad har øvet;
Nu Død han søger, Sejrens Haab berøvet.
42.
Han æsker Faren. Han Rinaldo saâ
Og kjendte Mærket, om end Ørnens Klør
Var blodbestænkte, Skjoldets himmelblaa
Var overdækket rødt med Blodets Slør.
Men ham Armidas Navn i Hjærtet laa,
Hans Flamme steg: »Jeg sejrer eller dør,«
Han raabte, »hun skal se hans Nederlag,
Hjælp, Mahom! du min Arm i dette Slag!«
43.
Sin Kraft han samler, Hingsten ind han jager
Mod Bertholds Søn, der imod Kampen tog.
Den Tvekamp Manges Øjne til sig drager,
Man glemte sit og Kreds om disse slog.
Mens Sværdshug stolt i vældig Skiften brager,
Og Tvende hugged, én kun saared dog:
Rinaldo vinder i det grumme Værk,
Hans Staal er mere fast, hans Arm mer stærk.
44.
Armidas Karm ej Krigerskaren kranser.
Forladt hun sidder, hvor i Glans hun sad,
Den sidste Mand i hendes Kæmpers Rad
Hun ser med brustent Skjold og opbrudt Panser;
Da spørger hun ej længer Skjæbnen ad,
Hun ser sit Nederlag, her Haabet standser,
Den Forsvarsløse frygter Trældoms Gru
Og stiger ned fra Karmen, mørk i Hu.
45.
En Ganger greb hun af sit ædle Spand,
Hun svang sig paa dens Ryg og fløj afsted.
Da gik for hendes Kæmper Solen ned:
Sin Fjende sendte han et Hug paa Stand,
Saa Heltens Hoved dybt mod Brystet gled;
Men Tissafernes ser sin Banemand,
Da sig Rinaldo retter, gram i Sind,
Og jager ham sit Sværd i Hjærtet ind.
46.
Et Blik omkring sig Sejerherren sender,
De Vantros Hær, al Modstandskraft berøvet,
Lod sine Faner ligge, slængt i Støvet,
Og intet Arbejd mer for sig han kjender.
Da til den Flygtende sin Hu han vender —
En Kvinde var det, ensom og bedrøvet,
Den Kvinde svor han ved sin Ridderære,
At hendes Ridder tro han vilde være.
47.
Afsted i hendes Gangers Spor han jager,
Han træffer hende i en lukket Dal;
Hun Spyd og Kogger, Pil og Bue tager,
Og kaster dem til Jord i Harm og Kval:
»I usle Vaaben, jammerlige Pral!
Paa Kampens Dag ej Draabe Blod I smager —
I skal dog vise mig, hvortil I due.«
En Pil mod Brystet stak den skjønne Frue.
48.
Rinaldo griber bagfra hendes Arm,
Armida ser sig om og kjender brat
Den engang elskte Gjenstand for sin Harm!
Et Skrig — da synker hun i Afmagts Nat,
Saa synker Blomst i Somrens Hede mat.
Han løsner Kjortlen over hendes Barm;
Med Armens Kraft han holdt den Faure fast,
Ud fra hans Øjne milde Taarer brast.
49.
Som sølvklar Regn fra Morgnens friske Haller,
Der stænkes mildt paa falmet Rose hen,
Dens Duft og Ynde ny til Live kalder,
Saa vaagner hun til Livet op igjen;
Tre Gange ser hun mod den elskte Ven,
Tre Gange Øjenlaaget nedad falder,
Mens Livslød atter hendes Kind er skjænket,
Med Graad, som ej er hendes, huldt bestænket.
50.
Ej vil hun se ham, fra hans faste Tag
Med begge Hænders Kraft hun vildt vil bryde,
Men Haanden er for liden og for svag,
Kun fastere han favner; højt da lyde
Armidas Klager: »Skal min Trældoms Dag
Min Fjende se!« Vredt Ordets Strømme flyde,
Af hede Taarer fulgt, den grumme Fjendes
End rinde mildt og blande sig med hendes.
51.
Han mæler kjærlig: »Jeg er ej din Fjende,
Din Kæmper og din Tjener vil jeg være;
Til Trældom ej, til dine Fædres Ære
Jeg gjemmer dig, paa Tronen skal du skinne,
Hvortil du fødtes. Vilde Himlen bære
Sin Naades Lys til disse Øjne blinde!
En Lykke da, som overgaar alt Navn,
Jeg skabte den, jeg holder i min Favn.«
52.
Saa taler han, og i et saligt Nu
Sig Bønnens Lue i hans Hjærte tænder,
Han løfter mod det Høje Blik og Hu,
Mens Sukket bæver, og mens Taaren brænder.
Da smelter for hans Bøn, Armida! du,
Som Bjærgets Sne, naar Solen Varme sender;
Du siger stille: »Dig jeg hører til,
Dit Vink jeg lyder, dan mig, som du vil!«
53.
Men Emirén, der ser at Gotfred rammer
Hans Fanebærer og slaar Ban’ret ned,
En Trøst, en eneste, for sig kun véd:
Mens trindtom kun han øjner Flugt og Jammer,
Han spored Gang’ren og mod Gotfred red,
At kjøle Krigersmertens hede Flammer
Og løfte den i Støvet slagne Aand
Ved Døden for den største Fjendes Haand.
54.
Hvorhelst han naâr, hvorhelst forbi han farer,
Betegner han paa Vejen hvert et Skridt
Med tapper Idræt mod de kristne Skarer;
End langt fra Gotfred i det stolte Ridt,
Han raaber lydt: »Til din Haand jeg mig sparer,
Men haaber, mit Fald og skal vorde dit!«
De lyne mod hinanden i et Nu,
Brat for hans Slag brast Gotfreds Skjold itu:
55.
Den venstre Arm afvæbnet og med Saar
Har Gotfred alt; da løfter han den anden,
Og sender Emirén et Slag mod Panden,
Som nedad over venstre Kindben gaar,
Og mellem Hals og Ansigt skjærer Randen.
I Sadlen synker han; før op han naâr,
Med gjennemboret Bryst han lavt er lagt,
Lidt var da levnet af hin stolte Magt.
56.
Endnu i Striden Altamoro staar,
Med søndret Hjælm og Sværd, med brustent Panser,
I Blodet badet af vel hundred Saar,
Tilfods og ene, Maal for hundred Lanser:
Did paa sin Sejersbane Gotfred naâr,
Hvert Staal, som peger mod ham, brat han standser,
»Hold inde,« raaber han, »med Kampens Færd!
Du, Ridder! jeg er Gotfred, giv dit Sværd!«
57.
Ham den Stormodige sin Glavind rækker:
»Ja, kun til dig, thi du kun var det værd,
Hvis Ry saa vidt om Østerland sig strækker.
Forvist ej fattig gjør dig denne Færd,
Med Guld og Hæder den dig overdækker:
Med ædle Stene vil min Hustru kjær,
Med Guld mit Rige løse af din Haand
Mit dyre Liv og bryde mine Baand.«
58.
Ham svarte Gotfred: »Vilde Gud forbyde,
At Guld jeg tog for Liv; jeg fører Krig
I Asien for Zions Baand at bryde,
Jeg kjøbslaar ej, vil ikke vorde rig:
Behold din Skat, saa langt dig Lande lyde,
Hvad Indien og hvad Persien skjænker dig!«
Han gav til Vagten ham og spored Hesten,
Og af de Flygtende forjog han Resten.
59.
Saalunde sejred Gotfred. Solens Blik
Ham end af Dagens Lys saa meget skjænker,
At han med Hæren, den til Sejr han fik,
Naâr Kristi Stad, løst ud af Trældoms Lænker.
Da Dragten er lagt af, som Blod bestænker,
Han med de Andre strax til Templet gik,
Nedlægger Vaabnene ved Kristi Grav
Og knæler dèr: løst har han Løftets Krav.
Ende.