Christine Daugaard (1831–1917)

Ved Judas Grænser Gazas Stad sig hæver,

Hvor Vejen peger mod Ægyptens Land,

Ved Havets Bred, hvor Stormens Aande svæver,

Hvor Ørkner strække sig af hviden Sand;

For hver en Vindens Luftning Sandet bæver,

For Stormen hvirvles højt som Havets Vand:

Forfærdet Vandringsmanden vildsom vanker

I Uvejr blandt bevægelige Banker.

Did til sin Grænsestad, i fordums Dage

Fra Tyrker taget, nu Kalifen drog,

Lod Memfis’ stolte Kongeborg tilbage,

Og her sit glansomstraalte Sæde tog;

Al Rigets Styrke vil han sammen drage

For ham at slaa, der Østens Hære slog:

Fra Eufrat til Sahara naâr hans Kald,

Fra krydret Kyst til Syd for Nilens Fald.

Kalifer nød ved Nilen Tronens Ære,

Lig Pharaoners, Ptolemæers Rad,

Fra den Tid Landet faldt fra Kristi Lære,

Da det og Græklands Kejser skiltes ad:

Af Mahoms Blod, han monne Spiret bære,

Graahærdet han i Kongesædet sad,

Statsmand og Kriger var han, Rigets Tarv

Han fatted, stort hans Blik som stolt hans Arv.

Graahærdet Kriger lægger ned sit Sværd,

Men ej gled Herskerstaven af hans Haand,

Han holder Afrika i Frygtens Baand,

Ham hylder Indiens fjærne Folkefærd;

Han samler, ordner, styrer selv sin Hær,

Han ildner den med Flammen i sin Aand:

Sidst kom Armida, som han sad i Pragt

Og overskued stoltelig sin Magt.

Op tren man til det kongelige Sæde

Ad hundred Trin af hvidest Elfenben,

Guldvirket Purpur maatte Foden træde,

Tronhimlen hvælved sig af Sølvet ren;

Stor sad han, kraftig, ej til Aldrens Mén

Hans Ildblik mærked; højt var Linets Klæde

Om Haaret viklet op; Circasser kranse

Ved Tronens Fod sig tæt med Skjold og Lanse.

Med Hilsen, som til Guddomshøjhed bragt,

Hver enkelt Skare hen forbi ham skred,

Til Jorden sænked Vaabnene de ned

Og Fanernes den farverige Pragt;

Ægyptens Børn, dèrfra, hvor Nilen vred

Mod Klipper slaar, dèrfra, hvor stille Magt

Den øver mild, og Jordens Dyrker gav

Et Land, den tog fra Skipper og fra Hav.

Fra Alexandrias den rige Slette,

Hvor Afrika begynder snart sin Kyst —

Se, fra Kairo Folkebølger tætte:

Kan disse mættes af Ægyptens Høst?

Ægyptens Folk bar Sværd og Buer lette,

Ej Hjælmen, Pansret ej for Stridens Dyst,

Men Dragten rig, hvorved de lod en Fjende

Til Byttet Lyst, ej Skræk for Døden kjende.

Saa kom en nøgen Flok fra Barkas Land,

I Røvertog den havde længe jaget

Og fristet Livet paa sin golde Strand;

Fra Tripolis og fra Zumara draget,

Kom andre Skarer, i lidt bedre Stand,

Men ej af dem, som stande fast i Slaget:

Dog ej de flygted, vendt paa flygtig Fod,

Paa Flugt fra Kampen, Kamp de ret forstod.

Arabien dernæst sine Sønner sender:

Fra Stenes Land som fra den Lykkens Kyst,

Hvor Luften hverken isner eller brænder,

Hvor Røgelser og Duft er stadig Høst,

Fra Landet, hvor sin Hjemstavn Phønix kjender,

Og dør og fødes ny, mens evig Lyst

Den samler om sin Vugge og sin Grav

I Balsam fra Udødeligheds Hav.

Dernæst de vandrende Arabers Skarer,

Som bære deres Byer vidt omkring;

Paa Hesteryg som Hvirvelvind de farer,

Dog den knap hvirvler i saa snelle Sving —

Letbygte Folk, hvis Vaaben til dem svarer,

Rørstav med Jærnpig; saa i sluttet Ring

Øboerne, som gjæste Bølgens Haller,

Og vende hjem med tunge Perleskaller.

Fra Eritræerhavets venstre Bred

En lovløs Fører bragte vilde Stammer,

Det Negre var, dem sværted Solens Flammer.

Hvor Nil med Astabora slynget gled

Om Meroë, den dulgte Kundskabs Sted,

Var trende Riger; ét af dem annammer

Guds Sandheds Lov, de to Kalifen svarer

En Skat, og disse sende deres Skarer.

Nu kom med Bueskytter to Vasaller,

Fra Ormus, som er omflydt helt af Vand,

Fra Boëcan, kun Ø, til Floden falder.

Men, Altamoro! Drot af Samarkand,

Fribaaren Hersker i dit frie Land!

End ej din Viv, som fylder Borgens Haller

Med Hjemmets Lyst, saa meget kan formaa,

At ogsaa du jo vil i Kampen gaa.

Hun slog sig for sit Bryst i Smertens Harm,

Hun sled sit Silkehaar med Graad og Klager:

»Du flyr til Havets Rædsler fra min Barm,

Og Drengens Leg for Krigens Larm du vrager!«

Dog gik han. Ingen Mand ved Staalet tager

Med større Kraft, med mere øvet Arm.

Hans Folk bar Sværd ved Lænd, i Harnisk red,

Fra Saddelbuen hængte Øxen ned.

Fra Ganges’ Bred, som Skoves Tykning kranser,

Fra Indialand, hvor Morgenrøden bor,

Adrastes kom: en Slangehud hans Panser,

Grøn var den, spættet som af sorten Jord,

Ej under ham den lette Ganger danser,

Han rider Elefanten, vældig stor;

Grum var han, vild, i Skarer Folk ham følge

Af dem, hvem Ganges tvætter med sin Bølge.

Stolt rider frem en højtudkaaret Skare

Af Asiens Blomst og Kongens bedste Mænd,

I Staal og Purpur skinnende og klare:

Ormondo, stærk og mandig, stod i den,

Samt Tissafernes, Stridens Lyn det snare,

Og Emirén: armenisk Ungersvend,

Fra Kristi Lov og Lære han sig vendte,

Som Skarens Høvding nu han Mahom tjente.

Ej fler tilbage var, da i sin Karm

Armida kom, Enhjørninger den kjørte,

I Tallet fire. — Dejlig i sin Harm

Hun skinned, mens en Skare faur hun førte:

Paa Ryggen Kogret, om den hvalte Barm

Den snævre Vaabenkjortel stramt sig snørte:

Med en Rubinild Karmen blænded Vrimlen,

Som kjørte Morgenrøden frem paa Himlen.

Som naar af Dødens Bad forynget staar

Hin Fugl, den eneste, til gjenfødt Magt,

Og bort til Æthiopiens Egne gaar,

Vidunderlig i fager Fjederdragt:

Fra Hals og Vinger Straaler ud den slaar,

Fra Issen skinner medfødt Kronens Pragt,

Med Jubel Fugleskarer om den bølge —

Saa skred forbi Armida med sit Følge.

Ej, mens hun viser sig, er En blandt Alle,

Hvis Hjærte jo ved Skjønheds Magt maa smelte.

Men Kongen Emirén lod til sig kalde,

Feltherrevalget lod paa ham han falde.

Den Bolde skinned som en Helt blandt Helte;

Han aned selv, hvad Herskerbudet gjældte,

Circasservagten veg til begge Sider:

Fri ligger Vejen, høj han opad skrider.

Han bøjer Knæ og Hoved, Haanden lægger

Han paa sit Bryst. »Tag over Hæres Hær

Befalingsstaven!« Spiret mod ham rækker

Den Drot for Konger: »Styr i Krigens Færd

I mit Sted med din Visdom disse Rækker!

Udfri Judæas Konge med dit Sværd!

Slaa med min Hævnervrede Frankers Lejr!

Dræb, knus, før Fanger hid! gaa, se og sejr!

Ham svared Helten: »Spiret vil jeg tage

Paa dine Vegne, Drotters høje Drot!

Du Høvding er, for Sejr det varsler godt,

Og uden Sejr jeg vender ej tilbage.

Var Sorg bestemt, gid da jeg kunde drage

Hvert Uvejr ned paa dette Hoved blot!

For Hæren Held! for mig Sejr eller Død!«

Da Bifaldsjubler gjennem Lejren lød.

For Raab, der fødes af Begejstringsflammen,

For Klangen af Metaller Luften bæver.

Kalifen nu den store Samling hæver;

Af Drotter fulgt, han gaar til Maaltids Gammen.

Ej sad med sine Gjæster han tilsammen;

Han sidder ensom, Blikket til dem svæver,

Han hædrer dem med Hilsen fra sit Bord,

Med kostbar Spise, sindrigt valgte Ord.

Armida sejrer under Festens Glæde;

Da Bordene var tagne bort behænde,

Og hun sin Magt i Alles Blik kan kjende,

Tren hun med Anstand frem for Kongens Sæde:

»Min Konge! Krigens Bue vil jeg spænde,

For Fædreland, for Tro i Kampen træde.

Det vides, det er ej den første Dag,

Jeg tjener med mit Værk den fælles Sag.

Jeg Fanger tog, og sendte dig som Gave;

Rinaldo kom og deres Lænker brød,

Og hugged ned i Sandet mine Brave:

Saa mangen Franker i Ægyptens Skjød

Nu sukked sine Dage hen som Slave,

Hvis Glavind truer dine nu med Død.

Min Pil Rinaldo ramme! For hans Hoved

Min Haand som Pris er sat, som Løn er lovet.«

»Forvist skal ej han rammes af din Pil,«

Udbrød Adrast, »han var den aldrig værd,

Jeg skjærer af hans Hoved med mit Sværd.«

Men Tissafernes mæler brat med Il:

»Rós ugjort Gjerning ej!« Dog Vredens Færd

For Kongens Aasyn flyr. Med Hævnens Smil

Armida hersker midt i Kongens Telt,

Og samler Dødslyn om den elskte Helt.

Ham bar med gunstig Vind den lille Sejler;

Mens over Bølgen blinkende det gaar,

Og Nat og Dag sin klare Himmel spejler,

Paa Dækket fri han under Hvælvet staar,

Men sikkert Førerinden hjemad pejler,

Ved fjerde Solbjærg Gazas Kyst hun naâr,

Hun sætter dem i Land, med Smil hun svinder,

I Sandets Ørken de sig vejløst finder.

Og Natten, mens den breder Slørets Flige

Og fanger Verden i sit Skyggenet,

Gjør alle Former, alle Farver lige;

Ej øjnes Spor, som styrer Foden ret,

Ej Mur, ej Tag, som kunde Vejen sige,

Kun øde Sand, kun Mørke dybt og tæt:

De tvende Riddersmænd tvivlraadig staa,

Mod Havet vende Ryg og fremad gaa.

Da skinner fjærnt et Lys for deres Sans,

Og Skyggen flygter, hvor dets Straaler ramme,

Det slaar som Lyn af Guld, som Sølverglans;

De vandre did: højt fra en vældig Stamme

Skjød Vaaben Gnister ud, som Stjærners Krans

Er Staalets Blink, der ud fra Hjælmen flamme,

Som Solen luer Skjoldet, hvor Bedrifter

Staa klarlig tegnet som i Sagas Skrifter.

En Olding vogted paa den sjældne Skat,

Han rejser sig, mod Ridderne han træder:

Karl og Ubaldo kjende Gubben brat,

Den Ven, hvis Bistand har dem ej forladt,

Hvis Visdom fulgte dem paa fjærne Steder.

Mens fro med ham de skifte Hilsners Hæder,

Rinaldos Blik med Undren ved ham hænger,

Men intet Ord sig til hans Læbe trænger.

»Dig ventende med Længsel her jeg sad,«

Saa lød til Ynglingen den Gamles Tale,

»Jeg er din Ven, du spørge disse ad,

Som Lænken brød, der holdt din Sjæl i Dvale.

Nu hør min Vennerøst! alvorlig, glad,

Den lyder til dig: ej i Blødheds Dale

Vort sande Vel er gjemt; paa Dydens Tinde

Det bor, og kæmpende derop vi vinde.

Din Drift Naturen retted mod det Høje,

Saa vend mod hvert et ædelt Maal din Agt!

Sku opad, hav det herligste for Øje!

Den Vredens Gnister i din Sjæl har lagt,

Til Selvtægt ej, ej til din Lyst at føje,

Nej, til at ruste dig med Vredens Magt:

Tving ydre Fjender med din Vældes Arm!

Tving Fjenden i dit Bryst med Aandens Harm!«

Rinaldo lytted stille, Gubben kjendte,

At Ordene ham gjennem Sjælen gik;

»Sku dine Fædre!« mælte han og vendte

Mod Skjoldets Runddel hen Rinaldos Blik:

For Heltens Øjne Heltesyner brændte,

Med hvert et Billed drak han Ærens Drik:

Fra Cajus til Matilda Esters Stamme

Forbi ham skred i Staalets snævre Ramme.

De aande, leve, Smedens Snille føder

Dem anden Gang; Rinaldo blusser hed,

Mens sine Aners Skikkelser han møder;

Han væbner sig, han stander kampbered,

Af kappelysten Heltekraft han gløder,

I Drøm om Kamp han styrter Fjender ned,

Han griber Sejren forud: endt er Slaget,

Naa’t Længslens Maal, Jerusalem er taget.

Men Karl, som havde med Rinaldo talet

Om Danmark og dets kongelige Søn,

Hvis Heltedød han havde for ham malet,

Nu rækker ham hans Glavind blank og skjøn:

»Saa være dig min Herres Sværd befalet,

Hans Banemand med det giv Dødens Løn,

Sving det som han for Korsets Sag med Ære!«

Rinaldo svor: »Hans Hævner vil jeg være.«

Men Gubben sagde: »Det er Tid at drage

Til Gotfred og til Lejren: i min Karm

Kan gjennem Nattens Skygger did I age,

Tæt slørede for hver en Fjendes Harm,«

Det gik mod Øst, til Morgenstraalen varm

Dem viste Lejrens Telte, Stadens Tage,

Teltbyens Vimpler, bølgende og lette,

Og Oljebjærget og den store Slette.

Med Fingren rettet mod de hvide Telte,

»Nu,« mælte Gubben, »Vejen selv I véd,«

Og skiltes venligt fra de gode Helte,

Der frem mod Solens Morgenlue skred.

Sig rejste Gotfred, da dem Rygtet meldte;

De kom, Rinaldo bøjed dybt sig ned:

»Af Ærens Iver tog jeg Germans Blod,«

Saa talte han, »sæt, Herre, selv min Bod!«

Men Gotfred trykker Helten til sit Bryst:

»Gjør da som Bod, hvad du har altid gjort!

Din Bod er den at øve noget Stort:

Mod Skovens onde Vætter prøv en Dyst!

Det Ved, der skal os aabne Stadens Port

Som Krigens Redskab, gak mig ud og høst!

Hvor hver gik slagen hjem for Troldoms Gru,

Dèr vov og vind, den Bod dig bydes nu!«

Rinaldo loved Alt med Haand og Mund,

Men Tankred, Guelf og Hærens Store fejred

Med tusend Hilsner Mødets muntre Stund,

Og Glæden sig i Alles Hjærter lejred:

Ej hørtes Jubel før mer frisk og sund,

End da hver Krigers Fryd steg højt i Vejret

I fulde Raab, mens han, hvem Alle kjendte,

Til Smaa som Store sig med Hilsen vendte.

Han naâr sit Telt. Hvor dèr han dvæler glad

I Kredsen ved de hulde Venners Side!

Nu Svar, nu Spørgsmaal ham paa Læben sad,

Om Skovens Troldom vil han Alting vide,

Om Krigens Gang. Snelt Dagens Timer glide,

Da løser sig de muntre Fællers Rad,

Men Eremiten siger til den Bolde:

»Tak Gud, du frigjort Troens Sværd kan holde!

Dog, kommen fra Vanhelligheds Idrætter

Og netop dragen op af Kjødets Dynd,

Ej sømmer sig, du Haand til Værket sætter;

Ej Nil, ej Ganges vasker af din Synd,

Ej hele Verdenshavet ren dig tvætter,

Det gjør Guds Naade kun. Med Angers Fynd

Ydmyg dig for hans Aasyn, kast dig ned,

Bekjend din Brøde for ham, græd og bed!«

Og Ynglingen sin Hu til Sjælen vender,

Mod Dybet ned, hvor Stolthedsroden gror,

Hvor Lidenskaben og hvor Lysten bor,

Og knæler ned og højt sin Synd bekjender;

Han hører Fredens Ord og Ordet tror,

Mens Angerstaaren ham paa Kinden brænder.

Men Petrus bød igjen: »Ved Morgengry

Paa Oljebjærget du din Bøn forny!«

»Gak saa til Skoven, hvor sig Blændværk lejre!

Naar blot du sejrer mod dit eget Hjærte,

Jeg véd, du skal mod hver en Troldom sejre.«

Og Ridderen blev ene med sin Smerte,

I Bøn til Gud han monne Natten fejre,

I Tanker tabt, og end før Dagens Kjærte

Var tændt i Øst, han spændte Sværd ved Bæltet

Og vandred taus og ene bort fra Teltet.

Det var ved den Tid, Østens Roser fødes,

Før Natten helt gav Dagen Grænsen fri,

Det var, mens Stjærneskjær med Dagning mødes,

Hans Fod betraadte Oljebjærgets Sti;

Hans Bryst af Andagts Luer gjennemglødes,

Mens Himlens Dyb hans Blik sig sænker i:

Den Dag og Nat i Skjønhed sammen bar,

Hver uforkrænkelig og guddomsklar.

Da tænkte han: »Du Himlens hvalte Bue!

Hvad Skjønhed dog dit Tempel slutter inde!

Sin Sol har Dagen, gyldne Stjærners Lue

Og Maanens Sølvflor sig om Natten vinde.

Men hvo er den, som ænser sligt at skue?

Vi paa et taaget Lys os stirre blinde,

Et Glimt, som paa et jordisk Ansigt spiller,

Et Lynsmil og et Blik vort Hjærte hilder.«

Op stiger han til Bjærgets høje Tinde,

Dèr knæler han og breder Favnen ud

Mod Solens Opgang; Himles Himle svinde

Da for hans Hu, som ene søger Gud;

»Du, Herre, Fader! drag dig ej til Minde

Min Fortids Skyld, min Ungdoms vilde Skud,

Rens mig fra Synd, udøs i mig din Naade,

Forny mit Liv i dig til Sjælens Baade!«

Saa bad han, og den faure Morgenrøde

Alt, Guld i Guld, frem for hans Aasyn gaar,

Og trindt ham Bjærgets grønne Tinder gløde,

Hans Hjælm og Brynje som i Luer staar.

Svalt viftende mod Bryst og Pande, slaar

En signet Times Luftning ham imøde,

Og ryster over ham af Gryets Skjød

En Regn af Duggens Væde, klar og blød.

Og da nu Duggens Regn hans Kjortel væder,

Hvis Farve var som Sæk og Aske graa,

Den Liljens Hvidhed faar, naar frem den træder,

Som Dronning smykt, med Himlens Perler paa;

De visne Blade Rimen saadan klæder

I Stjærneskrud, hvor de i Støvet laa,

Saa skifter Slangen Hu med nyfødt Pragt

Og skinner i sin Ungdoms gyldne Dragt.

Hans Blik med Undren ned ad Dragten glider,

Da, fuld af Frejdighed han Panden hæver,

Han rejser sig, og til sin Gjerning skrider,

Og vender Foden did, hvor Rædsel svæver.

Han Skoven naâr, der staar med mørke Sider,

Og træder ind, men ej hans Hjærte bæver,

Han finder i de skrækopfyldte Sale

Kun venlig Kjølighed og Skygger svale.

Da længer ind i Skovens Dyb han træder,

En sælsomt blandet Lyd hans Øre rammer,

Som Kilden hulker, og som Bækken græder,

Som Vinden sukker mellem Skovens Stammer,

Som Svanens Røst, naar den sin Dødssang kvæder,

Som Nattergalens Graad i Længsels Jammer,

Som Harper og som Lyrer og som Stemmer,

Som Versets Klang — Alt Lyden i sig gjemmer.

Han vented Tordners Drøn og Truselsklang,

Men hører Nymfers og Sireners Stemmer,

Og Vindens Klager gjennem Løvets Hang

Med Vandets Rislen, Fuglens Sang fornemmer.

Han standser, undrer sig, han gaar sin Gang

Med sagte Skridt, og Intet Foden hemmer,

Mens uvis lyttende han fremad skrider

Og naâr en Flod, der klar som Sølvet glider.

Hvor Duft og Ynde tryller Syn og Sans,

Blandt Blomsterbredder smilende den gaar,

Saa vidt i Bugter slynger den sin Krans,

At hele Skoven i dens Favntag staar;

Den ej blot omsnor Skoven med sin Glans,

Den med en Sølvarm tværs igjennem naâr,

Den giver Vand, og Skoven giver Skygge,

I yndig Skiften saa de sammen bygge.

Han spejder for et Vadested at finde,

Da brat en Bro sig viser underfuld;

Med mægtig Glans dens faste Buer skinne,

Dens brede Vej, thi Alt er drevet Guld;

Men knap den anden Strandbreds Blomstermuld

Hans Fod har rørt, saa ser han Broen svinde:

I Flodens Dyb den, synkende, sig dølger,

Men Floden blev en Strøm med vilde Bølger.

Højt svulmer Strømmen, da han ser tilbage,

Og Vandet skinner hvidt som Sne paa Fjælde;

Det hvirvler sig i tusend Hvirvler snelle

Og i sig selv sig borer, dybt og fage.

Dog lokke ham de gamle Stammers Vælde

Og længer ind i Skovens Dyb ham drage,

Mens Undre fødes med hvert Skridt han træder

Her paa de stille, skovlig vilde Steder.

Det spirer og det sprudler i hans Spor,

Her aabnes Liljen, hist sprang Rosen ud,

Her løsner sig en Bæk fra sorten Jord,

Hist hilser Lyset Kildens Gjennembrud;

Den hele Skov, saa knudret, ældestor,

Sig klæder i sin Ungdoms blanke Skrud,

Den haarde Bark er bleven blød og glat,

I Vaarens Friskhed grønnes Løvet brat.

Med Manna regner det fra Blades Hang,

Og Honningdraaber ud fra Barken bryder,

Og atter hæver sig den sære Klang,

Hvor Sødhed sig i Klage sælsomt gyder;

Dog Røsterne, som første Stemme sang,

Mens Svaners Kor med Bølgen sammenflyder,

Og Strængelegen, som saa liflig toner —

Hvor har de skjult sig under Skovens Kroner?

Hans Tanke vægrer sig at tro hans Sanser,

Og Blikket spejdende han glide lod;

Da staar en Myrthe, hvor en Græsvej stanser,

Ad Grønningen ham bærer let hans Fod:

Rank knejser den, mens Skoven lavt den kranser,

Dybt hilsende Cypres og Palme stod,

Saa herligt hvælver den sit Løv foroven,

Som var den Kongeborgen her i Skoven.

Han standser brat, et sælsomt Syn ham slaar,

Ud af en Eg han ser en Nymfe fødes,

Med let ombæltet Kjortel, opløst Haar,

Lig dem, med hvem paa Scenen tit vi mødes —

Som de, paa Tavler malet, for os staar:

Paany hans Tanker med hans Sanser brødes,

Han ser med Undren, som ham hartad lammer,

Vel hundred Nymfer, født af hundred Stammer.

Ej bare Kogger de med Pil og Bue,

Men hver holdt Luth og Cither i sin Haand,

En Dans de traadte, underfuld at skue,

Og slynged sig omkring ham som et Baand;

Saa svang de sig om Myrthen: »Til vor Frue

Velkommen vær! Trøst hendes syge Aand!

Hvor mørk var Skoven, Opholdssted for Sorgen!

Nu blev den lys, du kom, og det blev Morgen.«

Sig aabner Myrthen, sagtelig sig hæver

En Skikkelse, et Aasyn, som han kjender,

Skjønt som en Engels, men et Skin, som blænder,

Armidas Stemme fra dens Læbe bæver;

Et Blik, hvori en Verdens Elskov brænder,

Fra Øjets taareslørte Stjærner svæver:

»Saa kom du dog, men hvi skal Hjælmen skjule

Dit Aasyn mig og dine Lokker gule?

Ej for en Fjende gylden Bro jeg bygged

Og rydded Torne ved hvert Fjed, han gik,

Og, mens min bedste Løvsal for ham skygged,

Lod mine Roser aabnes ved hans Blik:

Vel uden Hjælm er du hos mig betrygget,

Ej mod den Elskende brug fjendtlig Skik!

Kom, favn mig, Mund mod Mund og Bryst mod Bryst,

Kom, ræk mig blot din højre Haand til Trøst!«

Saa taler Synet, der med Graad og Klage

Og Suk og Hulken bliver ved sit Spil;

Den gode Ridder lod sig ej bedrage,

Sit Sværd han blotter og vil hugge til.

»Alt hvad mit Hjærte har endnu tilbage,

Er Myrthen her, og den du fælde vil,«

Hun bryder ud, til Træet fast sig klynger,

Og begge Arme tæt om Stammen slynger.

»Nej, gjennem dette Bryst dit Sværd skal gaa.«

Han løfter Sværdet — da for Elskerinden

Han ser en hundredarmet Kæmpe staa,

For Nymfers Dans, letsvævende som Vinden,

Kyklopers Vælde Kreds om Træet slaa;

Han, frejdig ved de faure Syners Svinden,

Mens Luften fylkes trindt med Mørkets Vætter,

Et skarpt og lige Hug mod Myrthen retter.

Et Nøddetræ var Myrthen, da den sank,

Og dermed alle Tryllesyner svinder;

Da han gaar hjem, er Himlen klar og blank,

Og hvid hans Ørnefjær i Solen skinner.

Hver Mand gaar nu til Skoven, fri og frank,

Og hugger Ved. Da man det samlet finder,

Ligurers Vilhelm Blikket paa det fæster;

Saa bygger Taarne han som Mestres Mester.

Han havde Bølgens Marker haft at raade,

Men trak fra Herredømmet sig tilbage

For Saraceners vældig stolte Flaade;

Til Lejren lod han Mænd med Vaaben drage

Fra sine Skibe; mest til Hærens Baade

Han selv dog kom for Bygningsværk at tage:

Hans Snille hundred andre Mestre lød,

De rørte Haanden, som hans Tanke bød.

De tapre Skarer da til Pladsen lokkes,

Hvor ej blot Vædre voxed hastig op

Med haarde Pander, hvorved Mure rokkes,

Men hvor et Taarn nu rejser højt sin Top,

Et Væv af Bjælker den uhyre Krop,

Om hvilken de med spændt Forventning flokkes:

Paa hundred Hjul let rullende det gaar,

Snart Taarne to ved Taarnets Side staar.

Ej af de Vantro gik det ubemærket,

De vældig Skovhugst saâ til Lejren drage,

De spored Travlhed, Dag for Dag forstærket,

Saâ sælsomt Krigstyr højt i Vejret rage;

Da fremme de med Iver Forsvarsværket,

Ismeno søger Raad hos Dybets Drage:

Fra Sodoms Sø, ja selv fra Helveds Flammer

Han henter Ild til Hævn for Skovens Stammer.