1.
Alt saâ man af det store Moderskjød
Den dunkle Nat med sagte Susen stige,
Og sænke Mulmets Vinge frisk og blød
Med mægtig Stilhed over Jorderige,
Og ryste Taageslørets vaade Flige,
Saa Duggens Perler over Græsset flød,
Mens lette Vinde slaa med deres Vinger,
Og Dødeliges Slummer Kjøling bringer.
2.
Glemt er hver Tanke, man om Dagen tænker,
Men evig vaager Gud ved Verdens Ror,
Han Naadens Blikke ned til Gotfred sænker.
I Østens Egn, hvor Morgenrøden bor,
Nær Stedet, hvor dens Roser staa i Flor,
Og lidt før Solens Guldport Udgang skjænker,
Gaar, vingeklædt, af en Krystalport ud
Hver salig Drøm, sendt Fredens Børn af Gud.
3.
Ad denne Gud en Drøm til Gotfred sender,
Den sine gyldne Vinger mod ham breder,
En Klarhed, en vidunderlig, ham blænder,
Et Hvidt, hvori sig gyldne Flammer spreder:
Ind i Guds Riges Dyb ham Drømmen leder,
Som i et Spejl han Himlens Undre kjender,
Mens lyttende til Harmoniers Klang,
Han maaler Stjærners højtidsfulde Gang.
4.
Han ser, tilbeder, smelter hen i Lyst;
Da træder mod ham, smykt med Straalers Krans,
En Ridder, rustet som i Himlens Glans;
Han siger til ham med saa huld en Røst,
At aldrig hørtes slig af Støvets Sans,
Men klarest Klang fra Dødeliges Bryst
Er hæs mod den: »Du hilser ej din Ven!
Tal med din Hugo, kjend mig dog igjen!«
5.
Da svarer han: »Din nye Glans mig blinder;
Ej strax ved Synet af din Straalepragt
Mit gamle Kjendskab sig til rette finder.«
Og trende Gange vil af Sjælens Magt
Han favne Vennen, trende Gange svinder
Dog hin som Drøm og Luft: »Nej! Støvets Dragt
Jeg bærer ej, en Aand du favne vil,
En Borger af den Stad heroventil.
6.
Her er Guds Hus, her har hans Stridsmænd Sæde,
Hos dem er Sted for dig, hans svorne Mand.«
»Naar?« spørger Gotfred, »Støvets Baand med Glæde
Jeg kasted for at naa til Himlens Stand.«
»Først skal med Blod og Sved du Jorden væde
En Stund endnu, først i det hellige Land
Et Rige, Kristus viet, skal du grunde,
Det, efter dig, vil Gud din Broder unde.
7.
Dog lad din Hu mod Himlen være vendt!
Se mere fast paa disse Kloders Glans,
Sku disse Lys, af evig Almagt tændt,
Af evig Orden lært den stolte Dans,
Hør Himlens Harpers Kor med opladt Sans!
Og nu dit Blik mod Jorden være sendt!
Hint Punkt, hint Fnug indslutter Verdens Riger,
Mod hvilke Dødeliges Attraa higer.
8.
Det store Verdenshav for vore Blik
Er som en liden Dam, en ringe Sø,
Der favner Jorden som en mindre Ø.«
Da Gotfred skued ned og saâ en Prik,
I Verdensrummet hentabt som et Frø,
Med Undren det ham gjennem Hjærtet gik,
Hvordan for Legemet man Skyggen tager
Og, kaldt til Himlen, efter Jorden jager.
9.
Han mæler: »Vil da Gud, at jeg skal gaa
En Stund endnu igjennem Verdens Farer,
Saa vís mig Vej, at jeg kan Himlen naa!«
»Du er paa rette Vej,« den Anden svarer,
»Bliv ved paa den! dog skal et Raad du faa,
Hvori jeg dig Guds Vilje aabenbarer:
»Kald atter Bertholds Søn! til Zions Baand
At sprænge være han din højre Haand!«
10.
Men Gotfred vaagned og sig ene fandt
Med Hjærtet bævende af hellig Glæde,
Og Dagen med sit vante Værk oprandt,
Og blandt de andre Fyrster tog han Sæde.
Sig rejste Guelf og vidned højt og sandt
I sit Navn, i Enhvers, som var tilstede,
I Hærens Navn, at den Rinaldo savned,
Og at den Boldes Fravær intet gavned.
11.
Han beder Gotfred lade Retten vige,
Og kalde Helten hjem i Lejrens Skjød,
Ved Daad og Farer under Kamp og Krige
At sone, hvad i Vreden han forbrød.
»Jeg venter, at han Kaldet ej vil svige,«
Var Gotfreds Svar: paa Stand han Guelfo bød
At vælge Sendebud, som skulde drage
Og bringe Ungersvenden med tilbage.
12.
Sig rejste Karl, den danske Kriger brat:
»Jeg her forlanger Sendebud at være;
Ad fjærn og farlig Vej ved Dag og Nat
Jeg trofast skal min Herres Glavind bære
Til ham, som eje skal den dyre Skat.«
Han var en tapper Mand af Kraft og Ære,
Og Guelfo valgte ham, men derhos vilde
Han, at Ubaldo fulgte ham, den Snilde.
13.
I Ungdoms fejre Dage rejste denne
I Verden vidt og gjæsted mange Lande
Og lærte fremmed Sæd og Skik at kjende:
Han havde prøvet Frost paa Nordens Strande;
Hvor Solen sværter Æthiopers Pande,
Han havde følt dens Flammepile brænde;
I Tungemaal han kunde for sig klare,
Nu stod han, hædret højt, i Guelfos Skare.
14.
Nu bød dem Guelf til Bohemund at drage,
Hos ham, saa mentes der, Rinaldo var;
Men Petrus mælte: »Tid og Møje spar!
I Vejen over Askalon skal tage:
Dèr, hvor en Flod sin Bølge ruller klar
I Havet ud, det Himlen vil behage
At sende Jer en Ven, hans Raad I følge!
Han meget véd, og vil Jer Intet dølge.«
15.
De drog ad Askalon, og næppe hørte
De Havets hule Brusen op mod Stranden,
Før deres Vandring til en Flod dem førte;
Fyldt af det stærke Regnfald over Randen,
Med Pilens Hastighed dens Løb sig rørte.
Som de stod uvis, saâ, med Krans om Panden,
I linned Kjortel og med Stav i Haand,
En Olding de, med Præg af ædel Aand.
16.
Han svinger Staven og paa Bølgen træder
Med tørre Fødder og mod Strømmen gaar,
Ret som naar Nordens Vinter Floden klæder
Med frossen Skorpe, blinkende og haard,
Naar Bondekarlen sig paa Rhinen glæder
Og store Kredse over Isen slaar:
Saa paa det ikke frosne Vand han gik,
Og hos dem stod med fast, opmærksomt Blik.
17.
Han talte: »Vistnok kan I Raad behøve,
Han holdes fast i fjærnt og fremmed Land,
Og mange Favne Saltvand maa I kløve,
Ja styre til en anden Verdens Strand:
Kom hid en Stund min Hules Læ at prøve
Og høre Ting, som sætte jer i Stand
At fremme Værket.« Brat til begge Sider
Paa Gubbens Vink tilbage Voven glider.
18.
Sig taarned Vandet, ludende foroven,
Saa Vejen gik som under Klippers Bue;
Ved Haanden førte han dem under Voven
I Jordens indre Dybder dybt at skue:
En uvis Lysning faldt som gjennem Skoven,
Naar svagt kun brænder Aftenstjærnens Lue,
Da saâ de, at hvor Vejen dybt sig slynged,
Uhyre Huler hvilte, vandbetynget.
19.
Fra disse stiger hver en Aare klar,
Som Kilden straaler ud i Bølger milde,
Som, glat og spejlblank, Breddens Billed bar,
Som i en dejlig Flod sig kruser stille:
De se, hvor Phrat og Ganges Udspring har,
Selv Nilen røber dem sin skjulte Kilde,
Hydaspes, Ister, Tanais og Po,
De se dem fødes dèr i Jordens Ro.
20.
Som de gaa længer ned, en Flod de finder,
Der smelter Ærts og Sølvets ædle Pragt;
Naar Slakkerne for Solen siden svinder
Og Malmen lutres ved dens Straalers Magt,
I hvide Masser lejret, Sølvet skinner,
Det røde Guld, i store Klumper lagt:
Paa Flodens Bredder Ædelstenes Lue
Med Lys som tændte Faklers var at skue.
21.
Med Himlens Blink Safirer blaane her,
Smaragders Glimt som Eng i Vaaren smile,
Topasen skinner Ametysten nær,
Indslyngt i Jaspis Hyacinter hvile,
Karfunkler flamme rødt med Ildens Skjær,
Fra Diamanter flyve Lysets Pile:
Karl og Ubaldo, taust, i Undres Hjem,
Fast som fra Sans og Samling, skride frem.
22.
Ubaldo da til Spørgsmaal Tungen rører:
»Hvor er vi, hvorhen gaa vi, hvo er du?
Tal Fader! Undren al vor Tanke slører —
Er hvad vi se kun Drømmen af vor Hu?«
— »Af Jordens Moderskjød I favnes nu,
Som fostrer Alt; jeg til mit Slot Jer fører;
Knap uden mig I kom her; Hedning før,
I Daaben Gud mig aabned Naadens Dør.
23.
Ej lærte jeg den Magt, jeg fik at øve,
Af Mørkets Engle, Røg lod ej jeg stige,
Ej mumled Vers, at styrke Satans Rige
Og Himlen og dens Hellige bedrøve:
Kun forskende jeg løfted Slørets Flige,
Lod Blikket dybt Naturens Kræfter prøve,
Hver Urts, hver Kildes skjulte Magt at skatte
Og høje Stjærners Vej og Virkning fatte.
24.
Mit Hjem ej blot jeg fjærnt fra Himlen har,
I Jordens mørke Dybder sluttet inde,
Jeg højt paa Libanons og Karmels Tinde
Har rejst mig Bolig, luftig, lys og klar;
Der ser jeg alle Himlens Kloder skinne,
Der give Stjærner paa mit Spørgsmaal Svar,
Jeg følger Mars og Venus og de Andre,
Mens uden Slør de for mit Øje vandre.
25.
Jeg under Fødderne ser Skyer bølge,
Snart svøbt i Mulm og snart i Regnbu’pragt,
Snart enkeltvis og snart i mægtigt Følge;
Hvor Vinden daler skraa jeg giver Agt,
Ej Regn og Dug mig deres Fødsel dølge,
Jeg ser, hvor Lynet faar sin Flammes Magt
Og ned sig snor, Kometer hos mig gik,
Til store Tanker om mig selv jeg fik.
26.
Jeg lod mig ganske med mig selv fornøje,
Min Viden jeg for Maalestokken agted,
Der sikkert viste, hvad den Evighøje,
Min og Naturens store Skaber magted;
Da med sin Finger rørte Gud mit Øje,
Og efter Renheds Bad mit Hjærte tragted;
Oplyst af Petrus og med Daabens Vande
Bestænket, maatte jeg min Ringhed sande.
27.
Det Lys, vi have selv, saa lidet taaler
At se i Skaberlysets Dybder ind,
Som natlig Fugl tør se mod Solens Straaler;
Men jeg, som paa mig selv mig stirred blind,
Nu ler derad — med andet Maal jeg maaler
Og giver Gud min Viden og mit Sind,
Jeg lyder Petri Raad, min Sjæl til Fromme,
Længst har af ham jeg vidst om Eders Komme.«
28.
De naa hans Bolig under saadan Tale,
I sælsom Lysning underfuld den gløder,
En Hules Hvælv, med Kamre fyldt og Sale:
Hvad i de rige Aarer Jorden føder,
Hvad Hu og Tanke kosteligst kan male
I sindrig Skjønheds Orden Øjet møder,
Men ingen Pryd, som smykker Gubbens Hjem,
Er gjort med Hænder, Alt er voxet frem.
29.
Ej fattes Skarer, der staa flink tilrede
At møde Gjæsterne med tjenstlig Vagt,
Ej festligt Bord, hvor Guldkar Funker sprede,
Og Sølvet glimter blandt Krystallers Pragt;
Men da nu Maaltid er til Ende bragt,
Da Hungren stillet er og Tørstens Hede,
Den Gamle mæler: »Det er nu paa Tide,
I høre, hvad I længes mest at vide.
30.
Armidas Rænker kun for godt I kjende,
Og om Rinaldos Heltedaad I véd;
Armida, da hun Kundskab fik om denne,
I Hænderne af Raseri sig bed.
Højt svor hun: »Paa min Hævn han skal sig brænde,
I samme Trældom styrter ham jeg ned,
Hvorfra han fried dem, jeg havde bundet,«
Og drog til Stedet, hvor hans Sejr var vundet.
31.
Dèr havde han sin Rustning ladt tilbage,
Han under andet Mærke, mindre kjendt,
Maaske sin Vej har villet fremad drage;
Armida, af sin Ondskabs Attraa tændt,
En af de Faldnes Legem da lod tage
At blive klædt deri. Hvad mer er hændt,
I vide alt; men for Armidas Tanker,
Det forud stod, her vilde komme Franker.
32.
En Svend hun ejed baade snild og snu,
I Bondeklæder satte hun ham dèr
At lede Franker vild med snedig Hu
Og udsaa Mistro i den kristne Hær.
Armida lægger sig i Baghold nu,
Da Helten kommer, Overgangen nær,
Hvor med Orontes sig en Flod forbinder,
Og i dens Favn en liden Ø man finder.
33.
En Støtte rank han ser af Marmor staa,
Fra den med gylden Skrift imod ham luer:
»Du, hvo du er, som vil i Baaden gaa!
Du Verdensundret hist paa Øen skuer.«
Han ser en liden Baad, ved Bredden laa,
Ej til at rumme mer end En den duer.
Han derfor Væbnerne tilbage lod,
Og ror, og sætter snart paa Øen Fod.
34.
Han sender spørgende omkring sit Blik,
Men Grotter, Høje, Blomster, Træ’r og Vande
Var Alt, hvad han af Undre skue fik.
At Stedet dog var skjønt han maatte sande,
Dets Yndighed ham gjennem Sjælen gik,
Han løfted Hjælmen af sin hede Pande,
Tog Sæde og drak Luftens Friskhed ind,
Mens Flodens Rislen fængsled sært hans Sind.
35.
En Lyd, en sælsom, aldrig kjendt, han hører;
Han Blikket mod de nære Bølger sender.
En Bølge midtstrøms hvirvlende sig rører
Og altid i sig selv tilbagevender,
Et Haar, et Hoved ser han — Bølgen slører
Ej længer Hals og Bryst, en Mø han kjender,
En Nymfe lig, naar Aftenscenens Glans
En Trylleverden aabner for vor Sans.
36.
Ej var det virkelig en Bølgens Frue,
Men kun et Gjøglesyn, et Trylleskin,
Som ligned dem, man fik tilforn at skue,
Hvor den tyrrhenske Bølge skyller ind,
Der tændte sødt en sælsom Mildheds Lue,
Saa lidet dog at tro som Vand og Vind —
Saa skjøn hun var og hendes Røst saa sød;
Hun sang, og Luften hen i Vellyst flød.
37.
»Ak Ynglinger! mens Løv og Blomsterkjæder
April og Maj om Eders Pande snor,
Gid aldrig dog den falske Drøm om Hæder
Maa lokke Jer og Dydens Smigerord!
Vís er kun den, der plukker Livets Glæder
Og nyder Frugten ved Naturens Bord,
Som selv hun byder, hvad I ej bør glemme,
Forhærdet mod den store Moders Stemme.
38.
Vil I da kaste bort den skjønne Gave
Af Eders faure, dog saa korte Vaar?
Du dyrker tomme Guder, Ærens Slave!
Et Navn, en Drøm, en Gjenlyd, som forgaar:
Lad Sjæl og Legem lige Tryghed have
I søde Tanker og i blide Kaar!
Hvad Himmel, Fremtid? Sligt er Skin og Skygge,
I Nuet er din Visdom og din Lykke.«
39.
Saa sang den Falske, men i hendes Toner
Der var en Magt, som slog et Troldomsnet
Om Ynglingen og drog ham fast og tæt
I Søvnens Skjød — saa fanges Fugl i Doner —
I Floden risled Bølgen, kruset let,
I Luften vugged Træ’r de blide Kroner,
Dog selv ej Torden havde vakt ham nu;
Da tren Armida frem med Hævn i Hu.
40.
Men da sit Blik hun til hans Aasyn vender
Og ser saa mildt ham Aandedrættet drage,
Mens i de lukte Blik et Smil hun kjender,
Hun standser uvis, holder sig tilbage —
Hun knæler ned, sit Slør hun monne tage,
Hans Sved hun tørrer let, de hvide Hænder
Tilvifte Kjøling ham i Somrens Hede:
Til Elskov er forvandlet hendes Vrede.
41.
Hun plukked Blomster paa den faure Bred,
Hvor smukt de stod og spejled sig i Vandet;
Til Baand, som bæres blødt men vare ved,
Hun Roser, Liljer og Ligustrer blanded:
Med Kunst, tilforn ej kjendt, hun Lænken danned,
Om Halsen samt om Haandens, Fodens Led
Hun vandt ham den og i sin Karm ham tog,
Og lynsnart gjennem Luftens Riger drog.
42.
Ej til Damask hun tog den Dyrebare,
Til Slottet ej, hvor Bølgen aander Død;
Med skinsyg Ømhed for sin Skat at vare,
Og skamfuld ved, at Elskovs Røst hun lød,
I Verdenshavets grænseløse Skjød,
Hvor Skib fra vore Kyster knap ses fare,
Hun skjuler sig og, fjærnt fra disse Strande,
En Ø sig vælger i de store Vande —
43.
En liden Ø, som bærer Lykkens Navn
Med dem, som er omkring den: dèr hun tog
Et ensomt, øde Bjærg til Hvilestavn,
Der Taagesløret tæt omkring sig drog;
Ved Troldom hun et Skrud af Sne det slog
Om Ryg og Sider; højt i Sneens Favn
Hun holdt sig Toppen aaben, faur og grøn,
Dèr bygged hun sin Elskovs Hus i Løn.
44.
Paladset knejser ved en spejlklar Sø,
Dèr bor Rinaldo hos sin Elskerinde:
Did over Havet til Armidas Ø
I drage skal for Ynglingen at finde,
Didop I stige skal til Bjærgets Tinde
Trods Vagterne, den troldomsfulde Mø
Har skinsyg stillet — Hjælpen dog er rede
Og den, som skal til Maalet Eder lede.
45.
Naar atter ud af Flodens Skjød I gaar,
I træffe skal en højt bedaget Kvinde,
Dog ung af Aasyn og med fagert Haar,
De lange Lokker sig om Panden vinde.
I hendes Klædning mange Farver skinne:
Saa snelt som Ørnen flyver, Lynet slaar,
Hun over Havets Dyb skal med Jer drage
Og, lige tro, hun fører Jer tilbage.
46.
Ved Bjærgets Fod, hvor Tryllerinden bor,
Forfærdelige Drager skal I møde,
Der frem i Sandet sig med Hvæsen snor,
Med aabne Svælg, med Blik, som rædsomt gløde;
Dèr Bjørn og Løve brøle højt i Kor,
Mens Vildsvin rejse Børster vredt og høde:
Sving trøstig denne Stav, og de skal tæmmes!
Paa Bjærgets Top dog større Farer gjemmes.
47.
Dèr sprudler frem et Væld med klare Bølger,
Det vækker Tørst, det lokker og det byder,
Men sælsom Gift i hver en Draabe dølger.
Hvis blot den mindste Drik deraf man nyder,
Beruses Sjælen, og en Latter følger;
Først mild og glad, den voxer, Skranker bryder
Og knuger Livet ud i Toner vilde:
Vend Blik og Læber fra den fagre Kilde!
48.
Et pragtfuld Maaltid vil tilrede staa
Paa grønne Bred, kom det dog ikke nær!
Og fagre, falske Møer vil mod Jer gaa,
Agt ej paa dem, skjøt Eders egen Færd!
Naar ad de høje Porte ind I naa,
Blandt sælsomt sno’de Mure staa I dèr:
Ved dette Rids I Jer til rette finder
I hver en Slyngning, Labyrinthen vinder.
49.
En Have favner Vaarens Luftning blød
Bag Labyrinthens Bælte: dèr han hviler,
I Elskov tabt, mens Elskov aander sød
Fra hvert et Blad, fra hvert et Blomster smiler;
Armida rejser sig fra Græssets Skjød,
Sin Troldomsdont at skjøtte, bort hun iler,
Men Øjeblikket griber I behænde
Og giver Jer for Ynglingen tilkjende.
50.
I holde dette Skjold af Diamant
Hen for hans Øje! i dets Flade blank
Han ser sig selv og ser, hvor dybt han sank:
For Skam da synker Lænken, som ham bandt.
Ej Troldom skader Jer fra nogen Kant,
Armida Intet véd, men fri og frank
I vandre fort. Saa haver nu Godnat!
Imorgen tidlig tages Rejsen fat.