1.
Endnu mens Ordet fra hans Læbe lyder,
En Ganger vender mod ham sine Skridt,
Vildt strejfende, for Vinden Tøjlen flyder;
Den greb han, svang sig op til Flugtens Ridt:
Af tusend Flænger er hans Kjortel slidt,
Ej Dragens Rædselspragt fra Hjælmen byder,
Den luder lavt, mens, Kongeglansen røvet,
Han staar som Eg i Høst, naar spredt er Løvet.
2.
Han haster ukjendt gjennem Spyd og Sværd
Og Pile, til en ukjendt Vej han følger,
Han dukker sig i Tankehavet dèr
Og stirrer ud mod Fremtids mørke Bølger;
Han mod Ægypten styre vil sin Færd
Og drager hvileløs, til Mulm ham dølger,
Trods Træthed, Tørst og Saarets Brand afsted
Mod Gazas gamle Stad paa sandet Bred.
3.
Ej Saarene for Brynjens Vægt han letter,
Før hver en Farve dør i Nattens Skjød,
Da i en Kildes Bølger han dem tvætter,
Den høje Palme gav ham Nadverbrød,
Han ryster den og med dens Frugt sig mætter,
Den nøgne Jordbund er ham Sengen blød,
Sit Hoved hviler han mod haarden Skjold,
Da søgte Søvnens Trøst den Herre bold.
4.
Men Natten skred, og Vunderne ham smerte
Des hedere for hver en Stund, der gaar,
To Gribbe, Sorg og Vrede, ved hans Hjærte
Har sat sig fast og hakke i dets Saar;
Tilsidst hen over Øjets matte Kjærte
De trætte Laag sig fast i Slummer slaar,
En Drik han smage faar af Letes Vove;
Da vækker ham en Røst: »Hvor kan du sove?«
5.
Gjem Hvilen, Soliman! til bedre Stunder:
Skal Fjenden raade, hvad dig Himlen gav?
Paa denne Jordbund, hvor du rolig blunder,
Er dines Ben henkastet uden Grav.
Op, hævn din Haan og Fædrelandets Vunder!«
Han aabner Øjet: støttet til en Stav,
Han ser en Olding, »hvo er du,« han spørger,
»Som for min Haan og Hævn bekymret sørger?
6.
Er som et Spøgelse du sat at plage
Vejfareren og ved hans Søvn ham skille,
Naar han dens korte Kvægelse kan smage?«
Den Gamle sagde til ham: »Søn, vær stille!
Du agter til Ægyptens Drot at drage
Men vil til Ugavn dig i Farer hilde:
Han samler uden dig til rette Tid
Sin Hær til Zions Hjælp og stævner did.
7.
Ved hine Mure, klemt bag Frankers Hær,
Er Stedet, hvor din Tapperhed skal skinne,
Og tror du dig til mig i denne Færd,
Som Frelsens Haab du hilses snart derinde:
Ved højlys Dag, urørt af Pil og Sværd,
Din Kind omsuset kun af Himlens Vinde,
Jeg fører dig, den ædle Stad at holde,
Til snart Ægyptens Hær staar for dens Volde!«
8.
Men Tyrken i den Gamles Aasyn skuer
Og lægger ned sin Stolthed og sin Vrede:
»Ej for at tro dig,« svarte han, »jeg gruer,
Drag mig, hvorhen du vil! min Sjæl er rede,
Min Plads og Lyst er dèr, hvor Døden truer.«
»Saa lad mig stille dine Vunders Hede,»
Den Gamle sagde, mens han gjød en Saft
I hvert hans Saar med Lægedommens Kraft.
9.
»Til Værket vinker Dagen, Guld den gyder,
Hvor Morgenrødens Roser staar i Brand.«
Til Sæde i sin Karm han Helten byder,
Den vented nærved; stolt sit ædle Spand
Han styrer, Tøjlens Vink med Lyst det lyder,
Ej spores Hjul, ej Hov i hviden Sand,
Højt prustende de Gang’re dampe begge
Og Bidslerne med Skummets Perler dække.
10.
Vidunderligt! sig tætne Luftens Bølger,
Mens til en mægtig Sky de sammen glide,
Og favne Karmen fast og helt den dølger;
Ej Sten, som slynges ud med Magt af Blide,
At knuse Mur, hvor Sten paa Stenen følger,
Skal gjennemtrænge Skyens faste Side;
De To, som sad i Karmen, frejdig saâ
Fra Skyen ud og op mod Himlens Blaa.
11.
Nicæneren højt løfter sine Bryn,
Med rynket Pande, stive Træk han stirrer,
Mens Karmen farer fremad som et Lyn;
Af sælsom Undren hver hans Nerve dirrer,
Hver Tankens Traad i Hjærnen sig forvirrer,
Mens al sin Kraft han lægger i sit Syn:
Ved Lyden af sit Navn han sammen farer,
Nævnt af den Gamle: saadan Helten svarer:
12.
»Du, hvo du er, som kan Naturen bøje
Til underfulde, sælsom store Værker,
Som spejder dybt med skjærpet Visdoms Øje
Og Sjælens hemmeligste Vilje mærker!
Hvis denne Visdom, skjænket af det Høje,
Naâr Fremtids Nat, hvis sig dit Lys forstærker,
Hvor Alt er Mulm — o, at du sige kunde,
Hvad Skjæbne Himlen Asialand vil unde!
13.
Men nævn mig først dit Navn og af hvad Magt
Du evner sligt, thi før min Undren viger,
Jeg fatter ej et Ord af, hvad du siger.«
Den Gamle smilte: »Det er hurtig sagt,
Ismeno er mit Navn, Naturens Riger
Sig aabne for min Aand; min Hu og Agt
Fra Ungdom af til lønlig Kunst mig drager,
Og Syrerne mig kaldte da den Mager.
14.
Men tror du, jeg kan løse Fremtids Gaade
Og aabne Skjæbnens evig lukte Bøger,
For meget hos et Menneske du søger,
Thi sligt fik ingen Dødelig at raade;
Med Kløgt og Mod en Mand sig Lykken øger
Og skrider frem til bedre Stand fra Vaade,
Sin egen Lykkes Smed Enhver kan blive,
Det er den Fremtidskundskab, jeg kan give.
15.
End for din Arm er Muligheden lagt
At holde Staden, rokke Frankers Magt,
Mod Ild og Staal kun fremad uforsagt!
Men Asiens Skjæbne Fremtidssløret dølger,
Jeg stirrer ud i Taagehavets Bølger,
Et enkelt Lys jeg ser, min Aand det følger,
Et Billede jeg gjennem Natten skimter,
Glad viser jeg din Sjæl, hvad for mig glimter.
16.
Ej mange Lustrers Sol sit Guld skal gyde
I Tidens Hav, før frem en Mand skal stige,
Som Asialand skal med Bedrifter pryde;
Hans Scepter styrer Nilens gamle Rige,
For Fredens Dyder skal ham Lovsang lyde,
Og Kunsten skjærmes af hans Purpurs Flige —
Dog nok for dig, han giver Asien Bod,
Og rykker Fremmedvælden op med Rod,
17.
En liden Plet, som Havet kun befæster,
En Levning, fastholdt i dens Dødskamps Farer,
Er Sædet for dens kummerlige Rester —
Han er af dit Blod.« Med et Suk han svarer:
»Lyksalig han! Mig ske, hvad Skjæbnens Mester
Beskikket har! Saa lidt som Himlens Skarer
Fra Banen gaa, jeg vende skal min Fod
Fra Retfærds Vej,« Her funkled han af Mod.
18.
Saa talte de, mens Farten fremad gik,
Til hvor sig Teltene for Staden hæved —
O Jammers Syn, som mødte deres Blik!
Grum Dødens Engel var, som dèr den svæved;
For Soliman det var et Daggertstik,
Vaadt blev hans Blik, hvert Træk af Smerte bæved,
Da sine stolte Bannere han saâ:
Tilforn saa frygted’, nu saa lavt de laa.
19.
Og Frankerne han ser i Sejrens Glæde
Sig skynde hid og did; som Kampens Høst
De sanke Vaabnene, mens tit de træde
Hans Venner nu i Ansigt, nu paa Bryst,
For Dragtens usle Rester af dem klæde,
Mens Mange samle sig og hædre tyst
De Faldnes Ben, og Andre tænde Flammen,
Der favner Tyrker og Araber sammen.
20.
Han sukked dybt fra Hjærtet, drog sit Sværd
Og svang sig ned fra Karmen. »Far med Lempe!«
Ismeno raabte, drog ham til sig nær,
Bad ham sin Harm til bedre Tid at dæmpe,
Og holdt i Sædet fast den stærke Kæmpe.
Saa tog han atter fat sin raske Færd,
Lod bag sig tapre Frankers Herberghjem
Og styred ret mod Zionsbjærget frem.
21.
Af Karmen steg de ned, og brat den svandt;
Tilfods ned i en Dal en Vej de følger,
Til Bjærget, vendt mod Aftenrødens Kant,
Sig løfter højt (dem Skyen stadig dølger).
Ismeno traadte nær, saâ til og fandt,
Hvor Tjørn og Græs om Bjærgets Revner bølger,
En Grottes Hvælv, forlængst i Stenen hugget,
Men, ubrugt nu, har Buskværk for den lukket.
22.
Rask rydder han, hvad Hulens Indgang dækker,
Og, krum og bøjet, med den ene Haand
Han føler for sig, og den anden strækker
Mod Helten Soliman som Ledebaand;
»Lav er den Vej, som her du for mig lægger,«
Uvillig mæler han. »Ej, stolte Aand!
Du skamme dig ved her at sætte Fod:
Her tren Herodes før, den Høvding god.
23.
Det var til Undersaatters Tugt og Ave,
Han fra Antoniataarnet ofte gik
Ad Grottens Gang, den han i Løn lod grave
For, uset helt af Dødeliges Blik,
En Sti til selve Templets Borg at have;
Han Krigsfolk ind og ud af Staden fik
Ad denne Vej, nu ligger den i Glemsel,
Af mig kun kjendt, i mørkt og enligt Gjemsel.
24.
Nu følg mig! ind i Raadet jeg dig fører,
Hvor Kongen sidder, og i Vaande stor,
Omspændt af Angst, paa Skjæbnens Trusler hører,
Der vent og lyt! tal saa din Kjækheds Ord!«
Sig bøjer Ridderen til sorten Jord,
En Nat, som dages ej, hans Øje slører,
Et mægtigt Mulm sig om hans Hoved hyller,
Hans Kæmpelegem Hulens Aabning fylder.
25.
Først skred de bøjet frem, men Grottens Vægge
Sig vide mer, jo mer de fremad naa,
Og mer sig løfter Rummets Klippedække,
Til frit i Hulens Midterhvælv de staa;
Der kom en Dør, saa mange Trin i Række,
En Lysning, som et Glughul lod dem faa,
Til fra en Kjælderhvælving op de gik,
Og klar en Kongshal mødte deres Blik.
26.
Med Diadem og Scepter sidder dèr
Nedbøjet Drot blandt sorgopfyldte Mænd;
Han taler til dem: »Nattens ledne Færd
Var Kummers Færd, thi har jeg kaldt Jer hen
At finde Raad; kun i Ægyptens Sværd
Er Hjælp endnu at se, men fjærn er den
Og Faren nær — nu raader, som I kan!«
Imens, af Skyen dækt, staar Soliman.
27.
Frem tren Argant: »O Konge, frist os ej!
Der er kun ét Raad, som kan følges her,
Midt for den lige Vej, spørg ej om Vej!
Vel er min Herres Løfter Tillid værd,
Har han sagt ja, hans Haand ej siger nej,
Og Hjælp jeg venter af Ægyptens Sværd —
Dog ligemeget — os er ét Valg givet:
At staa som Mænd og tænke lidt paa Livet.«
28.
Han tav: Orcano frem for Tronen træder,
En Mand ej ukjendt før i Kampens Leg;
Men nu han ved en yndig Viv sig glæder,
Ved søde Børn, det gjør ham blød og veg —
En Mand af Rang og Byrd og Slægtens Hæder.
Argantes Ord gjør ham om Kinden bleg,
»Argant tør tale højt om Strid og Farer,«
Han mælte da, »hans Arm til Ordet svarer.
29.
Du, Herre! læste dog Erfarings Bog,
Dèr staar med Guldskrift skrevet: far med Lempe!
Du sætter Visdoms Røst mod Kjækheds Sprog,
Du véd, mod hvad og hvem, vi har at kæmpe;
Stærk løfter Staden sig — dog ser du, klog,
At Fjendens Krigsstyr tør os Modet dæmpe;
Med Haab og Frygt jeg ser mod Krigens Domme,
Med Frygt mod Hungersnøden, som kan komme.
30.
Araber bragte Korn og Kvæg inat,
Mens Frankerhæren farved Glavind røde —
Hver Dag gjør Svinding i den dyre Skat,
Thi stor er Staden, som skal have Føde.
Du til Ægyptens Hjælp dit Haab har sat —
Sæt den var her! hvem er det vi skal møde?
Den Gotfred, hine Fyrster sejersklare,
Som slog Arabers, Tyrkers, Persers Skare.
31.
Hvordan man staar mod dem, det véd du, Herre!
Og saâ det mangen Gang med Kummer stor,
Du mærked det, Argant! og véd desværre,
At Frelse tit i Fodens Raphed bor;
Du, ædle Skjoldmø! lader ej dig spærre
Fra samme Selskab, efter hvad jeg tror,
Saa lidt som jeg og nogen i vor Kjæde,
Vi Alle Flugtens Vej har maattet træde.
32.
Mig tvinger Sorg for dig, for Fædrelandet —
Skjønt dèr han staar med Blik som skele Død,
Maa Sandhed frem, jeg kan ej sige Andet,
End hvad mig Kjærlighed til Alle bød,
Vist Hensyn, ej med Æresyge blandet —
At længst en Stemme i mit Indre lød:
Ej Mur, ej Mænd saa meget vil formaa,
At Hine jo vil Herredømmet naa.
33.
Jeg priser Herskeren af Tripolis,
Thi Freden holdt han og beholdt sit Land;
Nicæas Sultan skulde gjort som han,
Haardnakket Stolthed blev hans Lands Forlis:
Mon nu han skjuler sig paa Flygtnings Vis,
Mon Fængsel skjuler ham? mon Soliman
Er Ravnes Rov? — For Skjænk, for Skat at yde,
Han havde end havt Land med Fred at nyde.«
34.
Sin Tale han i denne Bugtning lægger,
Om Fred at bede, til Vasal sig gjøre
Er ej et Raad, hans Tunge frit tør føre;
Imens staar Soliman, hvem Skyen dækker
Og føler Harm for Aandedrættet snøre,
Ismeno ham med saadant Spørgsmaal ægger:
»Du taaler denne Haan?« Den Anden mæler:
»Til visse mod min Vilje jeg mig fjæler.
35.
Hvi holder du mig fast i Skjulets Skjød?«
Knap har han talt før Skyens Dække svinder
Som Damp i Luften; høj, i Helteglød,
I Dagens Lys han midt i Kredsen skinner.
Hans Øje lynte, stolt hans Stemme lød:
»Den, hvem I taler om, sig blandt Jer finder,
Her staar den Soliman, han tror saa bange,
Den rædde Flygtning eller usle Fange.
36.
Fejg er han, og han lyver; jeg skal ramme
Ham med min Arm: jeg vælge Flugtens Vej!
Lig dyngende paa Lig, stod ene jeg,
Omsluttet af en Mur af Fjender gramme.
Min Konge! lad mig dræbe med det Samme
Enhver, som til hans Raad ej siger nej:
Med Slangen Duen, Lam hos Ulv skal bygge,
Før vi med Franker bo i Fredens Skygge.«
37.
Med Truselsblik han løfter højt sit Sværd
I højre Haand, da ræddes hver i Salen;
Men blidere han træder Kongen nær,
Og ridderlig han vender til ham Talen:
»Fat Haab, min Konge! Soliman er her!«
»Om mine faldne Mænd stod op fra Valen,«
Aladdin mælte, »det mig mindre gavned,
O Ven! end dit Nærvær,« og fro ham favned.
38.
Sin egen Trone bød han ham med Glæde
Og satte selv sig ved hans venstre Side,
Ismeno bragte han hos sig til Sæde
Og fik om deres Komme alt at vide,
Klorinda gik for Soliman at træde
Med ædel Holdning og med Miner blide:
Hun hædred Helten og sin Fryd ej dulgte,
Hun var den første, brat de Andre fulgte.
39.
Hin Ormus fattes ej i Kredsens Ring,
Med hvem han Staden Hjælp i Natten sendte,
Som snild og modig lagde Vejens Sving,
Og medens Slaget raste, Hvervet endte.
Argant ej flytted Fod men Blikket vendte
Med Vrede, som naar Løven staar paa Spring;
At se paa Soliman Orcan ej voved,
Mod Jord han sænked tankefuld sit Hoved.
40.
Men Gotfred, som har efter Kampens Møde
Forfulgt sin Sejr, saa Marken ligger fri,
Hver Vej er aaben, sikker hver en Sti,
Med hellig Ligfærd hædrer sine Døde,
Og byder dem, som end skal staa ham bi,
At stande stormberedt ved Morgenrøde:
Nu samles i hans Telt en kaaren Kreds
Med Petrus Eremit og de halvtreds.
41.
Thi Frankers Høvding i den tapre Skare,
Som hjalp ham mod de Vantro, Hine kjendte,
Stalbrødrene, som var ham dyrebare,
Men hvem Armidas Rænker fra ham vendte;
Den ædle Tankred og, hvem Skjæbnen sendte
Til hendes Borg, hvor Dagens Lys det klare
Han bytted om med Mulm og Fængselsvraa,
I Kredsen høj han hos de Andre saâ.
42.
Til disse taler Gotfred: »Sig mig, Kjære!
Hvad Skjæbne har paa farlig Vej I fristet,
Hvorpaa Jer kort Vildfarelse fik listet?
Hvor kunde her i slig en Stund I være,
At ret I kom og Sejren til os vristed?«
Ej Blusel var de Bolde let at bære,
Hver sænker Panden dybt og Blikket fjæler,
Omsider Kongens Søn af England mæler:
43.
»Vi kom, hvor Gud lod regne Svovl og Lue
Fra Himlen ned, hvor Syndens Huler stod,
Hvor Landet som en Have var at skue,
Men overskyllet nu af Dødens Flod,
Hvor onde Dunster Aandedrættet kue,
Hvor ingen Blomst ved Søens Bred slaar Rod,
Hvor Vandets Tyngde Tyngdens Love bryder,
Og Staal og Sten som Træ paa Vandet flyder. —
44.
Dèr staar Armidas Borg, en snæver Bro
Til Slottet gav os Adgang, men derinde
Al Jordens Yndighed har fæstet Bo:
Der blæse svale, duftopfyldte Vinde,
Sig Bække gjennem Myrtelunde sno,
Og klare Vandspring højt i Luften skinne;
Mens Løvet hvisker, over Græsset daler
Saa søde Drømme, at de Himlen maler.
45.
Sangfugleskaren mellem Løvet bygger,
Og Marmorsøjler op fra Grunden gror,
Og Vaarens Blomsterfylde Jorden smykker.
Armida dække lod et festligt Bord
I Lundens Dyb, hvor Løvet lifligst skygger,
Hvad yppigt nævnes kan fra Hav og Jord,
Det bar og bugned, hundred Terner snilde
Opvartning gjorde ved det stolte Gilde.
46.
Men farlig Spise nød vi: Taage svæver
Om Tryllesøvnen, den som Drøm jeg mindes;
Koldt gjennem Aarerne mig Blodet bæver,
Jeg føler mine Lemmer sælsomt bindes,
Jeg ser, hvordan hun Tryllestaven hæver,
Til, sprællende, i Lundens Dam vi findes
Med blanke Skjæl; hun efter Tykke handled
Og os igjen til Mennesker forvandled.
47.
Da byder hun os Kristus at forbande,
Men kun Rambaldo svigte vil sin Gud
Og sætte Skjændselsmærket paa sin Pande;
Nu holdt vi Fangenskabets Kvaler ud,
Dog kort kun: Drotten i Damaskus’ Lande
Ved hundred Svende skikked om os Bud,
Og til Foræring fik han os som Slaver,
Bestemt Ægyptens Drot med andre Gaver.
48.
I Lænker førtes vi; med vore Klæder
Og vore Vaaben smykket var vor Vagt —
Gud have Lov, Rinaldo Tak og Hæder!
Ved ham os Frelse blev fra Himlen bragt.
Vi mødte ham: den Helt, hvem Stordaad glæder,
Strax fælded Vogterskaren uforsagt,
Hver af os snart sin kjendte Glavind favned,
Tog paa sin Dragt — kun kort den hine gavned.
49.
Rinaldo lever, vi har trykt hans Haand,
Som sig til Værn for os saa vældig rørte,
Vi skued i hans Blik hans Helteaand,
Vi Lyden af hans varme Stemme hørte;
I Forgaars skiltes vi, da vore Baand
Han havde løst: En Pilegrim ham førte,
Mens han paa Vej til Antiochia drog;
De brudte Vaaben ej han med sig tog.
50.
De med en Drøm om Sorg har Hæren daaret.«
Men Petrus mælte: »Han med Glans skal træde
Sin Levnedsgang, til større Gjerning kaaret,
Italien er hans Storheds rette Sæde,
Højt har ham Vingen alt mod Solen baaret,
Men højere han stige skal med Glæde,
Naar han til Kirkens Held hjembærer Sejren.«
Men for Rinaldo var der Fryd i Lejren.