1.
Men Vejret raser end bag Lejrens Skanser,
De tændte Fakler slukkes voldsomt ud,
Med vildt oprevne Telte Stormen danser,
Vredt strømmer Vandet gjennem Skyens Brud,
For Hyl og Skrig og Regn man Intet sanser,
Hvert Vejrets Sus er som et Rædselsbud!
For Gotfred, da det stille blev mod Morgen,
En ukjendt Ridder tren, som bar paa Sorgen.
2.
»Tung Tidende jeg nødes dig at bringe:
Svend, Danmarks Prins og alle Danskes Lyst,
Saa højt har Luften af dit Ry hørt klinge,
At heftig Længsel vaagned i hans Bryst
Til Sværd med dig for Kristi Sag at svinge
Og staa blandt dem, som bringe Zion Trøst;
Skjønt Krigskunst vel af dig han vilde lære,
Hans Maal var Saligheden og Guds Ære.
3.
Han rev sig løs fra Hjem og Fædreland,
Fra hver en Ungdomslyst, som Hjærtet glæder,
Ham fulgte mangen gjæv og trofast Mand.
Hvor Bospor Kejserstadens Fødder væder,
Den lige Vej han stævned ned paa Stand,
Og Græklands Kejser modtog ham med Hæder;
Han sad ved Kvæld med ham i dannis Tale,
Da Bud fra dig kom til de høje Sale.
4.
Om Antiochias Forsvar nu han hørte,
Da den uhyre Perserhær blev slagen,
Af mangt et Heltenavn hans Hu var tagen,
Rinaldos Flugt til Daad dog mest ham rørte —
Selv stod han daadløs, Dunkelhed ham slørte —
Da brød han op, strax Natten veg for Dagen:
Han taalte længer ej at staa i Skygge,
Og uden Stordaad saâ han ingen Lykke.
5.
Han kortest Vej til Palæstina tog
Bedst Vej var Gjenvej — lidt han tog sig vare;
Hvor Fjender sværmed, Fjenderne vi slog;
Ad Bjærges Skraaning, under Hungers Fare,
Med tusendfoldig Møje frem vi drog,
Men aldrig svigted Modet i vor Skare.
For trygge blev vi ved de mindre Sejre,
Da monne tæt ved Grænsen vi os lejre.
6.
Af vore Blænkere os meldtes dèr,
At Gny var hørt som af en vældig Magt,
Og Spor var set som af en talløs Hær.
Min Herre rolig stod og uforsagt,
Ej misted Kinden Farvens friske Skjær,
Og ingen Sky blev over Panden lagt —
Vi andre tav, og mangen Kind blev bleg,
Ej tænkte vi med Lyst paa denne Leg.
7.
Da mælte han: »Og vinker da saa nær
Os Martyrkronen eller Sejrens Krans!
Den ene som den anden er mig kjær,
Hver af dem straaler med sin egen Glans;
For Eftermælet svinge vi vort Sværd,
Til Striden træde vi som til en Dans
Og skrive Danskens Navn i fremmed Egn,
Det ske med Gravsted eller Sejerstegn.«
8.
Saa taler han og sætter Vagter ud,
Tildeler hver sin Pligt og ordner Alt,
Som hver kan mandigst lyde Kampens Bud,
At Æren lyse maa paa hver, som faldt.
I Panser spændt, befalende os Gud,
Han lægger sig: af Søvne blev vi kaldt
Ved stærke Krigshyl, som i Natten lød
Og lydløs Ro med rædsom Vildhed brød.
9.
Til Vaaben! lød det. Funklende af Mod,
Med højt opløftet Sværd sig svinger Svend
I Striden fremmest: af en mægtig Flod
Vi stod som omspændt, Bølgerne var Mænd,
For en af os vel tyve Fjender stod,
Sværd, Spyd og Lanser bølged om os hen,
Lig vildsom Skov, og tæt en Pileregn
Neddaled over os bag saadant Hegn.
10.
Vi saared Mange og slog Mange ned,
Mens vi hug til i Natten: Mørket dækker,
Hvad Daad, vi øved, og hvad Tab, vi led,
Men altid saa’s dog Svend i vore Rækker,
Mens han med løftet Hoved foran skred,
Og Synet af ham al vor Manddom vækker:
Han mejed Folk som Korn, mens frem han gik,
Død lyned fra hans Haand, Skræk fra hans Blik.
11.
Saa skred vi fort og brugte vore Sværd,
Da steg den høit forønskte Morgenrøde,
Og fyldte Himlen med sit Rosenskjær
Og borttog Nattens Rædsel mørk og øde;
Dog var det da, vi gyste: fjærn og nær,
Hvorhen vi saâ, vi kjendte vore Døde,
Vor lille Flok var borte, vildt opreven —
To Tusend før, knap Hundred var vi bleven.
12.
Da Svend sit Blik hen over Marken sendte
Og skued sine Mænd i deres Blod,
Jeg véd ej, om en Jammers Braad han kjendte
I Hjærtet selv — han ej det mærke lod;
Med større Glans sig Øjets Lue tændte,
Og høj som aldrig før han blandt os stod
Og raabte: »Vore Venner alt har vundet!
Mod Maalet frem, som de har Maalet fundet!«
13.
Og, som jeg tror, med Hjærtet tændt af Lyst
Lig den, hvoraf vi saa hans Aasyn gløde,
Han vendte stoltelig sit Heltebryst
Mod Fjendens Sværd, den nære Død at møde;
Ej Staal, ej Diamant i denne Dyst
Var stærke nok til for hans Hug at bøde:
Hans Legem, mens med Kæmpekraft han slaar,
Af Saar er blevet intet uden Saar.
14.
Ej Livet mer, men Sjælens indre Kraft
Holdt opret det, som næsten er et Lig,
Mens, tømt for Blodets dyrebare Saft,
Endnu han fører kongelig sin Krig:
For Kæmpestyrken, som hans Arm har haft,
En Sjæl paa Heltekraft utrolig rig
I Striden staar — da styrter vild og gram
En Kæmpe mod ham, flere var med ham.
15.
Den Tapre faldt. Da, ved hans ædle Blod!
At søge Døden var jeg lidet sen,
Jeg gjorde mit — Gud var mig ej saa god.
Hvor mine Brødre lagde deres Ben,
Jeg sank blandt dem, mig Sanserne forlod,
I dødtung Døs jeg mærked ej til Mén,
Men da jeg Øjet op af Dvalen slog,
Mit sløve Blik en Lysning til sig drog.
16.
Jeg laa med Dødens Mathed i mit Hjærte,
Slet intet skjelned jeg, jeg saâ som den,
Der sover halvt, mens snart for Øjets Kjærte
Han lukker op, snart lukker til igjen;
Mig mine Saar begyndte stærkt at smerte,
Mens Nattens Isnen over mig gik hen,
Men Lyset kom bestandig mere nær,
Og Lyd af Stemmer fulgte med dets Skjær.
17.
Hos mig det standsed, og, hvorvel med Møje,
Jeg tvang mit Øjelaag ved Viljens Bud;
To Mænd med Fakler skjelned da mit Øje,
I Kapper klædt. En rakte Haanden ud
Som til Velsignen, han sig monne bøje
Hen over mig og sagde: »Tro paa Gud!«
Med Ærefrygt han hvisked nogle Ord
Og bød: »Stat op!« Jeg rejste mig fra Jord.
18.
Og mine Saar var lægte, frisk og sund
Jeg stod med nyfødt Kraft i alle Lemmer,
Som vaagnet efter Nattens bedste Blund;
Af Undren da jeg fast at sanse glemmer,
Men Ordet lyder til mig fra hans Mund:
»I Troen sig en mægtig Løndom gjemmer,
Du Tjenere af Jesus for dig ser,
Hans Under tit ved fattigt Redskab sker.
19.
Ej uden Skjul skal Svend paa Marken ligge,
Ej værdigt Gravsted skal den ædle fattes,
Thi han, som raader Verden, vil det ikke.
Naar Mindets Tavle ham af Himlen sattes,
Den vel skal vorde set af Fremtids Blikke,
Og Heltens Død af sene Slægter skattes:
Løft op dit Øje, hvor Guds Stjærner skinne!
Ved hin med solklart Lys du skal ham finde!«
20.
Op saâ jeg mod den stjærneklare Bue,
Og lig en Sol jeg saâ den skjønne Stjærne,
Der drog med sin vidunderlige Lue
Et gyldent Penselstrøg fra Himlens Fjærne
Til Stedet hen, hvor Liget var at skue
Af ham, hvis Minde den var sat at værne;
Jeg i den blodig vilde Blanding kjendte
Hans Legem, men hans Saar som Stjærner brændte.
21.
Ej var han vendt mod Jorden. Som hans Aand
I Livet altid mod det Høje stunded,
Han søgte Himlen end i Dødens Baand,
Med Panden vendt mod Stjærnerne han blunded;
Om Sværdehjaltet fast den højre Haand,
Som til at kæmpe, Fingrene har vundet,
Den venstre lægger han paa Brystet stille,
Som Naade han hos Gud begjære vilde.
22.
Da græd jeg. Hin hans blege Højre tog
Og løsned lempelig dens Tag om Sværdet
Og gav mig det: »Det Sværd, hvormed han slog
For Kristi Sag saa from og uforfærdet,
(Ej bedre Klinge jordisk Kæmper drog,
Det er et udvalgt Sværd, du kjender Værdet)
Skilt fra sin Herre ved den grumme Død,
Ej ledigt ruste skal i Jordens Skjød.
23.
Du til den kristne Lejr det bringe skal,
Dèr giv Rinaldo det! Paa Soliman,
Som fælded Svend, han hævne Heltens Fald!
Frygt Vejens Farer ej! dig skjærmer han,
Som har til dig et fromt og helligt Kald
Og derfor rejste dig fra Gravens Rand
Og opholdt Livets Stemme i dit Bryst,
At du skal gaa hans Ærend med din Røst.
24.
Gak og forkynd din Herres Heltefærd!
En Røst skal udgaa fra hans døde Ben,
Som kalder Helte til at løfte Sværd
For Kristi Sag, og vidner høj og ren
For hver en ædel Sjæl om Stormods Værd
Til senest Slægt.« — Da brat en Marmorsten
Skjød hvid og skjøn sig frem med gylden Skrift
Og skjulte ham og viste hans Bedrift.
25.
»Saa hvile han!« den hellige Mand blev ved,
»Han sove ved de hulde Fællers Side,
Mens Sjælene gik til det bedre Sted
Og favnes fro hos Gud som Brødre blide;
Fromt hvile Legemet i Kristi Fred,
Mens Tiderne mod Evigheden skride,
Da, smykket med Udødeligheds Pragt,
Med Sjælen det forny’r den gamle Pagt!«
26.
Han tav, og hvor en Klippesti sig sno’de
Han førte mig ad Kløfter og mod Tinder,
Hvor Foden knap at finde Fæste tro’de,
Til i en Hules Hvælving jeg mig finder,
Hvor Fjældet luder; dèr de Tvende bo’de:
Trygt under Troens Skjold dem Livet rinder,
Med nøgent Bryst i Ro for Ulv og Bjørn,
Bag Uskylds Skjærm trygt slumre Fredens Børn.
27.
Bjærgboens haarde Seng og simple Føde
Mit trætte Legem Kraft og Hvile sendte,
Men da den luegyldne Morgenrøde
Sin Purpurfakkel klar i Østen tændte,
De To sig rejste, Gud med Tak at møde,
Til Bønnen vaagne, Hu til ham de vendte
Og jeg med dem, og hid til dig jeg drog,
Og som den Ældste viste, Vejen tog.«
28.
Her tav han, men den fromme Gotfred mælte:
»O Sorgens Budskab, som din Mund har bragt,
At Mænd, hvem sligt et Heltemod besjælte,
Saa brat er mejet bort, saa lavt er lagt!
Ak, at saa kort din Herre blandt os dvælte,
Den Ven, hvis Venskab jeg fik aldrig smagt —
At lig et Stjærnesskud i Mulm oprundet,
Han i et Nu har vist sig og er svundet.
29.
Men hvad! — lyksalig slig en Død jeg kalder
Langt mer end Sejr for Guld og vunden Jord:
End ingen Helt i Romas Heltealder
Fandt Død saa herlig eller Løn saa stor;
Thi dine Landsmænd gik til Himlens Haller
Og kranses evig i Guds Heltekor —
Dèr, tænker jeg, Enhver med Glæde viser
Sit Hæderssaar og højt sin Lykke priser.
30.
Men du, som end i Farer, Strid og Møje
Skal for en Stund i Verdens Krigsstand staa,
Nyd deres Sejr og klar med Fryd dit Øje! —
Dog Bertholds Søn — ham kan du her ej naa,
Han færdes fjærnt, og vi bør kjende nøje,
Før tvivlsom Sti du dig begiver paa,
Hans Opholdssted.« — Om Helten saa de talte;
For dem, som hørte, da hans Træk sig malte.
31.
Med Længsel brat ham søge Alles Tanker,
Og Saaret rives op i Alles Bryst;
Og Nogle sige: Ak, forladt han vanker
I fremmed Land, han, som var Hærens Lyst.
Om Danskeren i Klynger man sig sanker
Og skildrer for ham med bevæget Røst
Den Ungersvend, saa elsket og saa gjæv,
Og ruller op hans Stordaads stolte Væv.
32.
Da, mens af Mindet alle Hjærter gløde,
En Krigerflok til Lejren kom tilbage,
Som var sendt ud at bjærge Hæren Føde:
Af Faar og Øxne Hjorder med de drage,
De redded lidt af Kornets dyre Grøde
Med Straa og Foder, som skal Gang’ren smage;
Men at sig Jammer ny for Hæren hændte,
Derpaa de bare Tegn, som let var kjendte.
33.
Rinaldos Rustning var det, knust og blodig,
Saa kjendt for Alle var det svære Panser,
Hvori han skinned før saa faur og frodig —
Med Sorg og Harm Enhver ved Synet standser —
Hans Hjælm, den Glavind, han har ført saa modig,
Fremst eller ene midt blandt Fjendens Lanser,
De saâ den før — hans Skjold, hvor Fuglen øver
Sit Afkom og mod Solen Vingen prøver.
34.
Et uvist Rygte sig forvirret breder,
Fra hver en Kant ses Mængden strømme til,
Vil se og ser og efter Grunden leder
Til Heltens Død i Gjætnings vilde Spil:
Men Gotfred Skarens Høvding til sig steder
Og siger: »Tal! jeg Sagen kjende vil,
Skjul Intet mig, det værste kun mig síg!«
Da talte hin, som den, der ej har Svig.
35.
»Herfra saa langt, at naar et Ilbud følger
Den lige Vej, han bruger tvende Dage,
Mod Gazas Grænser hen en Dal sig dølger,
Af Skrænter dækt, fra Vejen lidt tilbage;
Fra Højden springer ud med stille Bølger
En liden Flod, for lydløs ned at drage
Blandt Krat og Skov til Dalens dybe Skygge,
Hvor Snigmord vel og Rænker kunde bygge.
36.
Vi søgte Kvæg, hvor Grønsvær saftig blødt
Til Græsning indbød ved den nære Bred;
Da laa i Græsset, som af Blod var rødt,
En Kriger dræbt, hvor Bølgen randt afsted;
Hans Tegn og Vaaben knap vort Blik har mødt,
Før, hjærtegreben hver, vi staa derved;
Jeg traadte nær og vilde se hans Træk —
Afhugget var hans Hoved til min Skræk.
37,
Den Højre mangled ogsaa, mange Saar
Der gik fra Ryg til Bryst; hans Hjælm laa nær,
Hvor Ørnen med de hvide Vinger slaar —
Hvor faar jeg Kundskab om, hvad hændtes her?
Jeg lytter, spejder — hist en Bonde gaar,
Men brat han flygter bag de tause Træ’r;
Vi tog ham fangen og fik ud hans Svar,
Dog altfor lidt det gjorde Sagen klar.
38.
Han havde Dagen før set Krigsfolk gaa
Fra Skoven ud, en Ridderskare stolt;
Han flygted ind og fra sit Skjul dem saâ:
En af dem i sin Haand et Hoved holdt
Ved Haaret, der om Panden blodigt laa,
Langt, kruset gult — et Ynglingshoved boldt,
Knap Dun om Hagen; nøje gav han Agt:
At det var Franker, viste deres Dragt.
39.
I Sindal svøbte Hovedet han ind
Og gjorde det ved Saddelbuen fast,
Bort fór den vilde Skare som en Vind.
Men jeg lod Liget klæde af i Hast,
Saa fuld af Sorg og Kummer i mit Sind,
At højt derved jeg ud i Taarer brast;
Jeg medtog Vaabnene, lod Omsorg bære,
At Liget maatte nyde Gravens Ære;
40.
Men er det ham, jeg tror — ak, større Hæder
Og andet Gravsted tilkom ham med Rette« —
Saa melder han og ud fra Gotfred træder,
Hans Ord er sagt, men Gotfred over dette
Alvorlig grunder og kun lidt sig glæder,
Mens Sagen i dens Kjærne han vil gjætte;
Men Frygtens Sky’r til Trods, som tungt sig lejre,
Vil Haabet, at Rinaldo lever, sejre.
41.
Men Natten stiger og de brede Vinger
Ned over Himlens vide Marker sænker,
Og Søvnen alle Sjæle Glemsel bringer,
Bortvejrer Byrden, løser Kummers Lænker:
Dig, Argillan! kun dig dog Vreden tvinger,
Omspændt af Kval paa store Ting du tænker,
Ustandset jaget fort af Smertens Pile,
Dit Øje faar ej Søvn, dit Bryst ej Hvile.
42.
En Mand med dristig Tunge, hurtig Haand,
Med snilrigt Hoved, ildfuld Hu tillige,
Vildt fostret op med Had og Harm hans Aand,
Ved Trontos Bredder født i Vælsklands Rige:
Dèr Borger brød med Borger Fredens Baand,
Dèr, víst af Land, han fyldte det med Krige
Da kaldte ham til Østen Korsets Fane,
Og bedre Navn han vandt paa bedre Bane.
43.
Han lukker Øjet henad Morgenrøden,
Men ej hans Søvn er rolig, mild og let,
En Dvale var det, tung og haard som Døden,
Med Kvaler stred han sig i Søvne træt,
Af Tanker mødig, ej han glemmer Møden,
Hans Kraft er hildet kun i Drømmens Net,
Mens vildt Alekto Billeder ham væver
Og under Rædselsham imod ham svæver.
44.
Han ser en Skikkelse, hvorved han gruer,
Afhugget Hovedet og højre Haand,
Men løftet højt i venstre blodigt truer
Det blege Aasyn: skjønt i Dødens Baand,
Det aander dybt, som kvalt af Hævnens Luer,
Og hør, en Røst som af en jaget Aand:
»Flygt, Argillan! se, Morgenrøden stiger,
Fly Gotfreds Rænker, se mit Blod, som skriger!
45.
Af Had imod vort hele Folk han brænder,
Hvo sikrer Eder mod den Grummes Svig?
Han strækker sine blodbestænkte Hænder
Mod Eder ud nu, han har fældet mig.
Og dog, hvis ædelt Mod din Vilje tænder,
Flygt ej, men kæmp! mød ham i mandig Krig!
Som Hævnens Aand jeg ved din Side staar,
Til Sværdets Æg den Falskes Hjærte naâr.«
46.
Saa taler den og gyder i hans Hu
Ny Vredes Vildhed; Søvnen brat det bryder,
I Rustning laa han, springer op i Gru,
Og som en Lynild ud i Lejren skyder;
Italiens Krigere han i et Nu
Har sammenkaldt, og højt hans Tale lyder
Paa Pladsen, hvor Rinaldos Vaaben hænge
Og taust og mægtigt røre Hjærtets Strænge:
47.
»Hvor længe skal Barbarers Fod os træde? —
Cilicien vundet var af Tankreds Sværd,
Men Balduin har taget Magtens Sæde —
Hvor Haand og Hoved gjaldt i Farers Færd,
Italiens Søn var altid først tilstede,
Men Sejrens Løn var ene Franker værd —
Dog hvad er saadant — lad som Støv det svinde!
Her staa vi for Rinaldos Død og Minde.
48.
Ham har de myrdet, Troens Sværd og Skjold,
Uhævnet hviler han, de lod ham ligge
Lemlæstet, sønderrevet, bleg og kold;
Selv Gravens Hæder undte de ham ikke,
Den Helt blandt Helte, højmodsfuld og bold —
Men hvo gav Jorden saadant Blod at drikke?
Mon Gotfred, Balduin, som hver Mand véd,
Ej hader den latinske Tapperhed?
49.
Dog — hvad Beviser — Brødre! selv jeg saâ —
Ja, som en hvileløs, usalig Aand
Saâ jeg ham selv i blege Dagning staa:
Uhildet var min Sjæl af Drømmens Baand,
Jeg saâ ham — Varsel ham paa Tungen laa
Mod Gotfreds skjulte List og haarde Haand —
Jeg sværger det for Gud med svigløs Hu,
Hvor end jeg ser, det Syn ser jeg endnu.
50.
Hvad skal vi nu? skal af en giftig Slange
Vi altid kvæles? skal vi Marken fly?
Skal sammen vi til Eufrats Bredder gange
Og stifte dèr et Herredom af ny?
Vidt breder dèr sig frodig fagre Vange,
Spagfærdig rige Folk bo, By ved By —
Dog dette skyldfri Blod skal ej det hævnes?
Ryst Aaget af, hvis Mod og Kraft Jer levnes!
51.
Var Eders gamle Aand i Jer tilstede
Og turde blot I ville, hvad I kan,
Ved Gud! jeg styred Hævnens Sværd paa Stand
Mod Gotfreds Bryst, Forræderiets Rede.«
Han taler, gjennemrystet vildt af Vrede,
Hvert Hadets Ord er som en udslyngt Brand;
»Til Vaaben!« vanvidsfuldt hans Opraab lyder,
»Til Vaaben!« Svaret lydt fra Kredsen bryder.
52.
Alekto højt sin Højre blandt dem svinger
Og blander Gift med Ild i Alles Bryst,
Og højere i hvert et Hjærte klinger,
I Vredens Blindhed og i Hadets Lyst,
Blodtørstig Hævns ugudelige Røst;
Sig breder Smitten, baaren som af Vinger,
Den fænger let i Schveitzerfolkets Telte,
Den snor sig fort og griber Bretlands Helte.
53.
Med friske Strøg sig gamle Synder male,
Hver nedlagt Strid, hvert længst indslumret Nag
Mod Frankers Folk sig rejser brat af Dvale
Og med den nye Sorg gjør fælles Sag,
Mens over Læben skummer Trusels Tale:
En Kobberkjedel saa med Brus og Brag
Sit Indhold voldsomt over Randen spreder
Til alle Sider, naar for stærkt man heder.
54.
De Faa, der Sandheds Røst end lytte til,
Kan Intet magte mod den vilde Skare;
De Første, Tankred, Vilhelm og Camil,
Er fjærnt derfra; alt Oprørslurer bare
Med Skingren over Lejren Hadets Ild;
Alt ile Sendebud og Gotfred vare,
Alt Balduin, som sig i Staalet kaster,
Med Sværd ved Lænd til Gotfreds Side haster.
55.
Da Drotten hører Klagen, Blikket sender
Han mod sin Gud og bærer frem sin Sag —
Saa var hans Sæd: »O, du, som ser og kjender,
Hvor lidt jeg har i Brødres Blod Behag!
Riv Sløret sønder, som dem Øjet blænder,
Og vís dem min Uskyldighed idag!«
Han tav, men Kraft fra Gud ham gjennemgløder,
Mens rolig han den vilde Skare møder.
56.
Hans Aasyn straaler af en Aandens Magt,
I Haanden vejer Scepter han for Sværd;
Ombølget rigt af Fyrstekaabens Pragt,
Udækt af Hjælmen, mod den fjendske Færd
Han hasted og gav ej paa Trusler Agt,
Paa Staalets Sigten. »Saa jeg hædres her,«
Han mælte brat med mer end jordisk Stemme,
Saa længe kjendt — saa hastig kan I glemme!
57.
Der er da Nogen, som for Svig og Blod
Mistænker Gotfred og tør Klagen føre,
Der er da dem, som laane saadant Øre,
Og som til Trusler, vendt mod mig, har Mod?
Og tror I, jeg Undskyldning nu skal gjøre?
Skam Jer, og Skammen være Straf og Bod!
Kun Argillan, som Ophavsmand til Brøden,
Som Skyld i Manges Skyld, maa lide Døden,
58.
Rinaldo gives uskadt Jer tilbage.«
Mens Æren lysner over Gotfreds Bryn,
Og Majestæt fra Blikket skyder Lyn,
Hans Aasyns høje Ro maa Styret tage.
Brat Argillan gav tabt ved dette Syn,
Og hvor blev Mængdens Raab og djærve Klage?
I Frygt og Skam enhver stod overvunden
Og lod det ske, at Argillan blev bunden.
59.
En tæmmet Løves Vildhed saadan viger,
Dens Brøl forstummer ved dens Herres Komme.
Der gaar et Rygte, at en vinget Kriger
Var set med udstrakt Skjold til Gotfreds Fromme,
Fra Sværdet drypped Blod, maaske fra Riger
Han kom, hvor han fuldbyrded Himlens Domme. —
Men Gotfred Krigsmaskinerne betragter,
At løbe Storm før tredje Dag han agter.