Altfor godt jeg forstaaer, hvad Elskerens Vinken betyder,
véd, hvad han siger, naar mildt hviskende lyde hans Ord.
Spaadomslodder ej lærte mig det eller Dyrenes Indvold,
Fuglenes varslende Sang aldrig bebuded mig det.
Venus mig lærte det selv — og mangfoldige Slag har det kostet,
mens hendes Fange jeg var, fængslet af tryllende Baand.
Marathus, dølg det ej længer, thi Guden piner dig dobbelt,
mærker han, tvungen du kun bøjer dig under hans Aag!
Troer du, det hjælper, at tidt du kruser de villige Lokker,
sætter dit Haar med Kunst, ændrer det hurtigt igjen,
og at du maler din Kind med det friskeste Rødt, eller øvet
med din kunstfærdige Haand klipper og glatter hver Negl?
Kjortel du skifter forgjæves, forgjæves du skifter din Kappe,
og du forgjæves din Fod presser i smalleste Sko.
Hun er jo smuk, om hun kommer endog, før hun vasked sit Aasyn,
før hun — det kræver jo Tid — fletted sit straalende Haar. —
Har dig en Hex med sin koglende Sang, med sin bleggule Gifturt
bundet med Troldomskunst skjult i det natlige Mulm?
(Koglende Sange jo lokke fra Nabomarkerne Kornet,
koglende Sange paa Flugt jage den giftige Snog.
Koglende Sange forsøge fra Himmelvogn Maanen at drage,
Kobberbækkeners Klang skræmmer dog Troldommen bort.)
Dog har min Klage vel Grund, at Urter og Sang dig bedaared?
Skjønheden selv er jo nok, bruger ej Troldommens Hjælp.
Kun en Berøring var Skyld, der var Troldom i Kysset, du røved,
Knæ du stødte mod Knæ, strax brød Bedaarelsen ud.
Pholoe, tænk dig dog om, vær mild mod en Yngling, som elsker!
Venus rammer med Hævn Pigen, hvis Adfærd er grum.
Kræv ej Gaver af ham! Men betale maa Knarken med Graahaar,
ønsker hans isnede Krop Kjærligheds Fryd i din Favn.
Mer end Guld er en Yngling med glat og straalende Aasyn,
ej han med strittende Skjæg slikker din Hud ved sit Kys.
Derfor slyng om hans Hals din Arm, den snehvide, bløde!
Kongers Rigdom er kun værd et foragteligt Blik.
Venus er snild, til Ynglingen hen, som blusser af Elskov,
fører hun dig, og Bryst trykker hun tæt imod Bryst.
Brændende Kys i aandeløs Kamp med mødende Læber
giver du ham, paa hans Hals trykker du Mærker med Tand.
Guld og Juveler ej glæder en Mø, naar om Natten alene
fryse hun maa; naar hun ej tænder et Hjerte i Brand.
Ungdom og Kjærligheds Fryd for sent vi kalde tilbage,
naar først Alderdomstid farver vor Isse med Graat.
Skjønhed kunstle vi frem, og for Aarenes Hærgen at skjule
bruge vi Nøddernes Skal snildt til at farve vort Haar.
Skimtes et Haar, som er hvidt, oprykkes det ivrigt med Rode,
Hudens Rynker maa bort, Sminken forynger igjen.
Pige, din Ungdoms Vaar slaaer end i fejreste Blomstring,
nyd den da nu; husk paa, hurtigt den glider forbi!
Plag ej Marathus mer! Ved en Yngling at kue du vinder
Hæder dig ej. Vær haard, Pige, mod Oldinger kun!
Skaan ham, husk han er svag! Hans Kind er gusten, dog Sygdom
bleged den ikke, men kun Kjærligheds tærende Glød.
Stakkelen tidligt og sent udbryder i sørgende Klager,
skjønt du er fjern, og hans Graad strømmer i rigeligt Væld.
«Ak, hun foragter mig kun», er hans Ord, «Bevogtningen skuffed
ellers hun let; er der Lyst, lærer nok Amor os Kneb.
Lønlig Elskov kjender jeg godt, uhørlig min Aande
drage jeg kan, uden Lyd røver jeg tusinde Kys,
selv i Midnattens Mulm kan jeg liste mig sagte til Kamret,
aabne saa lønligt en Dør uden en Knirken af Laas.
Dog hvad gavner mig Stakkel min Kløgt, hun foragter min Elskov,
grusomme Pige, hun stolt river sig løs af min Favn.
Sætter engang hun mig Stævne, hun pludselig narrer mig troløs;
Natten jeg spilder saa tidt, vaagende holder jeg Vagt,
bilder mig ind, at hun kommer. Saasnart der rører sig Noget,
troer jeg: det Fodtrin er, sagte hun lister sig hid.»
Stands dine Taarer, min Ven! Hendes Hjerte du rører dog ikke,
Øjnene mattes kun mer, svulne ved idelig Graad.
Pige, betænk, for Guder forhadt er den trodsige Hovmod;
tænk ej, at Røgelsens Duft soner Fortørnelsen let! —
Marathus ogsaa har spottet engang ulykkelig Elskov
(bag ham — han aned det ej — stod der en hævnende Gud),
skadefro lo han saa tidt ad Kjærlighedsklager og Taarer,
spildte med Paaskud lumsk Elskerens kostbare Tid.
Nu hver Trodsen han hader, ja nu det ham Ærgrelse volder,
hvergang en haardnakket Dør spærres af stængende Slaa. —
Husk, der venter dig Straf, hvis du ej aflægger din Grumhed!
Visselig ønsker du da Tiden tilbage, som svandt.