Trældom, jeg seer, er min Lod, og en Herskerinde jeg fik nu.
Frihed, nedarvet i Slægt, dig maa jeg byde Farvel!
Trældom, sørgelig Trældom er min, jeg bindes af Lænker,
aldrig Amor (o Nød!) slapper de trykkende Baand.
Kjærligheds Flamme mig grumt (har jeg dette fortjent, har jeg syndet?)
brænder. Tag Fakkelen bort, grusomme Pige! Ak ve!
O, langt hellere dog end saadanne Smerter at føle
vilde som Sten jeg staa hist paa det snedækte Bjerg
eller som Skjæret i Hav, der af Vindene skrækkeligt pidskes,
rammes af Bølgernes Kast, naar de slaa Snekker i Kvag!
Sorgfulde Dagene gaa, mer sorgfulde Nætterne mørke;
ak, hver Time mig nu rækker en Bitterhedsdrik.
Hverken gavne mig Vers eller Sangenes Ophav Apollo;
stadigt hun krummer sin Haand, Penge forlanger hun kun.
Bort, I Muser, kun bort, naar Intet en Elsker I hjælpe!
Ej for at prise med Sang Krigen jeg dyrker jer fromt,
Solens Vandring jeg aldrig besang eller Maanen, der kjører
Banen tilende, sit Spand vender og driver det hjem.
Nej, til min Elskede frem skal Sangen bane mig Adgang.
Bort, I Muser, kun bort, dersom den evner ej det!
Dersom kun Udaad og Mord kan skaffe de Gaver, hun kræver,
(ellers ved stængede Dør grædende ligge jeg maa),
hvis jeg maa røve den kostbare Skat fra de hellige Templer,
Venus, da gjælder det dig først, dig krænker mit Rov.
Du til Forbrydelser raader, en Herskerinde du gav mig,
gridsk efter Guld. Saa føl Tempelranerens Haand! —
Død over Hver, som samler de kostbare grønne Smaragder,
Hver, som snehviden Uld farver med Purpuret skjønt!
Dette samt straalende Perler fra røden Hav og de dyre
Klæder af Silke har voldt, Piger paa Guldet er gridsk.
Dette fordærved dem snart, og med Slaa blev Døren nu stænget,
Hunden ved Indgangen nu lænkedes fast som en Vagt.
Dog har du bare tilstrækkeligt Guld, gi’er Vogteren efter,
Slaaen ej spærrer din Vej, Hunden endogsaa bli’er tavs.
Ak, den Magt, der har skjænket en gjerrig Pige en Guddoms
Skjønhed, har sænket en Skat ned mellem Dynger af Ondt.
Derfor der lyder nu Trætter og Graad, ja det har forvoldet,
at Gud Amor blev trindt ildeberygtet hos Hver.
Pige, der viser hver Elsker, som overbydes af Andre,
bort, gid Luer og Storm røve de Skatte, du vandt!
Ildebranden vil sikkert med Fryd af Ynglinger skues,
ingen vil, ivrig til Hjælp, gyde paa Flammerne Vand.
Kommer saa Døden engang, er der Ingen, Ingen, som sørger,
Ingen, som hædrer dit Lig, naar det skal bæres til Grav. —
Nej, er Pigen huldsalig, ej gjerrig, da — selv om hun leved
hundred Aar — vil Enhver græde ved flammende Baal;
og mod sin Ungdomselskede tro vil mangen en Olding
rejse paa Graven en Sten, smykke den aarlig med Krands,
ønske, naar bort han gaaer: Gid roligt og stille du hvile,
Jorden favne dig ømt, dække din Aske med Fred! —
Sandhed er min Formaning, men Sandhed gavner mig ikke.
Søger jeg Elskov, vel, hun har Betingelsen sat.
Dersom hun byder mig sælge mit Hus, min Fædrenebolig,
Larer, lystrende da stiller jer frem til Auction!
Circes, Medeas Gift, thessaliske Troldhexes Urter,
Elskovsdrikken, med List brygget af Hoppernes Mælk,
Tusinde Troldoms-Urter — kan, Nemesis, gjerne du blande;
seer jeg dit kjærlige Smil, tømmer jeg Drikken paa Stand.