Du, Messalla, med Vennerne bort over Bølgerne drager,
Jeg kan ej følge jer. Dog, mindes med Kjærlighed mig!
Her i Phæaciens fremmede Land jeg holdes af Sygdom.
Skaan mig, rædsomme Død! Haanden udstrækker du gridsk.
Skaan mig, rædsomme Død! Min Moder er her ikke hos mig,
kan ikke samle fra Baal sorrigfuld Asken i Flig;
Søster er borte, kan ej den bestænke med duftende Vande,
sidde med udslagne Haar grædende foran min Grav;
Delia savner jeg ogsaa. Dengang fra Byen jeg bortdrog,
spurgte hun, er mig fortalt, samtlige Guder tilraads;
Spaadomslodder udtrak hun saa tidt hos Knøsen paa Gaden,
stadigen — efter hans Ord — Varselet heldigt faldt ud.
Alt for min Hjemkomst talte, dog aldrig lod hun sig trøste;
men da jeg rejste, med Graad stirred hun efter mig hen.
Hende jeg trøsted — men selv, uagtet mit Hus var beskikket,
søgte jeg, plaget af Angst, hindrende Paaskud paany.
Fuglenes Varsler Skylden jeg gav eller skræmmende Jertegn
eller Saturnus’ Dag, som mig at rejse forbød.
Ak, hvor tidt undskyldte mig dog et sørgeligt Varsel,
at — paa Vejen afsted — snubled i Døren min Fod. —
Ingen vove paa Rejser sig ud, naar Amor det negter,
ellers fornemme han vil, Guden var Rejsen imod.
Hjælper mig Isis vel nu, min Delia? Hjælper det noget,
Bronceranglen saa tidt klirrede vildt i din Haand?
Hjælper det vel, at du fromt til Festen baded dit Legem,
at du — jeg husker det — sov altid alene den Nat?
Hjælp mig, Gudinde, da nu! (At du mægter at hjælpe, bevidne
Billeder rundt i dit Hus, Gaver til Tak for din Hjælp.)
Da vil Delia nok dig yde med Tak, hvad hun loved,
og i den linnede Dragt sidde ved Tempelets Dør.
Dagligen to Gange sees letkjendelig hun i din Skare,
hvor hun med udslaget Haar synger dig Hymner til Pris.
Kunde blot selv i mit Hus jeg for Fædreneguderne knæle,
ofre min ældgamle Lar maanedlig Røgelsens Duft! —
Tænk, hvor herligt et Liv, da Saturnus var Hersker, og førend
Vejene vidt og bredt førte til Fremmedes Land,
førend Planken endnu bød Trods de blaalige Bølger,
og før den mægtige Vind tog i de svulmende Sejl,
førend den flakkende Skipper sig hented fra fremmede Strande
Vinding, med ukjendt Fragt stuvende Lastrummet fuldt.
Dengang tynged ej Aag paa Tyrens kraftige Nakke;
Hestens tæmmede Mund tygged ej Bidslet endnu;
Huset behøved ej Dør, og der sattes ej Stene paa Marken
til et betryggende Skjel mod en tilgrændsende Jord;
Honning man let i Træerne fandt, paa Mælk var man sikker,
Faarene, hvor man dem traf, Yveret rakte Enhver;
ej var der Kamp eller Hævn eller Krig; ej kjendte man Sværdet,
hamret af Smeden med Kløgt — ak, den usalige Kløgt!
Nu, medens Juppiter hersker, man skuer kun Myrden og Blodbad,
Havsnød — kort, overalt tusinde Veje til Død.
Skaan mig, Fader! min Sjæl ej nages af Anger for Mened,
ej med ugudelig Spot krænked jeg Gudernes Magt.
Men, er min Tid udrunden, de Aar, mig Skjæbnen bestemte,
sætter en Sten paa min Grav, ridser en Indskrift paa den:
«Herunder hviler Tibullus, ham Dødens Grusomhed bortrev,
medens paa Rejsen han tro fulgte Messalla, sin Ven.»
Venus vil venlig føre min Sjæl til Elysiums Sletter
(altid jeg fulgte jo tro Amors huldsalige Bud).
Der er Ringdands og syngende Chor. Trindt flagrer der Fugle,
mens de med Struberne smaa kvidre den yndigste Sang.
Jorden dyrker man ej, men den bærer dog Casia villig
og paa den yppige Grund duftende Roser i Flor.
Ynglinger lege med Piger i Kreds med Hænder i Hænder
fletted’; men Amor, den Skjælm, blander sig ofte deri.
Her er Elskerens Hjem, som faldt for den graadige Dødsgud;
Kjærligheds Myrtekrands bær’ han til Pryd om sit Haar.
Men Forbrydernes Sted ligger fjernt i det dybeste Mørke
skjult; der bruser forbi Flodernes begsorte Vand.
Der er Tisiphone rasende vild, de bugtede Slanger
er hendes Haar; i Skræk flygter Forbrydernes Hob.
Porten er kobberbeslagen, den sorte Cerberus ligger
stadigt paa Vagt: i dens Gab hvisler der Slangernes Braad.
Niddingen fræk Ixion, der strakte sin Arm efter Juno,
Pinefuldt drejes omkring der paa det hurtige Hjul.
Kæmpestor ligger Tityus der, ni Marker han dækker,
Gribbenes Flok hver Dag hakker hans Lever til Straf.
Tantalus staaer til Hagen i Vand; saa snart han vil drikke,
synker Bølgen, der grumt narrer hans tørstige Mund.
Danaus’ grusomme Døtre, som trodsede Venus, maa øse
Vandet fra Lethes Flod op i det hullede Sold.
Derhen jeg ønsker Enhver, som traadte min Elskov i Vejen,
hver, som med Skadefryd saa Krigstog spilde min Tid.
Vær mig, Delia, tro! Lad stadigt den gamle Morlille
følge dig, ivrig forvist vogte din Ære hun vil.
Æventyr kan hun fortælle til Moro, naar I har Lys tændt,
mens ved den snurrende Rok Traaden hun spinder saa lang,
Ternen sidder ved Siden og sysler med trykkende Dagværk,
stadigt nikker hun mer, Hænderne synker i Skjød.
Da vil jeg komme med Et, jeg vil ikke forud det melde,
men du skal studsende tro, ned jeg fra Himlen er sendt.
Il mig imøde da strax, som du er, med Lokkerne løste
og paa den nøgne Fod, Delia, kjæreste Mø!
Gid den maa snarlig komme, den Dag! — Kom, Rosen-Aurora!
Morgenstjerne! din Vogn føre paa Himlen den frem.