Til min Søn
med Cancellieraad Atkes Portrait.
med Cancellieraad Atkes Portrait.
Min Søn! min ældste, tag den Gave,
Som Moderhaanden rækker Dig;
Den er ej stor, men værd at have,
Fordi den var saa kjær for mig.
Fordi den spejltro Ham afbilder,
Fra hvem et elsket Navn Du har.
O Held! om det Din Sjel opilder,
At blive hvad den Gode var:
Forladtes Ven, den Usles Broder,
Dens Raad, som raadløs vakled’ frem,
Den vise Mand, som Livets Goder
Benytted’, ej misbrugte dem —
Fordi Du Slægtskabs-Træk kan finde
Af Ham, jeg nævner veemodsfuld:
Din Fader! — signet er hans Minde;
Han var, som Atke, klog og huld. —
O Søn! Din Ungdom lys ej straaler:
Din Moder blev ej stor, ej riig,
Med gavmildt Hjerte hun udmaaler
Det knappe Nødtørftsbrød til Dig.
Men Armod tit blev Vej til Hæder,
Og tidligt øvet Nøjsomhed,
Gav moden Alder blide Glæder,
Som riigfødt Yngling sjelden veed.
Det er kun saakaldt Lykkelige,
Som Kundskab ej, men Riigdom har;
O! thi hvor skjønt, engang at sige:
For hvad jeg er, jeg stræbsom var.
Maaskee, om gyldne Kaar Dig skjenkte
Nok for hver nyopvakt Attraa,
Du mindre klog paa Fremtid tænkte,
Og mindre glad paa denne saae.
Med Sundheds Held, i Ungdoms Dage,
Med Sjelekraft, med Hjertero,
Du kan de bedste Glæder smage,
Som under Dydens Himmel groe.
For Dig, som for Din rige Næste,
Slaaer Fuglen sødt, staaer Engen grøn,
Og Du kan fremme Brødres Bedste,
Skjønt Plutus ej Dig kaldte Søn.
Ej nogen Kreds der blev saa lille,
At virkeløs vi stod’ i den;
Med aaben Barm, med Hu at ville,
Du trøste kan en sorgfuld Ven,
Du blødne kan den Syges Leje,
Kan vække Haabet i hans Barm,
Om, paa tilbagelagte Veje,
Han seer med bange Tvivl og Harm.
Du Fordoms, Overtroens Dække
Med Ord og Daad adsplitte kan,
Og tankeløse Spotter vække
Til Grandskning og til sund Forstand.
Gud signe Dig! end kan Du møde
Den Tid, Du vorder mangens Gavn,
Da Hjertet skal taknemlig gløde
Ved Mindet om min Afkoms Navn.
Det er mit Haab — min Fryd det være,
Naar Vandrestav jeg lægger ned:
Jeg efterlod en Søn, hvis Ære,
Hvis Lyst var ædel Virksomhed! —
Stræb fremad kjekt, glid ej tilbage!
Din Aand, Din Barm, Din Kraft er Din,
Hint kan ej Uhelds Storm betage;
Det fik ej Liv ved Lykkens Skin.
Den Mand, hvis Billed jeg Dig sender,
Blev selv sin Lykkes Skabermand,
Ved Flid han bøjed’ Skjebnens Hænder,
Og savnet og begrædt blev han.
Saa velbrugt flyde Dine Dage,
Saa vorde Du de Gode kjær,
Saa blive her Din Roes tilbage,
Naar man Dit Støv til Jorden bær! —
M. S. Buchholm.