Fra Codans blomsterklædte Egne
Til Fædreland mig Bølgen bær;
Snart jeg de Timer karg skal regne,
Jeg endnu har at vandre her.
Hvi skal jeg dølge, hvi fortie,
At nødig, nødig jeg bortdrog,
At ængstefuld mit Hierte slog,
Og ønsked’ høit, jeg kunde bie?
Behøver man at overbære,
At, skiøndt blandt Klipper jeg blev fød,
De Sletter blev mig evig kiære,
Hvor jeg utællig Godhed nød?
Hvor jeg har kiendt saa mange Gode,
Der stod mig paa min Vandring bi,
Saa, immer, langs min Tornesti,
De hulde Trøsteroser grode?
Har jeg behov i Løn at grue
For fra den Cirkel at bortgaae,
Hvor glad man syntes mig at skue,
Og glad jeg mine Venner saae?
Hen i en ny jeg skal indtræde;
Hvo veed, om der jeg yndes skal,
Om ikke tvers jeg gaaer i Valg
Med hvad man hist benævner Glæde.
Mig lidet Samqvem bedst kan fryde,
Indbragt i stort jeg var ei glad,
Der Snese er, som Glæden nyde
Kun der, hvor tætte Klynger sad.
Saa lytter Een til Flodens Strømme,
Og Een til Havets Bruselyd;
Naar begges Maal er skyldløs Fryd,
Hvo kan da hiin, hvo den fordømme?
O Land! hvor min saa elskte Moder
Min første Lallen glad modtog,
Hvor jeg har nydt ublandte Goder,
Som bort for moden Omhu drog:
Dig elsker jeg! Du mig modtage
Med Moderømhed i dit Skiød;
Min Hu er reen, min Siel er blød;
Der, hvor jeg havner, man opdage,
At Venskabspligter er mig kiære,
Til Klogskabs Raad jeg rakte Arm,
At Godes Yndest var min Ære,
Og ei frivillig jeg gav Harm —
Saa skal jeg venneløs ei staae,
I Hiertelængsler ei henbløde,
Og høste end den sidste Grøde,
Som Uhelds Lyn ei kan nedslaae.
Og nu — Farvel I kiære Sletter,
Som giemme mine Elskte her!
Ak! mange alt bortfarne er!
Ei dem, ei hine jeg forgietter,
Før jeg fuldender Tidens Dage
— Maaskee, til andre Verdner kaldt;
Et Glemsels Teppe skal unddrage
Mig Venskab, Fryd, og Sorg, og Alt —
Har Sproget nødig dem at nævne?
O nei! hver gribe i sin Barm,
Hver, som at blive evig varm
For Kongestaden gav mig Evne;
Thi, o dens Pragt mig aldrig blændte;
Den eie Overdaad i Fred!
For dyrekiøbte Herlighed
Mit Hierte ingensinde brændte.
Men — kunde Ønskers Raad hendrage
Til Klippers Land og varigt Held
Hver, som arbeided’ for mit Vel,
Som lyste mine mørke Dage,
O! da jeg skulde sikkert blive
Med Nødtørftsbrød meer lykkelig,
End den, som Ganen kan forstrive
Dyr Vellyst, for at ækle sig.
Forglem mig ei, I Vennekiære!
Om jeg ei øiner Samlingsstund;
Min bedste Dag, min Morgenblund,
I skal af mig erindred’ være.
M. S. Buchholm.