Mig er saa kiert før Dagen kommer
Hver Vinter-Morgen at opstaae;
Skiøn er Din Morgen, lyse Sommer!
Og glad jeg Dig saa ofte saae;
Men ei til saa høitidlig Glæde
Du stemme kan min Siel som den;
Det er saa sødt at kunne græde,
Og stirre ind i Himmelen,
Og see smaae Stierner venlig blinke
Paa Firmamentets dunkle Blaa;
Og see den blege Maane vinke
Op over al vor Jords Attraae;
Og tænke sig med Gud allene;
Og takke ham som Verdner bar.
O! disse Glæder ere rene,
Som Evas, før hun syndig var.
End er der lukt saa mangt et Øie,
End sover mangen Kummerstræl,
Bortslumrer Dagens lange Møie,
Og drømmer Lykke i sin Siel;
Snart klare Dag skal ham forkynde,
At Glædens Drøm Bedrager var;
Snart Sorgers Kiæde skal begynde,
Der hvor dem Søvnens Roe afskar.
O! styrk ham Fader for de Svage!
Naar han sig vaagnet seer til Harm,
Skienk det forsvundne Haab tilbage
I den af Sorg opfyldte Barm.
Den ganske Verden er saa stille,
Og langsomt skrider Lyset frem;
Svagt kimtende end Stierner spille,
Og Maanen skinner svagt med dem.
Snart træder den med Smil tilbage,
Lig den, der døer med salig Trøst,
At efter Stridens korte Dage
Er Evigheden fuld af Lyst.
O! blide, tause, skiønne Morgen!
Du navnløs Fryd mig føle lod;
Og Du! Du var mit Hierte Borgen,
At efter Tidens Mørk fremstod
En evig Dag; at Nat ei hviler
I fredet Roe paa Graven hen;
At Gravindbygger engang iler
Fra Nat til Morgen op igien.