Magdalene Sophie Buchholm (1758–1825)

Du ogsaa nu i Fred hensover!

Alt er Du borte ædle, beste Ven!

Forlængst sig hvælver mørke Gravhøi over

Det Støv, Du gav til Jordens Skiød igien.

Forlængst Din store Siel har hævet

Sig op fra Tidens snævre Land —

Men og fra den, som sukked, græd og bæved,

Som aldrig Dig forglemme kan;

Fra Dine mange, mange Venner;

Hvo meer end Du fortiente dem?

Jeg har ei kiendt, og aldrig meer jeg kiender,

En Mand, der gik saa sikkert Banen frem;

Der med saa uindskrænket Hierte

Og oplyst Aand var alles blide Trøst;

Der med et lysere Exempel lærte,

At ikkun Dyd gav evig varig Lyst;

Der med saa viis Formodning skued’

Til Følgerne i fierne Dage hen;

Der stod saa fast, naar Skiebnen rædsom trued’,

Naar den var blid, saa vaersom nytted’ den.

O Du er død! Din elskte Mage

Gaaer bøiet under Savnets tunge Vægt;

Og saaret ved et fælles Tab beklage

Sig trøstesløs den efterladte Slægt.

Ak ogsaa jeg! jeg sukker, lider,

Begræder Dig, o mageløse Ven!

Du saae min Graad i de henfarne Tider,

Min Ungdoms Sorg, og venlig letted’ den.

Du saae mit takopfyldte Hierte,

Men under Tausheds Lov min Læbe bandt.

Jeg tiede — men o! det tit blev Smerte

At tie med, hvor ædel jeg Dig fandt.

Og han, som længe alt har hvilet

I Gravens Roe, som Døden fra mig rev,

Tit til Din Barm han sorrigfuld heniled’

Med Trang til Trøst, og stedse trøstet blev.

Du var vor fælles troe Veileder;

Vort korte Held fremsmilede ved Dig;

Modtag hans Tak i glade Evigheder,

Forsmaae ei min, om Du kan høre mig,

Om Du kan høre? Nei Du hører

Ei Støvets Røst; ei seer til Jorden meer.

Dog end maaskee Din Elsktes Graad Dig rører;

Og medynksfuld til hende Du nedseer;

Og o! hun tabte, tabte meget.

Enhver har tabt, som engang kiendte Dig;

Der er saa faa, hvis Hierte det er eget,

At være god og stedse selv sig liig.

Der er saa faa, som andres Kummer

Som egen føled, og dens Vægt tilstod;

Saa mange, som i døsig Vellyst-Slummer

Forglemmer Næsten midt i Overflod.

Saa var Du ei: Dit skiønne Hierte

Kun Vellyst fandt i at forlindre Nød;

Saa var Du ei, thi mangt et Suk og Smerte

Ved ædel Hielp Du at henvige bød.

Og derfor Dine Venner græde,

Og derfor nyt Dit Tab skal blive dem,

Til selv de hen i Lysets Egne træde;

Og favne Dig i sande Glæders Hiem.

O hvil i Fred, Du Eiegode,

Hvil sødt i Fred, velsignet evig vær

Det kiere Støv, som Gud til Grav betroede;

Dit Minde skiønt som Dit Exempel er.