Betlerens Ansøgning
(Efter det Engelske.)
(Efter det Engelske.)
Hav Medynk med en gammel Mand,
Hvis Nød ham driver om,
Hvis Fødder, nær ved Gravens Rand,
Knap bøiet Krop fremslæbe kan,
Til eders Dør han kom.
O! skue hans Nød, og Medynk hav,
Og Himlen lønne den, som gav!
Min Dragt, min Armods Vidne er,
Svagt Skiul for Frost og Vind;
Mit hvide Haar mig Varsel er,
Min Rednings-Dag jeg snart er nær;
Hver Rynke paa min Kind
Kanal for Taarer daglig var;
Thi Kummers Brød mig næret har.
Hint Huus, der staaer paa høie Grund,
Mig lokked fra min Vei;
Thi Overflod bør være rund,
Bør mætte gammel, hungrig Mund.
Saa tænkte jeg — men nei!
En mørklad Tiener bød mig tye
Til Hyttens Dør at søge Lye.
O! skiul mig under eders Tag,
Mig giennemtrænger Kuld,
Mig ryster Stormen Slag i Slag;
Haard Skiebnen er for den, som svag
Maae trygle Munden fuld.
Kort er min Vei til Gravens Fred;
Thi jeg er gammel og jeg leed!
Om Kilden til min Sorg og Harm
Jeg sagde eder nu;
Og om — før Næstens Kummer varm,
I nogen Tid, i kierlig Barm,
Har følt medliden Hu;
Da Graad skal væde hulde Bryst,
Og hielpsom Haand mig række Trøst.
Gud sender Sorg, hvi knurre vi?
Han bød mig Fattigdom.
Hans vise Raad er daddelfrie;
O Venner! ikke vide I,
Naar Bladet vendes om;
Thi kort er Lykkens Himmel skiøn,
Og Mennesket er Uhelds Søn.
En liden Jord, min Fædregrund,
Jeg dyrkede i Roe,
Jeg vaagned let af qvægsom Blund,
Med Lærken hilsed’ Morgenstund,
Var meer end Lærken froe.
Men ak! min Glæde brat forsvandt:
Mit Qvæg bortdøde — Kornet brandt!
Min Datter, før min Alders Trøst,
Forført omvandrer nu,
Forladt af den, som fra mit Bryst
Bortrev min faderlige Lyst;
Hun seer sit Fald med Grue;
O! hvo mon seer den Armes Nød?
Hvo skienker den Forlorne Brød?
Mit Livs Deeltager, Hielper, Ven!
Min Kone græmmed sig.
Tung Skiebnen var — ei bar hun den,
Men sank i Dødens Hvile hen,
Og efterlod til mig,
At bære eenlig — Verden om —
Min Svaghed og min Fattigdom.
Hav Medynk med en gammel Mand,
Hvis Nød ham driver om,
Hvis Fødder, nær ved Gravens Rand,
Knap bøiet Krop fremslæbe kan,
Til eders Dør han kom;
O! skue hans Nød og Medynk hav!
Og Himlen lønne den, som gav!