Afskedssang
til min Føde-Egn
til min Føde-Egn
efter et Besøg
efter et Besøg
Skiønne Egn! hvor først jeg skued’
Verden for mit Øie staae,
Og, naar Morgen-Solen lued’,
Klar min Himmel altid saae,
Hvor min Barndoms Morgentid
Gik, som Solen, jevn og blid.
Ofte længselfuldt mit Øie
Stirred’ mod din Strandbred hiem,
Giensaae Bye og Dal og Høie,
Som Naturen pryded’ dem —
Skiøn, afvexlingsfuld og klar,
Kiere Egn! din Udsigt var.
Lykken dog mig vilde skienke
Engang end paa Livets Vei,
Her mig lykkelig at tænke,
Og min Siel forglemme ei,
At jeg her saa hierteglad
Mellem ædle Venner sad.
Snart skal yndig Sommer brede
Liv til al din Cirkel hen,
Jeg skal efter Sommer lede,
Ei blant Klipper finde den!
Og naar Længsler møde mig,
Savne — men velsigne dig.
Rørt mit Hierte det erkiender,
Blidt min Tid hos dig henrandt
Enten den blant elskte Frænder
Eller i Forsamling svandt.
Føde-Egn! min Tak modtag
For saa mangen herlig Dag.