Snart, snart maaskee, den Time slaaer,
Som mig til andre Væsner kalder;
Den Tanke selv maaskee mig spaaer,
Jeg aldrig seer Din modne Alder.
Og dog maaskee — et kiert Maaskee —
Min moderlige Barm den Glæde
Skal nyde, Elskte, Dig at see
End længe Livets Vei betræde,
At see Dig voxen, stor i Dyd,
Elskværdig, ædel, Kiønnets Ære,
Dets Mønster, lønnet med den Fryd,
Gud bod den Godes Lon at være —
Dog kun maaskee — Alherrens Røst
Snart — snart maaskee, mig fra dig kalder
Og skilt fra ømme Moder-Bryst
Du vandre skal en tidlig Alder —
Dog — enten stakket eller lang
Mig Livets Vei endnu skal blive,
En kierlig Raads-, en Mindes-Sang
Min Siel Dig moderlig vil give.
Vel kan jeg ei med geistrig Aand
Dig Pligters hele Omkreds lære, —
Dog, ved vort dyre Slægtskabs Baand,
En Moders Sang Dig hellig være!
Og gid saa kier den blive Dig,
Som Barndoms Leeg i grønne Dale,
Da skal Du ofte høre mig
I Sangen til Dit Hierte tale!
Ievn er den blomsterstrodde Vei,
Ad hvilken nu Du let heniler;
Dig vække Livets Sorger ei
Til Graad, naar Morgensolen smiler;
Dit Blod om Hiertet flyder let
Og sundt, som Dalens Kilde flyder;
Din skyldfrie Siel! kun føler det,
Som Englene i Himlen fryder.
Men snart en mere skyefuld Tid
Din lette Fart imode glider,
Hvis Soel ei straaler nær saa blid,
Som den i Barndoms glade Tider —
Du fødtes til det svage Kiøn,
Ak! svagt, thi let vort Hierte bløder,
Naar kold den stærke Adams Søn
Kan oversee den Sorg, ham møder;
Og naar den Feil, som han bedrev,
Ved Vanen hævdet ei blev regnet,
Da om Du gled, Dit Feiltrin blev
Med evigt Haan af Rygtet tegnet;
Lær derfor, Øiet med Foragt
For Vellysts falske Glands at lukke,
Hvis Tryllerier have bragt
Saa mangen til for seent at sukke:
Da gustne Avind ei formaaer
Med nedrig Vold Din Roes at rane;
Naar uforsagt Du stedse gaaer
Ad Dydens evig lyse Bane.
Bliv stedse føielig som nu,
Bliv eftergiven og beskeden,
Og aldrig, aldrig glemme Du,
At Fromhed yndes end herneden;
Og skiønt Du stundum miskiendt blev,
Dig Verdens falske Dom ei krænke,
Thi viid! at selv Alherren skrev
Hver Tanke, som vi ædel tænke —
Medlidende Du den beklag!
Som daddervæbnet stedse skiænder,
Hvis Barm, skiønt for en ædel Sag
Af uforsonlig Harme brænder.
Træd, selv fornærmet, rolig frem;
Og Uskylds-Taaren i Dit Øie
Skal snart til Medynk røre dem,
Hvis Hierter Trusler aldrig bøie.
Naturen selv os moderlig
Det Væsen gav, som best os klæder;
O! at Fornuften lykkelig
Maae danne Dig til Kiønnets Hæder!
Al Efteraben er omsonst,
Omsonst det overspændte Stive;
Naturen kun med liden Kunst
Skal stedse meest elskværdig blive.
Tit seired’ den, naar Kunst og Tvang
Og Regel, lært for at behage,
Afmaalte Mine, Sprog og Gang,
Bød Øiertet kolde Suk at drage.
Den Siel, Du fik, Du fordomfrie,
Med ædel Flid at danne stræbe;
Stolt hæv den over Narreriet
Hvorved saa tit sig Hierter klæbes;
Thi varig Sielens Skiønhed er,
Naar Legems-Deilighed forsvinder,
Og hver, som nyttig Vid har kier,
Hvert ædelt Hiertes Venskab vinder:
Dog mindes stedse, Du bør skye
Det hoie Navn af Lærd at bære;
Hver Evas Datter varsom skyer
Den kun for Manden egen Ære —
Søg aldrig, det er ei vort Kald,
At kiende Stiernekunstens Love,
At mindes Navne, Tid og-Tal
Paa Konger, som i Jorden sove; —
Ei heller søg Apollos Gunst,
End veed Du ei, hvor dyrt man vinder
Den Krands, som søges tit omsonst,
Som Skialden ofte sildig finder —
Dog — fristende er Musens Kald,
O hvo modstod dens blide Stemme? —
Om i Dit Bryst engang Du skal
En lonlig Drift til Sang fornemme,
Da nyd den blide Morgens Huld,
Afkort de lange Selskabs-Dage,
Hvor spildte Tid streed kiedefuld
Til egen og til Musens Plage.
Og hvis, som jeg, Du Harpen slaaer
Kun sielden — ei som kronet Digter —
Da maae Du, hvordan end det gaaer,
Ei glemme Dine bedre Pligter.
Hvad skal jeg mod den Drift, som er
Os alle given, foreskrive?
For Elskov ingen Regel er —
Gid lykkelig ved Din Du blive!
Den fore Dig i ønsket Havn;
Forbudne Sukke ei opstige,
Der røbe Hiertets bittre Savn
Ved Tabet af dets elskelige!
Det var det blinde Skiær, hvorpaa
Saa mangt et ædelt Hierte stranded,
Hvor Haab og Længsler sunkne laae,
Og øinet, men ei naaede Landet.
Modtog Du, bunden til en Mand,
De Kaar, som Skiebnen Dig tilveier
Da god, retskaffen blive han.
Som den, ved hvem Du Livet eier.
Mod ham med Ømhed vare Du,
Hvad Støvet kan mod Støvet være,
Og stedse komme Du ihu,
At Din og hans er fælles Ære.
Ei altid det os muligt er
Den Pligt, vi indsee, at udføre,
Men han, som grant vor Svaghed seer,
Dit Afmagts-Suk skal ynksom høre,
Han skue skal Din Siels Attraae,
Og dømme den, og naadig være.
Fuldkommenhed vi aldrig naae,
Saalænge vi paa Jorden ere.
Og naar Dig Himlen smiler blid,
Og Du i moden Alders Dage
Dig tænker vel anvendte Tid
I huuslig Rolighed tilbage,
Og jeg end meer er lykkelig,
Naar mine Been i Støvet hvile,
Maaskee Alfader skienker mig,
At see herned og salig smile.