Til min Mand
Til min Mand
i Anledning af
i Anledning af
Med Dig, o Ven! i stille Aftenskygger
Jeg blander Graad, og ofte sorgfuld gaaer
Til Dalens Skiød, hvor Taushed Tempel bygger,
Hvor Uroe ei vort kiere Øde naaer.
Her klager jeg; Dit Suk skal harmonere,
O, elskte Du! med Lyden af mit Qvad;
Din ømme Sorg Camoenen skal regiere;
Dit Bifald den sig haabefuld udbad.
Du undre ei, at ei min Muse kaarer
En Glædesang; den Klager valgte sig.
Mit Bryst er tungt, min Sang er Afskeds-Taarer,
Og traurig Lyd, vor fælles Kummer liig.
O! maatte den forønskte Lindring føde,
Og tolke Sorg og Savnet af vor Ven,
Vor elskte Ven, vor muntre Vibe døde;
Vi aldrig faae, nei aldrig, ham igien;
Og aldrig faae de uforglemte Dage,
Den glade Tid, som i hans Selskab randt;
Saa levner kun den gyldne Soel tilbage
Et øde Mørk, naar Straalerne forsvandt.
Ak! kold er nu den Mund, som Glæder talte,
Som skienkte Fryd til sorgfuld Venne-Barm;
Den blide Mand, som Elskov sandrue malte,
Snart Elskovs Fryd og snart dens bittre Harm.
Kold er den Barm, hvortil sig jevnlig hældte
Med Venskabs Ret hver ædelsindet Ven;
Det Øie, som venskab’lig Graad ham fældte
(Venskabelig, thi Hiertet følte den) —
Ak, det er lukt! Lukt for vort Suk hans Øre!
Hans kiere Bryst har aandet sidste gang.
Ei kan vor Graad Dig ædle Digter røre,
Som geistrig os Cytheres Ynder sang,
Som sang: at den, som Ven og Æren glemmer,
Som ondskabsfuld kun hellig Skin antager,
Og nedrig Svig i falske Hierte giemmer,
Til Troeskabs Rang ei Broder-Adgang faaer;
Som Harpen tvang fra Glædens milde Toner
Til Sorgens Lyd, forenet med hans Barm,
Naar Venner blev til Nordens kolde Zoner
Bortført fra ham, adskilt til fælles Harm.
Og qvalte Suk, som Stemmen altid døved’,
Bevidned’ Dig, hvor heldig var Din Sang.
Hvo synger nu? Apollo selv bedrøvet
Høit paa Parnas Din sieldne Harpe hang;
Og hvo der tør forvoven Haand udstrække
Mod Høiden op, hvor Guden hengte den,
Skal kun omsonst begierlig Arm udstrække,
Og snart den see afmægtig synke hen.
Zirater ei mod Glemsel Dig betrygger;
Den Grav er taus, som hvælver sig om Dig.
Ei konstig Haand Dig Monument opbygger,
Og ingen Skald ved Klager hædrer sig.
Ei gyldne Ord skal Efterverden lære,
At Adels Blod i Dine Aarer slog.
Svag syntes kun for Dig den laante Ære,
Du, som Din Lov fra Hiertets Adel tog.
Men billig Graad, som paa Din Grav nedflyder
Af Venneflok, af dem Dig aldrig saae,
Og al den Sorg, Din tidlig Død indgyder,
Ak! Døden skiult bag Livets Foraar laae!
O! den er meer, end alle Monumenter
Og konstlet Sang, som leied Skald frembød,
Som ufortient Tyrannens Guld indhenter,
Og glad blev læst, fordi den sang hans Død.
Den kiøbtes ei for Dig, o Ven! som hviler,
Begrædt af hver, og ingen Tid forglemt;
Hver Skald bered til Klagetoner iler;
Men tause blev; hvert Hierte var beklemt.
Ak jeg, som Dig med svage Træk afmaler,
Var stum som de; men da min Elskte bød —
Da i hans Bryst Dit Tab saa ene taler,
At selv han ei kan synge ved Din Død;
Saa adlød jeg (Kier var hans milde Stemme;
Hvo adlød ei en elsket Mages Bøn?)
Skient ængstefuld: O! maatte Verden glemme,
Hvor svagt jeg sang om Norges beste Søn!
Og Brødre! I, som elsket Ven begræder
O! dølger mig — at ei hans Minde faaer
En værdig Sang: med billig Frygt jeg qvæder —
Med uvant Haand jeg Harpens Toner slaaer;
Og mig til Harm fra sorgbestemte Strænge
Blev Lyden mat, og ei vor Smerte liig.
Umild mod mig, o Digtergud! hvor længe
Skal længselsfuld Din Dyrker savne Dig?
Skal Du til dem kun skienke Digter-Evne,
Som hædred’ nok foragte kun Din Huld?
Hvi skal Du kun til Wessel, Frimann levne
Det sieldne Held, som solgtes ei for Guld?
De vandre taus med al den Sielestyrke,
Den høie Geist, som Du tildeelte dem;
Ei vil de meer Din milde Guddom dyrke,
Ei bringe Dig taknemlig Offer frem;
Endskiønt Du bød dem evig Vidner være
Om Sandhed fast som Dovres trygge Field,
At ene dem, som Du vil Konsten lære,
Kan uafbrudt sig vente ønsket Held.
Til Dig, o Du! som Guden aldrig glemmer,
Og Musen nu veemodig tit begræd,
Dig gav han Held, Dit Minde kierlig giemmer,
Og gav Dit Navn blandt første Skalde Sted,
Og vi, som Dig med Længsels Graad og Klage,
Ak! kun omsonst! gienkalde fra Din Grav,
Vi hylde Dig, og synge alle Dage
Med værdig Lov de Sange, Du os gav.
Og naar vi dem med al den Roes vi skyldte
Istemme tit og bringe Klager frem,
Da savne vi Dig og Dit Hierte hylde,
Der altid sang med Godheds Træk i dem.
Men Du er død, ak! død som disse Klipper,
Hos hvilke Du saa rolig voxte op.
Død hviler Du, ei hos de elskte Klipper
Din Ungdom saae at bryde Skyens Top.
Vi skal ei meer Din elskte Stemme høre,
Ei skal vi meer Din muntre Ansigt see.
O! dersom dog de Taarer, Sorg fremføre,
I himmelsk Egn for Dig sig lade see:
Du skal da os forladt af Dig beklage,
Med Medynks Smiil fra egne Qvaler fri;
Du skal da tit til vore Egne drage,
Med lønlig Trøst at staae vort Hierte bi.
Men skal vor Graad endskient forloren rinde,
Ei seet af Dig; thi ingen jordisk veed
Om himmelsk Aand kan Støvets Sorger finde,
Om den kan see, hvad Verdens Borger leed;
Saa skal vi dog Din Geist, Dit Minde bære
Med evig Savn i evig sorgfuld Hu:
Dit Tab begrædt, Dit Minde og skal være,
O elskte Ven, udødeligt som Du.