Elegie
skreven paa en Foraars-Reise
skreven paa en Foraars-Reise
Den korte Søvn fra Øiet gleed,
Da vaagnende i Eensomhed
Jeg mindtes Livets svundne Glæder,
Dets svundne Sorg — min hele Gang,
Der tit blev under Vaande lang,
Jeg saae kun øde Stæder
Selv midt i Daarens Glæder.
Jeg saae den skiønne Morgens Glands,
Paa Havet Solens Bølgedands,
Jeg hørte Fuglesang i Lunden,
Og, grønnende til nyfødt Liv,
Naturen i sit Foraars Bliv
Høit jubled’: den er svunden!
Hiin Vinter mig har bunden.
Ja! den er svunden, raabte jeg,
Men Sorgens Vinter svinder ei;
Den ingen Foraars Soel kan jage.
O! hvad er Vaarens beste Lyst,
Og Engens Grønt, og Fuglerøst,
Naar Hiertet stønner Klage
Ved vintervarig Plage?
Vift ei saa let, nysprungne Blad,
Viid, du skal stakket vifte glad;
Dig Død i rædsom Vinter bier.
Afrystet skal du falde af:
Om Træets Rødder skue den Grav,
Som Høstens Barbarier
Til Gravsted dig indvier.
Syng mindre glad, smaae Sangere!
Kort løvrig Green er blomstrende,
Kort varer lyse Sommernætter;
Naar Storm fra Norden bryder frem,
Og du forvildet søger Hiem,
Hvo da dig Spæde letter,
Naar mødig Flugt dig trætter?
Slaae, Sanger! om den korte Lyst,
Som varmer Jordbeboers Bryst;
Syng Lidelser og skiulte Taarer:
Syng klagelig og veemodsfuld
Om Lykkens underlige Huld,
Om hvor den ofte kaarer
Sig Yndlinger blant Daarer.
Og da med dig jeg stemmer i
I Hiertets kiere Harmonie,
Fra Verden langt — vor stille Klage
Samlyde skal i fierne Lund,
Fra Dagens Blik i Morgenstund,
Til Natten gleed tilbage
At ende lange Dage.
Dog — i en blid Uvidenhed
Imellem Sange Livet gleed
For dig, du glade Skov-Indbygger!
Du nød det Øieblik, som kom
Uængstet — forsked’ aldrig om
Det næste — dig betrygger
Et Lye blant Dalens Skygger.
Saa mig er dunkelt hvad kan skee,
End kan jeg Glædens Foraar see;
Hvo kan bag Tidens Forhæng skue?
Gud! om du vil, min Kummersgraad
Skal tørres ved din Godheds Daad,
Det Mørk’, mig synes true,
Kan du tilbagekue.
Slaae, Sanger! glad i Foraarslyst,
Syng froe hans Lov, som Vaar og Høst
Og Livets Sorg og Glæder sender.
Stærk er min Siel og let mit Sind;
Din hulde Fader er og min,
Han, som vort Beste kiender,
Snart Sorg til Fryd omvender.
Hans Bud er Held, hans Vei er god —
O! fast som Klippen er det Mod,
Der straalte nu fra dig, du Høie!
Oplivet ved min Tillidsbøn,
Naturen er mig stor og skiøn;
Mit himmelglade Øie
Seer let til Jordens Møie.