Friederike Brun (1765–1835)

    Ved sit rene Blaa vinkede Himmelen, og Klokken syv sadde Jomfrue Henriette Haller, Schmidt, Carl og jeg paa en aaben Vogn for at giøre en Valfart til Bieler-Søe og Peters-Øen. Nu først saae jeg ganske Berns fortrolig eensomme Beliggenhed i det klare Morgenlys fra Panziger-Hübbels Bakke: det ligger paa en Høi, omgivet med en Vold af Høie, ved hvis Fod Aarfloden bruser, som, overalt beskyllende Stadens Mure, giør den til en Halvøe, der kun er landfast mod Sletten henad Murten til. Disse Høie ere saare grønne, og fulde af romantiske Situationer, lige de høie Klinte ved St. Jean og la Batie¹, dog ikke høie nok for at tilspærre Udsigten. Ud af Staden gaae til alle Sider friske kiølige Spadseregange op paa denne naturlige Fæstning, paa hvilke man nyder en behagelig, vexlende Udsigt, snart paa Freiburger-Biergene, — snart hen over Jura, der fiern blaanende omgiver en viid Søm af Horizonten — saa mod Østen Gletschernes Himmelscene, som i stedse lysende Rækker takkede læne sig op til hinanden, som Kæmpere mod Aartusender. De stege med vor stigende Vei, der trak sig hen over Arven, hvilken lysegrøn under dybt indsnittede Biergvægge overskyggedes af tykke Granneskove, hvis melancholske Form og Farve er skatteret med spædgrønne Bøge. En Fierdingvei foran Staden henrykkede mig Synet af det vidt udbredte Biergamphitheater fra den sneetækkede Freiburger-Biergkiæde af, der tilsidst føier sig til Grinderwalds Gletscher. Jeg giorde for Alting Bekiendtskab med det ubestegne Jomfrue-Bierg, som høit i Luften opløfter sine tre blødt afrundede Domer; med Eigeren, hvis tvende kolossalske Taarne lade giennemskue en Dal, der sikkerligen forener alle Dødens Rædsler. Phantastisk rager Wetterhornet i Veiret, og Stockhornet stivnede af Iis, blaat og uoplyst. Paa det hvide Mettenberg hviler Øiet efter de vilde Former. Vor Vei gik meer op, end ned, giennem behagelige Egne; og vi havde nu de stigende Iisbierge til Ledsagere, indtil paa Høien foran Aabierg først hele Egnen, den vi med et hastigt Blik giennemløb, viste sig, og derpaa under Nedkiørselen forsvandt, hvorfor Jura’s vigtige Masse fremskød sig; jeg hilsede det som en gammel Ven. — Den lille Stad har en munter Beliggenhed ved Foden af den frugtbare Høi, som Arven væder. Herfra kom vi til det ved Bieler-Søens Bred liggende Fiskerleie Gerlinsingen, giennem smaa fortrolige grønt overhvælvede Veie, indtil vi fra en fri Bakke pludseligt øinede Søens Flade, liig et klarligen smilende Aasyn, og det liflige Eiland, som vore Ønsker fløi imøde. Snart vare vi i den skrøbelige Baad, og inddrukke med aaben Sands al denne skiønne Søedals frydelige Klarhed. Bredden, fra hvilken vi glede, aabner Søen en fladtegnet Bugt, og udstrækker til begge Sider to lange Jordtunger. Ved den ene Side steilt afskaarne Bredder, tapetserede med Buske, blødt nedstigende i et smalt Jordstrøg, men som ved Enden hæver sig til en høi Vold, hvis Profil-Forbierge skuer langt ud i Vandene. Fra den anden Side nedglider Høien, som vi forlode, i et frisk fladt Land, hvis Enge, Agre og Lunde venligen bades af de nære Bølger. Lige for os indfattede Jura hele Maleriet, afheldende mod Søen i en rund Søm. Viinbierge, svævende paa høie Fielde, støttede af nøgne Steenmasser, — store Skove, udstrakte mod Siderne, — nydelige Viinrankehuse, — Slotte og Smaastæder, strøede tæt ved Søens Bred, — Jura’s bageste Toppe, bedækkede med Snee, — blaanende langt over Søens Cirkel-Oval Neufchateller-Biergrækkens Kløft, som erindrer mig om Fort l’Ecluse². Da vi kom paa Høiden af Søen, tittede Biel og Nidau frem i grøn Krands. Først syntes vor Øe en liden Cirkelrunding; alt som vi nærmede os den, udstrakte den sig for Øiet, og viste sig som et egentligt Eiland, langagtigttegnet, den jevnt skraalige Sydside, hvorved vi landede, behængt med Ranker, og beskyttet af en Steenvold mod den lille Søes urolige Bølger. Hele Øens Ryg er bevoxen med Skov, der skiødesløs, som et Slør, affalder til begge Sider. Vi landede i en smal Kanal, der aabner sig ind i Øen. Sødt hemmeligt Stille lurede omkring os, ikkun afbrudt ved Bølgernes Brud mod Steenvolden. Jeg besteeg Øens Klint med bankende Hierte, og forvildede mig omkring i den skiønne Eegelund paa snævre bevoxede Stier. Hvor rørte Alting mig! — disse høie, indskrænkede Skygge-Domer, hvorunder Han³ tænksom vandrede, — disse rige Græsplaner, i hvis lille Verden sikkert ingen Plante var ham fremmed; disse Skarer af Fugle, som chorviis qvidrede deres uforstyrrede Vaarsang, og fordum nær omflagrende ham, som nu mig, trak hans elskende Siel til sig. Jeg ledte efter det Sted, som han fortrinligen elskede, den Pynt af Øen, hvor den brat skuer ud over Søen, og Bølgernes dumpe Slag pladske mod Klippegrunden, der i Lag udstrækker sig i det grønne Vand. Min Genius veiledte mig, og inden faa Minuter sad jeg under Eegeskyggen over Styrtningen. Hvor aldeles maatte denne lille Plads være for ham! — Dyb Eensomhed og Natur omkring ham, — ved hans Fødder Søen, der skillede ham fra besværlige Mennesker, — i beqvem Frastand Blikket paa det landlige Livs venlige Optrin. Fra Sydsiden Fiskerhytterne, skiulte i Buske, og høie Kornmarker bølgende, friske Enge glindsende over den eensomme Strand; fra Nordsiden Viinbiergene, hvorfra Viindyrkernes glade Chore løde over til ham, og ujevne Fieldklumper, afvexlende med tykke Skove. Her saae han den af hans skiønne Siel inderlig elskede Menneskeklasse, langt nok fra den, for ei at turde frygte den; og her nød han det qvægende Syn af ufordærvet Natur, uden at leve i en Udørk. O du Gode! og selv denne lille Plads misundte dig! Her havde du endt dine Dage i Fred, uden at føle den sidste Bitterhed, hvoraf dine sildigere Leveaar vare forgaldede. Ak! havde du døet her! Saare veemodige Taarer fulgte din Skygge, du, som jeg ganske forstaaer og begriber, i dine høie Dyder, som i dine Svagheder. Jeg omvankede den hele Bakke af Øen, som imod Norden nedstiger i en grøn Græsvold. Et forfaldet Chalet⁴ syntes mig og at være een af de Gienstande, som vare ham kiære. Her hvilede han ofte af sine Vandringer, naar Storm og Regn overfaldte ham. Paa den anden Ende af Øen steeg jeg ud af Skoven ned ad Græsvolden indtil Søen, der brusende med høi Røst, brød de grønne blinkende Bølger imod Steenmuren. Derpaa gik vi ind i Øens eneste Huus. Jeg havde bestilt Middagsmaaltidet i Rousseaus Værelse, det jeg betraadte med bange Beklemmelse. Thi kun i Guds frie Luft befandt han sig vel, og den Hiertet sønderrivende Scene af hans Afsked fra dette salige Uskylds Eiland fremstillede sig for mig. Udsigten af det eneste Vindve paa denne lille Stue glider over Søen, og lander paa en frisk Engplet, bag hvilken Gletscher-Spidsene opvoxe. Synet er indskrænket men uendeligt for Indbildningskraften. Klokken fire forlode vi Øen efter tre Timers Ophold. Det blæste en skarp Vind, og jeg bestyrtsedes ved Søens høie svære Bølger, der høirøstede stødte mod vort Papirs Fartøi. Vor ene Færgemand var drukken, den anden iisgraa; og jeg havde frygtet, om jeg ikke havde været saa fordybet i Drømmerier. Fra den høie Søbred tilraabte jeg det fiernt svømmende Eiland et veemodigt Farvel. Under Hiemkiørselen nøde vi en skiøn Beskuelse af Gletscherne, der skarpt oplyste af nogle giennem en Skye fremskydende Solstraaler, laae for vort Øie i reent Omrids. Især rystedes jeg af Niesens Pyramide. Fra et Bierg saae vi Aftenrødens Gienskin paa eengang glimre i Neufchateller- og Bielersøen.