95. David og Goliat
bibelhistorisk Digt.
bibelhistorisk Digt.
Goliat drog fra Gat,
For paa Saul at lægge Skat;
Stamped’ mod Fjeld og Flod
Med sin alenlange Fod.
To Mand høj, fir’ Mand drøj,
Op paa Sokfotop han fløj.
Skjoldet var, som han bar,
Synes mig, Kamel for svar.
Han tog paa: „O I Smaa
Bedre bag Jer Stude laa,
End gaae her i Gevær
De Filisters Helt, saa nær!
Har I Lyst, Mod i Bryst
Til at vove Kjæmpedyst?
Hid en Mand! at vi kan
Træffes om hverandres Land!
To Gang tre Uger, se!
Har I døjet nu min Spe!
Saul og Hver i hans Hær
Ryster jo, som Løv paa Træ’r!
Seer du vel, Israel!
Du er de Filisters Træl!“ —
David kom, saae sig om:
„Hvad vil denne store Vom?
Tør du, Drot! bruge Spot
Mod den store Sebaot?
Trods din Bram, Jette gram!
Jeg dig snart vil gjøre tam!
Ravnetrop! hid! æd op
Denne Gudsbespotters Krop!“
Kjæmpen vred om sig bed,
Fraaden flød i Skjæget ned:
„Er jeg en Gnavebeen,
Mens du bruger Stok og Steen!
David bad: „Herre! lad
Det nu lykkes!“ — dermed glad
Gjør et hvast Slyngekast; —
Stenen sad i Panden fast!
Kjæmpen faldt; — Slaget gjaldt,
Som om Tusinde var kvalt!
Jorderig glæded’ sig
Ved Guds Folkes Frydeskrig:
Seer du vel, stolte Hell!
Med os er Immanuel!