For barsken Nordenvind vil snart forsvinde
Det kjære Grønne, og som visnet Løv
Vil det mig med sin sagte Raslen minde,
At jeg, som det, er kun en Haandfuld Støv.
Den kolde Vinter snart sit hvide Lagen
Vil brede over Skov og Mark og Eng;
— For den, som virked’ fri med Kraft om Dagen,
Er Nattens Hvile sød i stille Seng. —
Men, efter Vinternatten, efter Sorgen,
Og efter Mørket her og stakket Død,
Oprinder hist en yndig Foraarsmorgen;
Den vækker atter Liv af Godheds Skjød.
Saa kom da, Vinter! ej for dig jeg gruer,
Og i din haarde, kolde Favn mig tag!
Igjennem Iis og Slud mit Øje skuer
En skjøn, en evigfrodig Sommerdag.