Christian Hviid Bredahl (1784–1860)

Nei, Sokrates! nu vil vi ikke længer lege den Leg med dig.

        Jeg tænkte, at det var mig, der legte med Eder. Nu, hvad vil I nu lege med mig da?

        Høg og Due —

        Betænker du ikke, at mine Been er’ næsten tredsindstyve Aar ældre, end dine?

        Du maa have tre Fristeder, imod at vi Andre har kun eet.

        Du est ikke saa prutten, som de, der unde mig intet Fristed her paa Jorden. Men, skal ikke saa Høgen snappe og dræbe den stakkels Due, eller vel endog opæde den levende?

        Det er kun de Høge med Vinger, der bære sig saaledes ad.

        Der gives dog ogsaa Rovdyr uden Vinger. Men, jeg kjender ikke den Leg ret, og jeg er vist for gammel nu til at lære den.

        Nu bær’ du dig ad, ligesom da du var Raadsherre.

        Hvorledes bar jeg mig ad dengang?

        Du sagde jo, at du ikke kunde skrive, for ikke at underskrive Uskyldiges Dødsdom, saa at det nær havde kostet dig dit eget Liv.

        Hvor veed du det? Du var jo ikke til dengang.

        Det har Moder fortalt mig.

        Nu, dengang dræbte jo dog ubevingede Høge de stakkels Duer, og saaledes kunne de vel gjøre endnu. Løber I nu foran, saa kommer jeg bagefter. (Børnene løbe; Sokrates følger gaaende. Strax efter kommer)

        Nu hjælpe mig alle Guderne saasandt, render ikke der det gamle Menneske og leger Klik med Drengene! Der kan I selv see! Har I nogensinde i Jert hele Liv førhen seet en Olding tee sig saaledes?

        Han maa gaae i Barndom.

        Nei, han gaaer i Skarndom, gjør han! Hvilken Frækhed nu, da han veed, at han svæver mellem Liv og Død! Er det ikke det Samme, som om han sagde: „Jeg blæser Statens Love og mine Dommere, Folket, et Stykke?“ — Er det ikke, Børnlille?

        Det er dog ikke slet Hib som Hab.

        Det er et forskrækkeligt Syn at see paa!

        Nu kan I, veed jeg, med en god Samvittighed bevidne, at I har saa godt som hørt ham sige: „Jeg foragter Folket og Statens Love!“

        Ja, her mangler kun, at han skulde sige det.

        Jeg veed ikke hvad du vil forlange mere, end det, du seer med dine egne Øine! Det er endog langt værre, end om han sagde det reent ud; thi saa kunde man troe, at det var hans sædvanlige, besnærende Ironi; men her seer og hører man hans Hjertensmening!

        Forsaavidt og for den Sags Skyld kan vi gjerne bevidne, at vi har hørt det af hans egen Mund. Man seer jo desuden nok, hvad han vil sige, og i al Fald kan Lykon og Anytos altid være os saa gode igjen.

        Der seer I selv, at han forfører Ungdommen! De stakkels uskyldige Børn!

        Ja, det er forskrækkeligt at tænke paa!

        Sokrates! — Sokrates! — Det er med Nød og Neppe han vil høre, naar Rettens Betjente raabe paa ham! (til den indtrædende Sokrates): Undskyld, at vi forstyrre dig i din Underviisning til Ungdommen, du „Viseste blandt Alle!“

        Det vil du nok seent tilgive Pythia, stakkels Lykon! Men maaskee vil ogsaa du give Underviisning her?

        Nei, dertil er jeg ikke gammel nok.

        Det vilde heller ikke kunne betale sig for dig.

        Det er ynkeligt at see, at en Mand paa din Alder kan være saa forfærdelig overgiven, at han ikke veed, hvilket Been han vil staae paa!

        Du vil jo ikke, at jeg maa staae paa noget af dem.

        Og det endog, naar han svæver mellem Liv og Død!

        Saaledes svæver jo alt Dødeligt, — Lykon selv ikke engang undtaget. Men min Umag var spildt, hvis jeg vilde gjøre dig det begribeligt, hvorledes jeg kan være saa „forfærdelig overgiven.“

        Jeg tænker dog du kan sige mig, hvorfor du render, som en Vildkat, om med disse Drenge? —

        Jeg tænker ogsaa, at du kan sige mig, om du æder, naar du er sulten? — thi jeg veed nok, at du æder indtil Fraadseri, naar du ikke er sulten.

        Ja vist „æder“ jeg, naar jeg er sulten, men jeg mætter mig ikke paa Svineæde.

        Maaskee paa det, der værre er. Men hvorledes bærer du dig ad, naar du ikke har Suul til Brødet?

        Saa skaffer jeg mig noget.

        Saaledes gjør jeg just nu. Idag har nu jeg intet andet Suul til mit Brød, end det, jeg kan forskaffe mig ved at lege med hine Børn. — — — —

        I Lovens Navn indstævne vi dig herved til: imorgen, paa sædvanlig Thingtid, at møde for det Heliastiske Bything her i Athen, for at forsvare dig mod den Anklage, der er indlagt imod dig.

        Jeg skal møde, hvis jeg kan. Har du mere at sige mig i Lovens Navn?

        Ikke for Øieblikket.

        Saa vil jeg ikke spilde mere af min Tid.

— — — — —

        Mit Skib er forgaaet med Top og Tavl, med Mand og Muus! — Hører du det? Hvorfor lod du ikke Nyxos’s Skib forgaae med, men lod det komme velbeholden hjem? Han har ikke offret dig en Doit! Er det den Tak, jeg skal have for mine Fedestude, min Viin og mine Penge? — Griner du ad mig oven i Kjøbet? (Han slaaer Billedet mod Gulvet og tramper paa det.) Lig nu der, dit Skarn! og saml dig op, om du kan! — Havde jeg bare fat paa Kryphon og Sokrates, de to Skurke! — Hør! Hør! Endnu dandse de og støie og fylde sig derude, de Hunde! Jeg maa ud og slaae løs iblandt dem og sende dem til Tartaros Alle tilsammen!

        Nu vil det komme an paa, om Sokrates kan staae sig idag. Hvad mener I om den Sag?

        Vi er’ af den Mening, mener jeg, at det beroer paa vor Mening, om han skal leve, eller døe!

        Der bør sættes en Pind for hans Liv!

        Det skal vel være en Skopind, siden du er Skomagermester?

        Skopind eller ikke Skopind, saa kunde ingen Mester leve af Professionen, dersom Alle sled saa lidt paa Fodtøiet som Sokrates, der som oftest gaaer barbenet.

        Da vil du dog vel ikke dømme ham fra Livet paa Grund af, at han gaaer barbenet?

        Jeg veed nok min Grund. Før du blev Skrædermester havde jeg alt været med at dømme tre fire Stykker fra Livet.

        Jeg siger det i en god Hensigt, men ikke for at være dig imod. I det Hele taget er Staten ilde tjent med Folk, der fødes og døe i de samme Klæder, ligesom Umælende, saa at sige. Var her Mange af det Slags, saae det galt ud med Industrien!

        Nu, dersom han vil bede os om godt Veir, faae vi see hvad vi kan gjøre!

        Man bør ikke støde saadanne Folk, som Anytos, Lykon og Menas for Hovedet!

        Jeg skylder dem intet og blæser dem et Stykke!

        Ja, det er nu dig, der kan blæse paa den Fløite.

        Hvad Ondt har Sokrates egentlig gjort?

        Er det ikke Ondt nok, at han intet Godt gjør? Hvad skal Staten med Folk, som hverken selv veed at leve, eller at skjønne paa Statens fortjente Mænd?

        Jeg kjender dig ikke; men jeg maatte tage meget feil, dersom du ikke er en Kok, siden du taler om „Statens fortjente Mænd.“

        Da kjender jeg dig, Kerex! — Ja, ved Zeus, er jeg Kok, og har du ikke seet den berømte Babylos før, saa kan du nu see ham her.

        I en lyksalig Tid slog du dig til Kunsten! Din Slev er Athens Scepter. Paa din Kunsts Vegne bør du stemme imod Sokrates for hans Tarvelighed i Madfadet.

        „Hvad Ondt han egentlig har gjort?“ Ja, det er egentlig vidtløftigt at fortælle. Han indfører bare nye Guder, forfører Ungdommen, blæser Folket et Stykke —

        Har du hørt ham „blæse?“

        Vil at Folket skal prygles —

        Vil han prygle os?

        Han har fortryllet Menas’s Søn, saa at han har forlovet sig med hans Datter —

        Det er ilde, at Sokrates har kun eet Liv!

        Hist kommer Anytos og Lykon. Men hvem er den Tredie?

        Det er Poeten Melitos.

        Er det godt Tøi, han væver sammen?

        Det er det nok, ifald det duer noget. Han er ellers en god Kunde og gjør sig fortjent af Industrien.

        Da har han ogsaa Sands og Smag for Kunstens Værker.

        Har Aristip ikke nok saa god Sands og Smag for dine „Kunstværker?“

        Melitos’s er finere, hvad de forskjellige Fiskearter angaaer.

        Da seer han mig noget fordægtig ud.

        Godmorgen, I gode Venner — Godmorgen Allesammen!

        Godmorgen Babylos, vort Athens gastronomiske Mesterkunstner! — God Morgen, Mester Herkules! Er min Kappe snart færdig?

        Imorgen, vil Zeus. Den var bleven færdig idag, dersom Staten ikke havde fordret min Nærværelse her.

        God Morgen, Kerer! Nu, hvor gaaer det?

        Figurlig talt: paa alle Fire, det vil sige: krybende.

        Da „krøb“ vi To ikke dengang Staten blev befriet fra de Tredive! — Nu er vi — idetmindste Lykon, Melitos og jeg — atter paa Benene, for at befrie Staten fra en slem Plage, der kan have de farligste Følger for Folkets Frihed, dersom man ikke forebygger Ulykken.

        Ja, vi har hørt en Fugl synge om Sokrates —

        Ja, det er beklageligt, at dette Menneske, som Folket nu saalænge har baaret over med, ikke endnu vil gaae i sig selv, men nøder Folket til at straffe! — Guderne har han opægget til Vrede, der alt har begyndt at hjemsøge Staten — Saaledes er, til Beviis, et af Menas’s Skibe forgaaet inat!

        Og han har dog offret tre Fedestude til Poseidon, for at det ikke skulde komme tilskade!

        Menas er bleven løs i Troen; derfor gik det ham ilde, og saa skal det gaae Enhver, som lader sig smitte af den nymodens og ugudelige Tro! Seer derfor til, Godtfolk: at Ingen forfører Eder!

        Ja, der skulde I seet Spil! Jeg var med til Menas’s Offergilde. Efter Midnat kom han som en Rasende, og slog løs iblandt os, hvorpaa vi pryglede ham og gik vor Vei.

        I al den Ulykke er Sokrates Aarsag, og ingen Anden; thi havde Sokrates ikke været, var Menas ikke bleven smittet af hans Vantro; var Menas ikke bleven smittet, var hans Skib ikke forgaaet; var hans Skib ikke forgaaet, var han ikke bleven rasende; var han ikke bleven rasende, havde han ikke slaaet løs blandt sine Gjæster, og da var det Mord ikke skeet!

        Der skete intet Mord.

        Det vilde ganske vist skeet, dersom Gjæsterne havde været ligesaa rasende som Menas; men det var, ved Apollo! ikke Sokrates’s Skyld, at Gjæsterne vare mindre rasende. Mord og anden Ulykke vil vi desværre nok faae at spørge herefter.

        Sandheden i Anytos’s, Lykons og Melitos’s Tale er saa klar som Sølv!

        Hvem der bare havde Noget af det Slags!

        Naar I nu, I Statens retsindige Borgere! naar I nu høre vore Taler paa Thinget; saa vil I faae fuld Oplysning til Sølvklarhed i denne Sag, og da vil Eders noksom bekjendte Skarpsind og Retfærdighed tilsige Eder, hvad I skulle dømme, ligesom de gjøre det umuligt at føre Eder bag Lyset.

        Man skulde, ved Zeus! snart troe, at det har sin Rigtighed med Sokrates’s „Blæsen,“ siden hverken han selv, eller Nogen paa hans Vegne indfinder sig her, for at bede om godt Veir —

        Ja, ved Zeus, blæser han!

        Maaskee han troer, at kunne rense Luften —

        Sokrates er en Pest for Staten!

        Intet er saa vist, som det!

        Jeg veed dog Noget, der er ligesaa vist.

        Hvad er det da?

        At 2 og 3 tilsammen er Sex.

        Troer du da, at hans Anklagere lyve?

        Jeg siger kun, at 2 og 3 er Sex.

        Troer du da, at 2 og 3 er Sex?

        Ja, naar man blot lægger Een eneste til.

        Den „Eneste,“ her mangler, er Sandheden, mener du vel?

        Mangler den; saa har hans Anklagere løiet. Jeg siger kun, at 2 og 3 er Sex, naar man lægger Een til; men der maa ingen sorte være imellem.

        Det kan være vanskeligt nok, at faae Sandheden fat, hvor nøgen den end er.

        Det er just Ulykken, at den er nøgen; ellers fik man vel fat i dens Pjalter.

        Det er mindre vanskeligt, at faae fat i dens pjaltede Talsmænd. For Resten kan den Nøgne maaskee være oversmurt med Olie.

        Den Kerex er en Vittigfugl; men han hører nok ikke til Aristophanes’s Frøer —

        Da er han, ved Zeus, ingen af Folkets Kjærnemænd!

        Nei, ligesaalidt som Sokrates. Men, lad os nu gaae paa Thinget og see, hvor der staaer til.

        Hvor har du dine Tanker, Sokrates? Hører du ikke Hobens Bifaldsraab til Lykon, hvis Tale forekommer, lader det, Tilhørerne noksaa blomstrende, som Anytos’s og Melitos’s? — Du har vel dog beredt dig paa en Forsvarstale?

        Jeg har beredt mig efter Evne. Men kan det ikke være Nok til mit Forsvar, mener du, naar jeg har over ti Tusinde Vidner for: at Anytos, Melitos og Lykon har løiet?

        Hvor har du de Vidner, Sokrates?

        Blandt de henfarne Dage. Hver Dag i flere end de sidste tredive Aar af mit Liv kan bevidne, at mine Anklagere have løiet. Kan det nu ikke være Nok for mig?

        For Flere end dig ei alene Nok, men meer end Nok. Men hører du ikke dine Dommeres Bifaldsraab til dine Anklagere? Hold dog en Tale til Hoben!

        Det skulde da være, for at vise mine Dommere en Tjeneste.

        Og hør: bliver Valget af Straffen overladt til dig, vælg saa Fængselsstraf; thi, ved alle Guder: du vil snart komme paa fri Fod igjen!

        Træd op, Sokrates! — Har du intet at sige os, Sokrates? — Forsvar dig, Sokrates!

        Førstegang i mit Liv staaer jeg for denne Domstol, skjønt jeg nu er over halvfjerdsindstyve Aar gammel. Alt her er noget Nyt for mig, og mit Sprog vil uden Tvivl skurre i de Lovkyndiges Ører. Lad dette tjene mig til Undskyldning hos Eder, I Dommere! hvis I forlange nogen Undskyldning. Veier mine Grunde og Beviser mere, end mine Ord og Udtryk; thi Eders Pligt er det: at dømme mig retfærdigen; min: at sige Eder Sandhed.

        Jeg er anklaget for Forbrydelser mod Staten og Lovene, og mine Anklagere paastaae: at Døden bør være min Straf. Min Brøde skal fornemmelig bestaae i, først: at jeg ikke antager de Guder, Staten dyrker, men indfører andre, nye Guder; andet: at jeg forfører Athens Ungdom til Last og Udyd.

        Her ere I nu saa Mange forsamlede, at det maatte være et Under, om Ingen blandt Eder skulde enten have hørt mig sige Noget, eller seet mig foretage mig Noget, der kunde bevise: at jeg forkaster de Guder, Staten dyrker, og indfører nye Guder. Har da Nogen blandt Eder selv hørt eller seet mig gjøre Sligt, eller kjender Nogen blandt Eder Een eller Flere, som kunne overbevise mig om en saadan Brøde?

        Du har dog udladt dig med Spot om de Spaadomme og Varsler, Guderne forkynde ved Augurerne.

        Er du endnu ikke forstummet, Kryphon? Træd frem! Jeg kjender din Røst! Skal jeg dømmes som Statsforbryder, fordi jeg ikke troer paa de Spaadomme, du henter fra Fugleskrig og Offerdyrs Indvolde? Træd frem og vedstaae hvad du foreslog mig iaftes!

        Jeg vil intet videre have at skaffe med dig!

        Dermed er din Sag ogsaa bedst tjent. Vil ingen Anden fremstaae? (Taushed). Hvad nu det angaaer, at jeg skal have forført Ynglinge til Laster; da have I, I Dommere! jo hørt de Unges Fædre bevidne: at jeg har dannet deres Sønner til gode og retskafne Mennesker. Men, kan Nogen blandt Eder nævne mig dem — nei: nævne mig kun en Eneste, jeg har forført — med mindre mine Anklagere ved Udtrykket: „at forføre“ forstaae: „at gjøre god og retskaffen;“ — thi da har jeg „forført“ Mange, haaber jeg. Nu? Vide I Nogen, jeg har forført til Laster?

        Vare ikke baade Kritias og Alkibiades dine Lærlinge, og hvormeget Ondt gjorde ikke de! (til Hoben): hvilket jeg klarlig beviste i min Tale til Eder, Athens retsindige Borgere!

        At baade Kritias og Alkibiades gjorde Ondt, er let at bevise; men, hvorledes fik du beviist: „at Sokrates var Skyld i det Onde, de gjorde?“ (Lykon tier.) Glemte du, at bevise det? — Beviste du maaskee, at jeg gjorde kun disse To onde og lastefulde, paa det at jeg selv kunde komme til at lide derunder? Beviste du maaskee „klart:“ at Sokrates bør straffes for de Forbrydelser, Kritias og Alkibiades begik, efterat de Begge havde forladt Sokrates, just fordi de ikke kunde finde sig i, at Sokrates dadlede og irettesatte dem? — Hvad siger du, Lykon?

        Jeg siger, at du har sagt: „at det er taabeligt, at lade Valget af dem, der skulle styre Staten, komme an paa en Bønne“ (til Hoben): hvorved han vil bestride Folkets Valgret og fradømme Folket Indsigt i Statssager, idet han tillige spotter over vor Statsforfatning, — hvilket jeg ligeledes klarlig beviste i min Tale, som havde den Lykke, at vinde Eders Bifald, I skarpsindige og retfærdige Dommere, som ikke lade Eder føre bag Lyset!

        Gav’ I Lykons Tale Bifald, I Dommere! da gav’ I meer, end I burde havt Evne til. Saa siger jeg nu, at det er taabeligt, at lade Valget af dem, som skulle styre Staten, komme an paa en heel Haandfuld Bønner, naar disse ere Andet, end Bønner i retsindige Vælgeres Hænder! — Har Nogen noget herimod at indvende?

        Du har ogsaa sagt: at en Søn har Lov til at binde sin afsindige Fader — Ikke?

        Tør du frakjende Sønnen en Ret, Loven udtrykkelig giver ham?

        I min Tale til Eder, Athens ædle Borgere! beviste jeg tilfulde: at Sokrates gjør den Ret, Loven hjemler en Søn mod en afsindig Fader, gjældende ogsaa mod en uvidende Fader det er: en Fader, Sønnen, — underviist formodentlig af Sokrates, — anseer for uvidende.

        Fik du, Anytos! beviist „tilfulde“, at jeg er vankundig nok, til ikke at kunne skjelne imellem Afsindighed og Uvidenhed? — Der seer du nu en af de onde Følger af, at du aldrig har villet lade dig undervise om det, du burde vidst, før du optraadte offentlig som Anklager imod mig. Hvad forstaaer du ved „Afsindighed“?

        Det er en hidtil uhørt Maade, at tale paa, og for et saa dannet Folk, som dette, har jeg, for min Deel, formegen Agtelse, til at jeg her skulde indlade mig i Undersøgelser, kun Skolepoge bør beskjæftiges med!

        Vel maa du afskye den „Maade, at tale paa“; thi blev den indført, da kom din og dine Liges Veltalenhed hverken til at „blomstre“, eller til at bære onde Frugter.

        Har du ikke ogsaa sagt, at man bør adlyde den „Viseste“?

        Er du taabelig nok til at ville paastaae Andet?

        I min Tale til Eder, høistagtværdige Medborgere! beviste jeg fremdeles — et Beviis, Eders eget Skarpsind gjør overflødigt! — at Sokrates, som anseer sig selv for den Viseste blandt Alle, paa denne Maade vil tiltage sig Ret til at befale over Alle, altsaa ogsaa over Eder, Athens frie Borgere!

        Fik du nu beviist „fremdeles“: at jeg er en „Sophist“. Aldrig har jeg kaldt mig selv „viis,“ endsige: „den Viseste blandt Alle.“ Mange af dem, som ere her forsamlede, har hørt mig sige: at jeg veed Intet, eller at det, jeg ikke veed, er saa meget, at det, jeg veed, kan ansees for Intet i Forhold til det, jeg ikke veed. Befrygter, derfor ikke, I Dommere! at jeg skulle ville befale over Eder, paa Grund af, at jeg skulde være hovmodig nok til at ansee mig selv for den Viseste blandt Alle. Men mine Anklagere burde skamme sig ved at byde Eder saadanne, saakaldte „Beviser“, ligesom I bør skamme Eder ved at erkjende saadanne Beviser for Andet, end for Beviser, deels: paa mine Anklageres Vankundighed, deels paa deres onde Hensigter.

        I min Tale til Eder, Athens hæderkronte Borgere, som elske Fædreland og Frihed! udviklede jeg: hvorlunde Sokrates misbruger vore gamle Digteres Ord, blandt andre Steder det Sted hos Homeros, hvor Ulysses med Skjeldsord, Trusler og Slag formener Enhver, som ikke er første Høvedsmand eller Herre, Ret til at tale med om Statens Anliggender. Jeg beviste uigjendriveligt: at Sokrates ved saadanne Misbrug af Digternes Ord vil godtgjøre: at Menigmand intet bør have at sige i offentlige Sager, men taus skal lade sig skjelde ud og prygle af Tyranner!

        Du fik gjort Umuligt virkeligt, hvis du fik beviist, at Sokrates vil godtgjøre: at Sokrates „bør lade sig skjelde ud og prygle af Tyranner;“ thi han er jo en „Menigmand“ af Almuens Classe. Alt, hvad du fik beviist „uigjendriveligt,“ er: at Melitos er en Taabe.

        I Guder! Han griner ad Folket!

        Hørte Ulysses din Snak, Melitos! slog han dig med Sceptret, hvilket du kalder „at prygle,“ og du havde, visselig! ogsaa fuldelig fortjent dine „Prygl.“ Jeg veed nok, at du er vred paa mig, fordi jeg ikke kan rose dine Digte; men hvem kan vel det? At jeg ikke kan, er ikke min Skyld, men din; thi du selv gjør dine Digte saa slette.

        Anytos, Melitos og Lykon kunne da ingenlunde fælde mig ved deres Anklage. Derimod bliver jeg maaskee et Offer for hine Uretfærdiges Had, hvis Uvidenhed og Laster jeg stundom blottede. Deres Avind har styrtet saamange brave og gode Mennesker og vil styrte endnu Flere; thi hvorledes kunde jeg nære det Haab, at Ondskab skulde mættes ved min Død? (Mishagsyttring blandt Hoben).

        Jeg veed ret vel, at mine Fienders Misundelse og Had opvaktes især derved: at Oraklet erklærede mig for den Viseste blandt mine Medlevende. (Hobens Mishagsyttring tiltager). Siden den Tid har jeg gjort Mange til mine uforsonlige Fiender, ved at udrydde Fordomme, beskæmme Hykleri og ydmyge Hovmod. Mange Aar har jeg anvendt paa, at undersøge Sandhed og udbrede Oplysning, overbeviist om, at dette var mit Kald og den Post, Forsynet satte mig paa her i Verden. Dette Kald vil jeg ikke svige; saalænge jeg lever vil jeg derimod, vedblive at dadle Laster, ængste de indbildte Vise med mine Spørgsmaal og faae dem til at rødme over deres Vankundighed og falske Dyder. Idag gjælder det derfor mere Eders Velfærd, end min; thi, aflive I mig, ville I neppe finde Nogen, der besjelet af den samme Iver, saa redeligen vil tale Sandhedens og Dydens god Sag. (Lydeligt Mishag fra Hoben).

        Jeg tænkte vel, at mine Ord vilde være en skurrende Lyd i Eders Ører. Men, venter ikke, I Dommere! at jeg vil bestikke Eder ved Smiger, Tryglen og Taarer! Intet af de ved saadanne Leiligheder brugelige Bestikkelsesmidler vil jeg benytte. Jeg har gjort min Pligt mod Eder: sagt Eder Sandhed; udøver nu I Retfærdighed mod mig, og efterkommer herved Eders Pligt!

        Hvilken Ubluhed mod Folket!

        Han sagde Sandt, da han sagde: „Jeg blæser Folket et Stykke!“

        Han grinte Folket op i deres aabne Øine!

        Giver Lyd, Borgere! (til Sokrates): Tohundrede otte og halvfjerdsindstyve Stemmer have frikjendt dig, Sokrates! men to Hundrede Een og Fiirsindstyve har dømt dig som Statsforbryder skyldig efter den Klage, Melitos har indlagt imod dig.

        Saa bør han døe, som Den, der foragter Statens Guder, forhaaner Folket og forfører Ungdommen til Laster!

        Dine Dommere tillade dig, selv at vælge en af følgende tre Straffe: Landsforviisning, Fængselsstraf paa Livstid, en stor Pengebod. Dine Venner har tilbudt tredive Miner¹ for dig; men dine Dommere har forkastet Tilbudet, da Summen tyktes dem altfor ringe.

        I har dømt mig skyldig til Straf, I Dommere! og overladt mig Valget imellem Landsforviisning, Fængsel paa Livstid eller en stor Pengebod. Til Landsforviisning er jeg nu for gammel; desuden vilde det vel ikke gaae mig bedre et andet Sted; thi, hvor jeg kom, maatte jeg tale Sandhed. Fængselsstraf paa Livstid anseer jeg for et Onde, større end Døden. Penge har jeg ikke at give, veed I nok; men, selv een Obol vilde jo være formeget, hvis jeg er uskyldig; men, er jeg skyldig efter Anklagernes Paastand og Eders Dom; da kunne Penge ikke forsone min Brøde.

        Hvad vil du da, Forbryder! som underkjender og forkaster Folkets milde og naadige Dom?

        Vider I, som have dømt mig skyldig: at jeg ei alene er uskyldig, men endog værdig til at underholdes paa Statens Bekostning!

        Skrækkeligt! — Grufuldt! — Oprørende!

        Jo, vi hørte nok! — Vi hørte Alt!

        Fiirsindstyve, som nys frikjendte dig, har nu forenet deres Stemmer med dine Modstanderes, saa at tre hundrede een og tredsindstyve Stemmer nu have dømt dig, Sokrates, til: at drikke Giftbægeret!

        Saa have da nu I, I Tre Hundrede Een og Tredsindstyve! dømt en Uskyldig til Døden, som I ganske vist ansee for det Værste af alt Ondt. Hvorledes ville I nu affinde Eder med Eder selv? Hvorledes ville I faae afværget den Brøde, I nu har væltet paa Eder, og hvorledes ville I faae aftvættet den Skamplet, I nu har paadyst Hellenernavnet? — dog; det blive Eders Sag! — Nu er det Tid, at gaae herfra; jeg, for at døe; I, for at leve. Kun Guddommen veed, hvis den lykkeligste Lod er.

        Ha! var Nyxos’s Skib endda forgaaet med; men ikke man skal spørge til nogen anden Søskade! Jeg er den Eneste, det skal gaae ud over! Al denne Ulykke kan jeg takke Sokrates for, som har opægget Guderne til Vrede ved sin Foragt for dem og ved sin Ugudelighed, og saa skal det da nu gaae ud over mig Uskyldige! — Men jeg vil hente mig Trøst hos Sokrates! Han maa dog, veed jeg for Alt, hvad der kan pine! være fortvivlet ulykkelig nu, da han er dømt til Døden! — Ha! det vilde qvæle mig, om han skulde være bedre faren end jeg; thi at han skulde være værre faren, er ikke at haabe! — Saa! nu kan Ingen kjende mig.... Men, om han nu er bedre faren — Ha, Nei! Nei, siger jeg! Jeg maa afsted!

        Er han flygtet — Nei, hist ligger han død! (han standser lyttende) Ha! det maa jeg troe, siden han hverken jamrer eller hyler! — Nei! han drager Veiret! — Det burde jeg jo ogsaa kunne tænke, at han vilde drikke Fortvivlelsen bort, saa viis, som han er! — Mon han nu ikke er bleven ædru? (han kalder sagte og ængstlig): Sokrates! Sokrates! — Han har drukket mere end jeg har skjænket! — Men, hvad nytter det mig, om jeg nu ogsaa faaer ham til at slaae Øinene op i Døsen? Han vil dog strax falde hen igjen, og kan ikke være fortvivlet, saalænge han er saa drukken! — Det er bedre, at jeg gaaer hjem og drikker, ligesom han! — Dog — (Han lister sig frem igjen, men standser). Hvad, om han nu er bedre faren? — Ha, nei! Han veed maaskee en Hæredrik! (Han gaaer hen og rusker i den Sovende og kalder): Sokrates! Sokrates! Vaagn op!

        Hvad er der? Hvorfor vækker du mig?

        Er du bleven ædru?

        Jeg blev aldrig „ædru,“ thi jeg var aldrig drukken.

        Er du da levende?

        Troer du maaskee, at jeg er levende død?

        Hvorfor hyler du da ikke, naar du hverken er død eller drukken?

        Hvi skulde jeg „hyle?“ — Hvorledes kom du hid? Hvad vil du mig?

        Ja, hvem veed det — Hvem veed det — Ha! — Hvad er det for en Hæredrik, eller Trylledrik, du veed?

        Veed du selv, hvem du er?

        Vil du bilde mig ind, at du kunde være saa vel faren i din Ulykke, naar du hverken er død, eller drukken, eller bruger en Trylledrik?

        Enten er du afsindig, eller altfor sindig til at kunne gjøre Lykke her i Byen. Men, hvad „Ulykke“ er her paafærde med mig?

        Ha! det er just din Lykke, at du ikke veed det!

        Nu vel! Jeg bruger en „Trylledrik,“ som gjør mig „vel faren i min Ulykke.“

        Det er den Drik, der la’r dig glemme, at du er i Fængsel og skal snart aflives!

        Nei, alt det veed jeg meget vel; men den „Trylledrik,“ som skal lade mig glemme baade Fængsel og Død, har jeg ivente.

        Hvorfor hyler du da ikke i din Ulykke?

        Jeg har jo sagt dig, at Trylledrikken gjør mig vel faren i „Ulykken.“

        Fornemmer du da ikke, at Lænkerne gnave dine Been?

        Jo; men hvad andet kan man vente af Lænker? Er mine Lænker, mener du, Skyld i, om denne Gnaven bliver mig aldeles unyttig?

        Til hvad Nytte gnavede de da dine gamle Been?

        Det skal jeg sige dig: Naar man nu ta’r Lænkerne af mig, ophører denne Gnaven, og da vil det være for mig, som om jeg fik nye Been istedet for de gamle.

        Det var en deilig Trøst!

        Man maa være fornøiet med et mindre Gode, i Mangel af et større. Det er altid bedre, at kunne faae lidt Godt ud af Noget, end slet intet at kunne faae ud, endsige: kun at kunne faae Ondt ud. Man lærer ikke ret at skjønne paa det Gode, før man har lidt Ondt. Men maaskee kom du hid, for at blive trøstet? — Hvorfor stirrer du saa vist paa mig? — Hvem er du?

        Hør Sokrates: Skibet fra Delos løb ind i Havnen da jeg kom hid, og inden Solen gaaer ned skal du døe!

        Det er intet Sørgebudskab for mig. Kom du hid for at ængste mig og for at glæde dig over mit „Hylen,“ da var din Gang forgjæves. Søger du slet Selskab, kan du finde det Søgte i dig selv, hvis du er min Fiende. Søger du dem, som pines af Nag og Uro; da gaae til de Onde og Lastefulde!

        Jeg søger En, der er ligesaa ilde faren som jeg selv!

        Ikke veed jeg, hvor slet du est faren; men ilde maa du være faren, hvis du er saaledes faren, som Anytos, Melitos, Lykon og Menas.

        Ønsker mig tillykke Børn! Vort hellige Skib er i Havnen, hvis denne Mand ikke lyver.

        Vil du bede Sokrates om en Almisse, Tigger! saa bed ham om Tilgivelse!

        Hvem er’ han?

        Min Fader Menas, Sokrates!

        Hvorfor er det dig saa haardt imod, Menas! at din Søn ægter min Datter? Tykkes det dig saa stor en Ulykke at disse To, som et lykkeligt Par, kunde besøge vore Grave? Eller tykkes det dig en større Ulykke, om Mangel paa Rigdom skulde gjøre din Søn ligesaa lykkelig, som Rigdom og Gjerrighed har gjort dig selv elendig? — Hvi staaer du der, som forstenet?

        Lad mig være —

        Denne Mand vækkede mig af en Slummer, jeg var falden i, efterat mine Venner havde forladt mit Fængsel; thi jeg bliver nu daglig mere affældig og trængende til Hvile. (til Xantippe) Du betragter mig med Veemod og hensunken i dig selv, min Hustru! men dog mere rolig, end ved dit første Besøg her; thi da havde din Smerte overvældet dig. Maaskee forekommer min forestaaende Død dig nu mindre frygtelig?

        Jeg vilde være rolig, naar jeg vidste dig i Sikkerhed. Hvorfor vilde du dog ikke flye og frelse dit Liv, Mand! men har afslaaet alle dine Venners Tilbud og gjort alle deres Anslag til intet?

        Saa tykkes nu mig, min Hustru, at jeg vilde flygtet fra noget Godt til noget Ondt; thi for mig er Flugt Vanære, og Vanære et Onde, større end Døden. Jeg har sagt saavel mine Venner som dig, min Hustru, mine Grunde, hvorfor jeg ikke kunde følge Eders Raad her, og mine Grunde vilde, haabede jeg, forekommet Eder gyldige, om end ikke saa gyldige, som de forekomme mig selv, der heller endog vilde tilbringe Resten af mine faa Levedage i dette Fængsel, end vanære mine graa Haar ved Flugt. Ved hine gjentagne Anmodninger om at flye, har Eders Omsorg for mit Liv gjort mig det nu næsten umuligt at finde paa andre og nye Grunde, der maaskee vilde forekomme Eder mere gyldige.

        Hvilke Grunde gav du da Prokles og Psyche, som staae der og betragte dig smilende, og synes ei alene ikke at bedrøves over din nærforestaaende Død, men endog at ønske dig tillykke med den?

        Ogsaa du, min Hustru! vilde ønsket mig tillykke nu, dersom vi kunde forstaaet hinanden ret i den Tid, vi have levet tilsammen — Men, siig mig: hvad forvisser dig om, at jeg ikke skulde døe nu, om man end ikke havde dømt mig til Døden?

        Det er dog ikke rimeligt, Sokrates!

        Jeg kan ikke troe det „rimeligt,“ at mine Dommere paa Thinget idag skulde hos sig selv have erkjendt mig skyldig, efter den indgivne Anklage; men hvilket tykkes dig nu meest „rimeligt,“ enten: at en Dødelig kan døe, hvilket Øieblik det skal være, eller: at Tre Hundrede Een og Tredsindstyve af mine Landsmænd, som daglig have været Vidner til min Vandel, kunne dømme mig, som en Statsforbryder skyldig til Døden?

        Det vilde blot kostet dig nogle Ord til dine Dommere, saa havde de frikjendt dig! Havde du tilladt mig, at fremstille mig for dem med vore Børn......

        Det vilde været for bekosteligt! Intet om dette, min Hustru! Mine Venner have lovet mig, at drage Omsorg for dig og vore Børn.

        Ogsaa Psyche og jeg haabe, engang at kunne afbetale Noget paa vor Gjæld til dig.

        Du er mig intet skyldig Prokles! dog vil jeg ikke forsmaae den tilbudte Hjelp. Psyche var altid et godt og taknemmeligt Barn (til Sokrates): Vil du see vore Børn her nok engang?

        Nei, min Hustru! Nei! Saadanne Optrin bør ikke gjentages. Har det allerede stedfundne ikke gjort et uudsletteligt Indtryk paa dem blandt vore Børn der ere komne til Skjønsomhed; da vil et gjentaget være ei alene unyttigt, men endog skadeligt.

        Saa vil jeg tage Afsked med dig; thi hvad nytter det enten dig, eller mig, at jeg tøver længere her. Du har jo tilgivet mig Alt, hvad jeg har gjort dig imod, og det er meget formeget, veed jeg nok.

        Nu, min Hustru! du har maaskee gjort mig mindre imod, end du selv troer, og jeg har maaskee gjort dig mere imod, end jeg tænker. Vor Mellemregning ville vi aldrig opgjøre, men sige Qvit og kun blive hinanden Kjærlighed skyldig.

        Ja — Ja — Der har det tidt brøstet for mig; men du var altid god og kjærlig. Farvel, min Mand! Alle Guder velsigne dig! (til Prokles og Psyche) Vil I følge mig hjem?

        Ja Moder! (til Sokrates) Vi komme igjen Fader!

        Vel, mine Børn! — Farvel, min Hustru!

        Det hellige Skib er i Havnen, Sokrates! og inden Solen daler vil du vel have udstaaet din Straf.

        Vi løse dig derfor af dine Lænker, at du kan forberede dig til Døden.

        Det vilde være vel seent I gode Venner, nu først at begynde paa en saadan Forberedelse.

        Det er nu saa en vedtaget Skik, at man gjerne udsætter Forberedelsen saalænge muligt.

        Det er ogsaa Skik og Brug, at man laaser og lukker for Livsfanger især; men for Denne kan man være rolig.

        Saa jeg vilde ikke løbe min Vei, mener du?

        Nei, for den Sags Skyld torde jeg gjerne lade alle Døre staae paa viid Gab for dig.

        Vil du lyde et godt Raad, Sokrates; saa bed om Udsættelse af din Straf til imorgen; thi maaskee kunde der foregaae en Forandring i Tingene, som ere meget foranderlige her i Byen. Var jeg i dit Sted bad jeg, ved Zeus, om Udsættelse.

        Tak for dit Raad. Imidlertid vil jeg dog betænke mig lidt, før jeg følger det.

        Men betænk dig nu ikke, til du intet kan betænke; thi saa er det, ved Zeus, bagefter. Farvel.

        Nu vil jeg gaae i Bad, for at spare Andre den Uleilighed at toe mit Liig.

— — — —

        Nei, mine Venner! anmoder mig ikke om, efter Andres Exempel at tiltrygle mig nogle faa Livsøieblikke! De har vel havt deres Grunde til at ønske en saadan Forhaling; jeg har sagt Eder, hvorfor jeg ikke ønsker den. Modtager min Tak for Eders Kjærlighed til mig og mager det saa, at jeg i Døden kan glæde mig ved den Tanke: at jeg efterlader mig livsglade og dydige Venner, der med mig dele Haabet om et bedre Liv efter dette!

        Forstaae vi ikke nok dette gode Varsel mine Venner? Lader os da holde fast paa Haabet om et bedre Liv efter dette! Men hvorfor skulde vi ville fastholde dette Haab, naar det ikke kunde betage os Frygt for Døden, ja lære os: at ønske hverandre tillykke med vor Bortgang herfra?

        Tillykke Sokrates!

        Den Røst forstaaer jeg. Tak, min Prokles!

        Har du Noget at befale os?

        Aldrig befalede jeg over mine Venner; men jeg har en Bøn, opfylde I den, da vise I mig den største Tjeneste.

        Siig os den, vor faderlige Ven!

        Det er min Bøn: at I stedse rette Eder efter mine Formaninger; da vise I mig den største Tjeneste i Døden. Om min egen Vandel har været Gud behagelig, det veed jeg vel ikke; men dette er jeg forvisset om, at jeg stedse har stræbt at behage ham, og jeg haaber, formedelst denne min gode Attraa at finde Naade hos ham.

        Giv Tid Sokrates! Giv Tid med Bægeret!

        Sokrates er død.

        Saa veed han nu enten mindre, end den mest Uvidende her paa Jorden, eller mere end alle Jordens Vise tilsammen.