Elegie
(Til en hedenfaren Vens efterladte Brud.)
(Til en hedenfaren Vens efterladte Brud.)
Blev vi skabte da til idel Smerte,
Til forgjæves Klageraab om Fred?
Fik vi blot det ømme, kjælne Hjerte,
For at fatte vor Elendighed?
Naar jeg føler dobbelt, hvad jeg lider,
Mens min korte Fryd jeg mindes ei,
Og den Orm, som ved min Fod sig vrider,
Synes mere lykkelig, end jeg;
Naar min Sjæl, af Smertens Skrig bedøvet,
Søger Ro, men ei kan finde den —
Sig mig du, som er i Modgang prøvet,
Tør jeg ei anklage Himmelen?
Nei! — thi Han, som kaldte Myriader
Frem af Intet ved sit Almagts Bliv,
Han, som sagde: Jeg vil være Fader
Til den Skabning, som jeg skjænkte Liv —
Han, som kjærlig klæder Markens Lille,
Danned os at gjøre vel imod,
Ei maa Støvet trættes med Hans Villie —
Han er evig viis, som han er god.
Dybt nedbøjet, lidende Veninde,
Stirrer du paa Liget af en Ven;
Lad kun frit den tunge Taare rinde,
Harpens Klang vil ikke standse den.
Men fortvivl ei! — ved den Dødes Baare,
Livets Herre seer, hvor knuust du staaer;
Og hans Øje tæller hver din Taare,
Hvert dit Suk op til Hans Throne naaer.
O, fortvivl ei! — Han, hvis Almagt raader
For hvad var, og er, og bliver til,
Han allene veed, hvad her os baader,
Og kun det hans Faderhjerte vil.
Eller — har dit Øje glemt at skue
Op mod Himlen fra det brustne Leer?
Har din Graad da slukt dit Hjertes Lue,
At du Ham kan ikke skimte meer?
Jo — du veed, langmodig er vor Fader,
Og Hans Almagt er vor Svagheds Ven;
Selv vor store Brøde Han forlader,
Naar vi kun ei glemme ham, og den.
Men erindre dig, i Prøvens Rige,
At Hans Retfærd er hans Naade lig;
Hvis din Tillid til ham kunde vige,
Vendte Han sit Aasyn bort fra dig!
O, erindre, at naar Smertens Bæger,
Fyldt til Randen, rækkes dig af Gud,
Du en Draabe finder dog, som qvæger,
Naar til Bunden du har tømt det ud.
Ogsaa jeg har tabt, du hulde Pige,
Ogsaa mig en trofast Ven han var;
Lad mit kummerfulde Blik dig sige,
At ei ene du ham elsket har.
Ja! er Venskabs stille, tause Taarer
End ei bittre, som den Elsktes Graad,
Ak, den Piil, som Vennens Hjerte saarer,
Har jo og en hvas og giftig Braad!
Men, jeg veed, at hist i Aanders Bolig
Mere glad og lykkelig han er;
Alt paa Jorden med sin Gud fortrolig
Staaer han hisset nu Hans Throne nær.
Og, naar før vor fælleds Bøn, Veninde,
Bad for ham om Jordens bedste Fred,
Bør fortvivlet da vor Taare rinde,
Nu, han hist har fundet Salighed?
Og, hvis nu han med en Engels Blikke
Seer til Støvet, han forlod, igjen,
Troer du da, at det ham smerter ikke,
At for ham vi glemme Himmelen? —
Vend din Tanke fra den sorte Baare,
Vend dit Øje fra det brustne Leer!
Sku mod Himlen gjennem Sorgens Taare,
Hvor din Brudgom dig imøde leer!
Kort er Striden, som du her maa stride,
Er den tung, forsag dog ei træved;
Haabets Engel gaaer jo ved din Side,
Hvisker venligt: hisset er der Fred!
Herren vinker, Støvets Lænke falder,
Brudte ligge Sorgens tunge Baand,
Og forklaret til sit Rige kalder
Han din rene vingeklædte Aand.
Hist, i Glands af evig Morgenrøde,
Fylder Engles høje Fryd dit Bryst,
Og din Brudgom iler dig imøde,
Favner dig med Himlens rene Lyst;
Og til Jubel vorde dine Klager,
Og til Saligheder dine Savn;
Trøst dig! — Herren giver, Herren tager!
Evig lovet være Herrens Navn!
C. Boye.