Den vide Høstmark staaer nu tom,
Der er ej Ax at sanke!
Men gak dog ud og se dig om
Med Fromhed i din Tanke!
Hvor nylig Traven stod,
Med gylden Overflod,
En saare herlig Høst
Af Haab og Kraft og Trøst
Du kan dig endnu sanke.
Med Tak du saae de unge Ax
Henlagt’ i Ladens Gjemme;
Og vil dog Herrens Naade strax
I Modgangs Stund forglemme!?
Er nu din Kummer svar,
Du Glæden høstet har;
Hver Fryd, der kom og veg,
Sank dem i Tanke-Neg
For Savnets Vinterdage!
Du veed, at Marken ej er død,
Endskjønt den, nøgen, hviler;
Og vil dog ej i hver din Nød
See til, hvor Haabet smiler!?
I Sorgens Efteraar,
Naar Livet øde staaer,
Hold fast ved Bøn og Tro!
Og atter, foraarsfro,
Din Fremtid dig tilsmiler!
Du skuer kun med lidt Behag
Alt paa de øde Steder!?
O Livets stille Alvorsdag
Har Evighedens Glæder!
Er Jordens Smykke lagt,
Du gi’r paa Himlen Agt.
Med Alvor i dit Sind
Du seer i Himlen ind
Og seer dens mange Glæder!
Hav Tak, o Gud! for gavmild Høst
Rundt om paa Eng og Ager!
Hav Tak for Lærdom og for Trøst,
Naar Verden os mishager!
Din Miskundhed vi saae,
Vor Tillid skal bestaae!
Mod Verdens Nød og Frygt
Vort Haab paa dig er bygt;
Ret aldrig det bedrager!